Once Upon a Time.. in Hollywood (Anmeldelse)
Vi har kigget på Tarantinos niende film!
Quentin Tarantino er den slags instruktører, hvor man blot ved navnet på plakaten til en ny film ved, hvad man kan forvente. En unik stil, håndværk og tilgang til filmrullen, som gennemsyrer hele personens filmiske CV.
Og nu er vi nået til Tarantinos niende film i rækken, og som titlen antyder, er filmen en hyldest til ikoniske filmklassikere, som har transcenderet gennem generationer.
I al sin enkelthed følger vi den afdankede western-stjerne Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) og hans stuntmand Cliff Booth (Brad Pitt), mens de manøvrerer sig igennem slut-60’ernes Hollywood i kontrast til Charles Mansons storhedstid.
Tarantino snurrer rigtig mange tallerkener på en gang i denne film, hvor han sammenfletter nutid og fortid med fakta og fiktion i en potpourri af selvstændige narrativer og rendyrket nørderi i filmkundskabets ædle kunst.I dens hyldest til datidens filmmagi, sker der noget i måden, hvorpå fortiden bliver genfortalt - der sker magi i fortællingen, hvor fiktion og virkelighed - i alle dets uendelige lag og nuancer kreeret i Tarantinos krøllede hjerne - flyder sammen og skaber noget unikt.
Filmen er langt mere et håndværk end et decideret Tarantino-ekstravaganza. Ikke ment på den måde, at filmen ikke er et overflødighedshorn af klassiske små krøllede Tarantino-virkemidler, men det virker mere som om, at Tarantino løsner tøjlerne lidt på sit selvstændige niche-filmunivers og lader sig flyde ud blandt Hollywoods nuancerede virkelighedsbillede i slut-60’erne - der er plads til mere fordybelse, mere nørderi og Tarantino er nået til et punkt, hvor han har fri leg på det store lærred.
Når man kender lidt til Tarantinos fortællestil, så ved man også, at man ofte må væbne sig med tålmodighed. Han er kendt for at tage sig utroligt god tid, og det så vi tydeligt i den tre timer lange The Hateful Eight - men i denne film formår han overraskende nok at tage gearet endnu længere ned i filmens in-between øjeblikke, så momentum egentlig ikke bliver den drivende faktor - men derimod en afslappet tilgang fortællingen, så man i stedet væbner sig til at holde mere øje med detaljerne, filmreferencerne og de snedige dialoger, twists og bump på vejen.
Men fortvivl ej - der er selvfølgelig et vaskeægte, rendyrket og dedikeret Tarantino-øjeblik gemt i den 161 minutter lange film. Vi afslører ikke, hvornår den affyres, men tro os - det er om noget blandt hans mest ekstravagante, velpolerede voldsøjeblikke til dato.
Filmen er i sig selv en tålmodighedsprøve, som ikke er for sarte sjæle. Man ved ikke helt, hvad man egentlig forventer, og i sidste ende går man også i nogle timer og spekulerer på, hvorvidt forventningerne blev indfriet eller forblev uforløste. Det er uden tvivl et vanvittigt imponerende filmhåndværk, men underholdningsfaktoren er baseret på nogle præmisser, som blot de mere hardcore filmentusiaster kan værdsætte til fulde.
Samlet set er Tarantinos niende film et mesterligt håndværk, men ordet ‘mesterværk’ er jeg ikke helt klar til at kaste i nakken på ham endnu. Den udstråler 60’er-vibes til den helt store guldmedalje, Hollywood-retro til perfektion og ikke mindst et voldsomt nuanceret, kompliceret og intelligent edderkoppespind af filmhyldest og filmprodukt. En snørklet film med røde tråde til filmuniverset - både foran og bag kameraet - som viser en Tarantino, der kan spille med musklerne på en film, der ikke kun hviler på Tarantino-esque-effekten.
Med andre ord: Se den! Den skal opleves.
Once Upon a Time.. In Hollywood
Premiere: 15. august 2019
Spilletid: 161 minutter
Filmselskab: Sony Pictures
