Overlev zombieapokalypsen
Mandesager.dk har udvalgt udstyret, der redder din røv i overlegen stil, når zombierne kommer.
Shiiit, man får jo næsten helt ondt af zombierne, hvis de vælger at vade ind i en Zombie Hammer Brain Saw. Den syrede sav er 45 cm. lang og 1,8 kg. tung, mens metal-designet er udstyret med onde savtakker og en beskytter til dine knoer. Dine odds for at få lov til at indføre den i Danmark er nok lige så store som, at der rent faktisk kommer en Zombie-apokalypse, men det bliver den jo ikke mindre sej af.
PRIS: 563 kr.
Du får brug for en masse dåsemad til at holde energien oppe, og derfor er Tactical Bacon helt perfekt. For det første, er det jo bacon, og for det andet, har de delikate fedtstykker en holdbarhed på 10 år. Med så lang en levetid kan du pakke et helt lager med dåser. Hver beholder er fyldt med lidt over 250 gram bacon fordelt på 18 aflange stykker, mens det samlede energiindhold ligger på 360 kcal. Og så ser dåsen jo også sej ud i sig selv.
PRIS: 154 kr.
Der er en fin grænse mellem at være paranoid og velforberedt, men selvom det kan virke skørt at have et beskyttelsesrum under hytten, så kan det sgu vise sig at være en helvedes god investering. Rising S Company er specialister i stærke bunkere, og de omdanner ikke bare containere, men bygger i stedet deres egne stål-rum fra bunden, så du får et skjulested, der sagtens kan klare naturens vildeste angreb, mens der også er 150 års garanti på skidtet. Beskyttelsen skulle jo gerne virke, når du får brug for det.
PRIS: Fra 30.000 kr.
Med Z.E.R.O. Kit kan du roligt se frem til jordens undergang. OpticsPlanet har nemlig smidt en komplet pakke sammen med alt det udstyr, du skal bruge for at overleve. Der er for eksempel et hav af våben til at skyde, skære og smadre zombierne, mens du også får praktiske sager som Kevlar-handsker, en hel bunke batterier og et laboratorie-sæt, så du kan finde kuren mod den infektion, der har ramt menneskeheden. Ja, det er rimeligt gennemført. Sættet koster selvfølgelig også kassen, men det er jo overlevelse in-a-box, og så kan du grine røven i laser, hvis det viser sig, at zombier alligevel ikke bare er ren science fiction.
PRIS: 135.000 kr.
Filmen Full Metal Jacket er et mesterværk, og det er bilen Full Metal Jacket også. Udover navnet har de to dog ikke rigtigt noget til fælles, men jeepen ville sgu alligevel være rar at have med, hvis vi skulle en tur i krig. Starwood Motors har nemlig rodet gevaldigt med en Jeep Wrangler, så den nu er liret med en Pentastar 3,6 liters V6'er med 285 hestekræfter, der skyder den op på 100 km/t på 8,4 sekunder, hvilket ikke er helt skidt for sådan en stor satan. Så er der selvfølgelig den voldsomme styling med kevlar-paneler, en helvedes masse nitter, en pumpet affjedring og et generelt ondt udseende, der ligner det perfekte værktøj til en zombie-apokalypse.
PRIS: 578.000 kr. uden danske afgifter
Du kan suite up som de professionelle med Damascus FX1 FlexForce, der er en fuld kampuniform til at tackle kradse situationer. Jeps, en kampuniform. Her får du den samme dragt, som bliver brugt af politistyrker verden over, og der er ekstra beskyttelse på bryst og ryg med to 3 mm. Electrum XK8 Hard Shell plader, og det samme hårdføre materiale er desuden placeret på underarmene, så du kan slå fra dig uden at komme til skade. Det er et ondt sæt tøj.
PRIS: 2.920 kr.
Når en riffel nu alligevel er udstyret med en stor kolbe, kan man vel lige så godt udnytte pladsen. Jeps, og det er lige præcis, hvad Henry har gjort med deres U.S. Survival AR-7. Den semi-automatiske mekanik kan skilles ad og gemmes væk, så du får et kompakt våben. Riflen har plads til 8 patroner i kaliber .22, som du kender fra salonrifler, og selvom det ikke er voldsom ildkraft, er det da bedre end en slangebøsse - og zombierne skal jo bare have et headshot for at ryge til jorden.
PRIS: 2.560 kr.
Så er du vist godt dækket ind til at klare jordens undergang. Og indtil da kan du jo smutte forbi Mandesager.dk, hvor du finder endnu mere genialt grej til mænd.