PC med bilalarm
Giv tyven en gedigen forskrækkelse med en 110 db høj sirene
Af: Martin Finnedal
Der findes få oplevelser mere pissehamrende irriterende end at få stjålet sin computer. De fleste mennesker har efterhånden halvdelen af deres liv liggende indsvøbt i hård plast.
Netop af denne grund lancerer firmaet NorthQ nu verdens første PC alarm. Og hvad er så forskellen på den og din bilalarm? Forsvindende få ting.
Som når du skal ind og ud af din BMW M5 (ja sådan en har vi jo alle) kan du åbne og låse PC'en med et tryk på din fjernbetjening.
Også handy til hvis du ikke gider spilde halvandet minut af dit liv på at stirre ind i skærmen, mens computeren starter. Start svinet så snart du sætter nøglen i døren.
Vidunderet hedder NQ-4911 og er udrustet med en sirene, der yder 110 db på toppen. Skulle tyven slukke strømmen er der back up batteri til 15 minutter. Med mindre du bor i Compton, har naboen nok fattet mistanke inden da.
NQ-4911 er i handelen fra omkring 1. oktober. Den kommer til at koste omkring 1000 kroner.
Læs mere her påNorth Qs hjemmeside