Tegneserie-nørder skaber virkelighedens Iron Man-rustning: Se det vilde vidunder her
En flok tegneserie-nørder har gjort alle superhelte-fans' vådeste drøm til virkelighed. De har skabt en næsten tro kopi af Iron Mans dragt. Se den vilde rustning lige her.
Nogle gange bliver tegneserier - åbenbart - til virkelighed. For eksempel med den helt nye NK-01, en næsten tro kopi af Iron Man-rustningen fra Marvel-klassikeren af samme navn.
En flok kinesiske tegneserie-nørder i tech-virksomheden FutureWise har som deres navn antyder bragt 'fremtiden' til nutiden med deres virkelige bud på en Iron Man-dragt.
Og der er en helt simpel grund til, at folkene bag NK-01 har skabt deres helt egen Iron Man.
"Da vi var yngre, elskede mine kollegaer og jeg at se robot-tegneserier. Mange kinesere var påvirket af vestlig og japansk tegneserie-kultur som for eksempel Transformers. Derfor gik vi sammen om det her projekt," siger FutureWises administrerende direktør, Han Lei, ifølge The Mirror.
Herover kan du se en video med den nye og virkelige Iron Man-dragt.
Den kvikke har nok hurtigt bemærket, at NK-01 ikke helt har samme farve eller form som Iron Man. Til gengæld ligner NK-01 en af Iron Mans Avengers-venner i den nye Captain America: Civil War - og tidligere Iron Man-film. Nemlig figuren War Machine. En hård metal-fyr, der kan lidt af de samme ting som Iron Man.
Det vildeste ved den nye Iron Man-kopi er, at den kan betjenes af et helt almindeligt menneske. Akkurat som når Tony Stark hopper ind i sin Iron Man-dragt.
FutureWises robot er dog ikke helt kampklar. Der er blot tale om en prototype, som ikke er udstyret med kanoner i hænderne eller raketter i fødderne, som den rigtige Iron Man er. Så forvent ikke, at kineser-robotten angriber skurkene og banditterne i din by i den nærmeste fremtid.
Folkene bag robotten har planer om at masseproducere deres nye vidunder. Men kun som underholdningsprodukt.