5 af de største danske underdog-resultater
Vi er gået tilbage i historiebøgerne og har fundet nogle af de største europæiske fodbold-resultater i dansk regi.
Klokken 19:00 i aften, torsdag, fløjter dommer Artur Soares Dias braget mellem FC Midtjylland og Manchester United i gang. De danske mestre fra det midtjyske møder et skadesplaget United-hold, der dog stadig må anses som storfavoritter. Når det så er sagt, er det ikke første gang, at en "underdog" kan præstere i en topkamp. Vi varmer op med fem store europæiske øjeblikke for dansk fodbold.
Louis van Gaal og Jesse Lingard taler til @manchesterunited pressemøde på #MCHArena #FCMMUN
A photo posted by FC Midtjylland (@fcmidtjylland) on Feb 17, 2016 at 8:54am PST
Hvidovre vs. Real Madrid
Ja, du læste rigtigt. Vi skal dog helt tilbage til 1967, men her mødte Hvidovre i efteråret det spanske storhold Real Madrid. Kongeklubben havde allerede dengang vundet Europa Cuppen for Mesterhold hele seks gange. Den turnering, vi i dag kender som Champions League. Hvidovre havde tidligere slået FC Basel ud og leverede da også en pragt-præstation i den første 2. runde-kamp, da det lykkedes dem at få 2-2 mod spanierne. Helt så godt gik det dog ikke i Madrid, hvor de undertippede sjællændere tabte med 1-4. Men det skal ikke tage noget fra den blå-røde københavnerforstad, som altså overraskede alt og alle på hjemmebane.
Juventus vs. Hvidovre
I 1982 deltog Juventus som italienske mestre i Europa Cuppen for Mesterhold med et hold fyldt af datidens stjerner. Dino Zoff, Claudio Gentile, Marco Tardelli og Michel Platini spillede alle for Den Gamle Dame. Udover Juventus deltog Hvidovre nok engang i den præstigefyldte turnering. Hvidovre og Juventus mødte hinanden over to kampe, og det danske mesterhold var da også chanceløse i første kamp, som de tabte 1-4. Men Hvidovre var opsatte på at vise fodboldverdenen, at de godt kunne spille fodbold, så 14 dage senere tog de til Torino og fightede røven ud af bukserne og hentede et flot 3-3-resultat hjem. En ting, der sikkert ikke behagede de snobbede italienere, men som gav Hvidovre et stort boost af selvtillid.
Brøndby IF vs. Bayern München
Vi snakker Champions League, gruppe D, i 1998. Brøndby spillede hjemme mod de tyske mastodonter fra München, der senere gik hele vejen til finalen. Oliver Kahn vogtede det tyske mål, Lothar Matthäus løb solen sort, og brasilianske Giovane Élber stod klar i front. Umiddelbart virkede det tyske hold som klare favoritter. I det 77. minut kom Bayern foran, men 10 minutter efter lykkedes det Brøndby at udligne, da Thomas Helmer uheldigt puttede bolden i eget net. Til sidst i kampen viste Allan Ravn sin klasse, da han hamrede bolden i kassen til slutresultatet 2-1 på den famøse halvflugter, du ikke kan have undgået at have set et hav af gange.
FCK vs. Manchester United
De Røde Djævle fra Manchester har tidligere jokket i spinaten, når det kommer til de danske "underdogs". I 2006 mødte FCK United d. 1. november i det, der gik hen og blev en tæt affære i Champions Leagues gruppe F. Manchester troppede op med navne som Cristiano Ronaldo, Wayne Rooney, Michael Carrick og Ole Gunnar Solskjær. Her kunne FCK kun svare igen med spillere som Jesper Christiansen, Michael Gravgaard, Atiba Hutchinson og Marcus Allbäck. Med et kvarter igen, sparkede "Landsholds-Lars" Jacobsen et hjørnespark, som Marcus Allbäck efter to omgange fik omsat til en scoring. Et resultat, der holdt indtil slutfløjt. Vi husker stadig brølet og atmosfæren fra de næsten 40.000 tilskuere i Parken.
Real Madrid vs. OB
Den 6. december 1994 tog OB til Madrid med det, der lignede en umulig opgave i tredje runde af UEFA Cup'en. Den første kamp på hjemmebane blev tabt med cifrene 3-2, og derfor skulle der hentes en sejr. Real Madrid stillede som altid med en stærk start-11'er - heriblandt Michael Laudrup, Fernando Redondo, Luis Enrique og Emilio Butragueño. Danske Lars Høgh stod en fantastisk kamp for OB, og det lykkedes unge Morten Bisgaard at score til slutresultatet 0-2 i overtiden. Et resultat, der chokerede en hel fodboldverden, og som nok er den største præstation i europæisk fodbold, hvis snakker om de danske historiebøger. Kvartfinalen blev dog endestationen for odenseanerne, som tabte sammenlagt 1-0 til Italienske Parma, som endte med at vinde turneringen.
Vi ser meget frem til aftenens kamp og ønsker al held og lykke til midtjyderne.
A photo posted by FC Midtjylland (@fcmidtjylland) on Feb 18, 2016 at 1:51am PST