5 fantastiske derby-tifoer du bare skal opleve
Vi varmer op til 'New Firm'-derbyet mellem FC København og Brøndby med fem vanvittigt fede tifoer, du ikke må gå glip af.
Du kan sikkert ikke vente til senere. Og nej, det er ikke, fordi der kommer 'Kongen af Queens' (som der i øvrigt altid gør) Nej, det er selvfølgelig, fordi der igen er dansk fodbold-derby mellem landets to mest vindende fodbold gennem tiderne, FC København og Brøndby.
Den slags opgør plejer at være fulde af fight, flot fodbold og en fandens masse fede tifoer og fansange, som er gode for både øjne og ører. Det håber vi også, der kommer i dagens pokalsemifinale i Parken.
Men inden da, får du lidt at varme op på. Derfor har vi samlet fem af de allerfedeste derby-tifoer gennem tiden. Du vil ikke blive skuffet.
Se dem herunder:
Derby-opgør: Boca Juniors vs. River Plate
Tid og sted: 20. november 2014, Estadio La Bombonera, den argentinske Primera División
Det skete der: De argentinske giganter formår at skabe en fest midt i hadet til hinanden. Under den her kamp ligner det et stort nytårsbrag, fordi det flyver rundt med sølvglimmer, konfetti, rødglødende romerlys og sølvfarvede stjernekastere. Ikke én fan mangler et festligt instrument. Klasse!
Derby-opgør: Barcelona vs. Real Madrid
Tid og sted: 2. april 2016, Camp Nou, den spanske Primera División
Det skete der: Her ser vi den elegante tifo, som fylder hele stadionet. Blot en uge før kampen døde Barcelona-legenden Johan Cruyff, og for at takke hollænderen for alt, hvad han gjorde for klubben, lavede man en gigantisk tifo til ære for ham. Den forestillede en kæmpe fodboldtrøje med tallet '14', Cruyffs gamle nummer, som blev ledsaget af teksten 'Tak Johan'. Hollænderen smilede sikkert fra himlen den dag.
Derby-opgør: Fenerbahce vs. Galatasaray
Tid og sted: 27. maj 2007, ?ükrü Saraco?lu Stadium, den tyrkiske Süper Lig
Det skete der: Det her er muligvis den mest vanvittige tifo og fanfest, du nogensinde har set. Fenerbahces fanatiske fans formåede at sætte ild til halvdelen af deres stadion med kæmpe stjernekastere og rødglødende romerlys, som sprøjtede ustyrligt til alle sider. Tifoen gik så galt (eller lykkedes så godt..), at brandmænd blev tilkaldt for at slukke for den faretruende fanbrand, før stadionet faldt fuldstændig sammen.
Derby-opgør: FC København vs. Brøndby
Tid og sted: 8. marts 2015, Parken, den danske Superliga
Det skete der: FCK's og Brøndbys fans viser, hvorfor man ikke behøver at drage mod sydligere himmelstrøg for at opleve en tifo, der får en til at tabe luften og lungerne af begejstring og anerkendelse. De to holds fans formåede at kombinere romerlyshav med spraglet konfetti og flag, så Parken lignede et Morten Breum-brag af en fest på en kombination af psykedeliske svampe og Red Bull med sukker.
Opgør: Dortmund-Malaga
Tid og sted: 9. april 2013, Signal Iduna Park, andet kvartfinaleopgør i Champions League-sæsonen 12/13
Det skete der: Ja, ja. Vi ved det godt. Det var selvfølgelig ikke et derby, der udspillede sig mellem det tyske og spanske hold. Men vi vil alligevel ikke snyde jer for en vanvittig tifo, hvor Dortmunds fans illustrerer Champions League-pokalen ('pokalen med de store ører') og hæver et kæmpe banner formet som en mand, der kigger efter den enestående titel. En titel, fansene hungrede efter, fordi Dortmund senest vandt den i 1997. Imponerende håndværk, som viser, hvor simpel og smuk en tifo kan udføres.