7 personer som skred fra posten med maner

I løbet af dit korte, men sikkert gode liv har du helt sikkert arbejdet et sted, du hadede mere, end Brøndby-fans hader FCK-fans (og omvendt). Men du havde aldrig balls til at skride fra jobbet og blev der alt for længe. Når du læser de kommende syv historier, vi har støvet op på Reddit, ville du ønske, at du havde gjort som dem. For her er der virkelig tale om en række personer, der sagde op med manér, og som efterfølgende må have følt sig som konger. Forbered dig på at bøje dig i støvet.

Det er altid fedt at få en check, efter man har sagt op
"Da jeg sagde op, fortalte jeg min chef, at han ikke kunne køre sin forretning kun ved at sælge pigespejder-småkager (en stor ting i Staterne). Inden jeg skred fortalte jeg ham, at jeg ville melde ham til den statslige arbejdsstyrelse for at have fået mig til at arbejde 8,5 timer om dagen uden frokostpause. Det gjorde, at han af staten fik besked på at skrive mig en check for alle de missede frokostpauser, jeg havde haft i løbet af de 2,5 år, jeg havde arbejdet der."

"Jeg arbejdede i Boston Market(en amerikansk restaurant-kæde, red.), og jeg var virkelig blevet screwed, hvad angår arbejdstimer den sidste måneds tid. Så fik jeg den nye arbejdsplan, og jeg havde kun seks timer om ugen. Jeg var vred. En fyr kom ind og ville blot købe mad til sine to børn. Jeg spurgte ham, om han ikke også selv skulle have noget, men jeg kunne se, at han var økonomisk ramt.

Han betalte i småmønter og kunne lige knap nok betale børnenes måltider. Så gik jeg om bagved og fandt ham en fest-tallerken, som vi egentlig kun brugte til catering. En tallerken, der nemt kunne brødføde 15 personer. Desuden gav jeg ham en bradepande friskt majsbrød. Jeg smed mit forklæde på disken og hjalp ham med at bære det ud til hans bil.

Han begyndte at græde, og vi pakkede det hele sammen, og så gik jeg hjem. Jeg syntes, at det var en god måde at forlade forretningen på. Bonus: Det viste sig, at min skift-manager på det tidspunkt havde stjålet penge, hvilket de ikke opdagede, før en anden manager tog ham i at gøre det."

"Jeg var undersøgende journalist i Cleveland og var på færten af en god historie om en senator, Kevin Coughlin, som brugte hans kampagne-penge til at købe billetter til Ohio State-kampe (college football, red.) og hotelværelser til sin elskerinde. Historien blev godkendt af min redaktør, men chefredaktøren Matt Haggerty droppede den, da Coughlin truede med at lægge sag an.

Jeg afbrød et telefonmøde, han havde gang i, og fortalte ham, at han skulle skride ad helvede til. Før sikkerhedsvagterne eskorterede mig væk, sendte jeg historien til alle på min adresseliste.

Den cirkulerede rundt i statshuset (lidt lige som et rådhus, red.) et par uger efter, og Coughlin trak sig ud af valgkampen om at blive guvernør. Jeg sagsøgte avisen og Coughlin for uretmæssig opsigelse. Coughlin gik med til, at han aldrig havde haft grundlag for et søgsmål, og jeg indgik en aftale med avisen. Et par andre aviser i området skrev desuden om mit yndefulde exit."

"Jeg var tjener på den her virkelig dårlige restaurant, der var ejet af ægtepar. Hun stod for at få gjort næsten alt på stedet, mens han var et temperamentsfuldt røvhul, som dukkede op fra tid til anden for at smide kokken ud af køkkenet og overtage hans rolle. Han var forfærdelig til at lave mad.

En dag, hvor der ikke skete det store, og jeg var den eneste tjener, kom han for at lave morgenmad og ødelagde alt. Han røg cigar i køkkenet, brugte alt for meget fedtstof og brændte al maden på. Efter at have fortalt ham, at jeg var utryg ved at servere det her mad til vores gæster og have ladet ham kritisere mig, tog jeg alligevel maden ud til nogle gæster. De brokkede sig og bad om noget nyt. Jeg tog maden tilbage til køkkenet, men han troede ikke på, at der var noget galt med det, og råbte endnu mere ad mig.

Jeg ville ikke servere det samme mad, så jeg nægtede og bad ham om selv at gøre det. De gav ham samme respons, og han begyndte at råbe ad dem. Alt muligt om, at de ikke vidste, hvad mad var, at han var vokset op i Grækenland, hvor mad var kunst, at han havde gået på restaurantskole og ejet en restaurant tidligere, og at de bare kunne finde et andet sted at spise. Så gik de. 

Efter hændelsen kom han tilbage og fortalte mig, at jeg var tæt på at blive fyret, og han var ligeglad med, hvad jeg havde sagt om ham bag hans ryg. Han fortalte, at hvis jeg ikke kunne lide den måde, han kørte tingene på, kunne jeg finde et andet sted at arbejde. Jeg var rasende, og jeg kunne ikke lide den måde, han drev tingene på, så jeg skred.

Han må efterfølgende være blevet klar over, at jeg var den eneste tjener i restauranten, så jeg fik omgående en telefonsvarerbesked, hvor han sagde, at det hele havde været en misforståelse, at jeg skulle komme tilbage, fordi de havde travlt, og at alt nok skulle løse sig. Heldigvis havde jeg to jobs på daværende tidspunkt, så jeg havde mulighed for at få flere timer det andet sted.

Jeg besvarede først hans opkald flere timer senere, efter at telefonsvarerbeskederne begyndte at lyde desperate. Alt, jeg sagde, var, at jeg ikke ville tilbage, og at han skulle stoppe med at ringe."

"Jeg arbejdede som kok på en hot wings-restaurant efter universitetet. Alt gik fint, bortset fra at jeg virkelig var underbetalt. Jeg tjente mindstelønnen som en ud af to kokke i restauranten. Jeg havde arbejdet der i et par måneder, da manageren ville have en snak med mig. Vi diskuterede et par ting, og jeg bragte det op, at jeg fortjente en lønforhøjelse.

Jeg arbejdede 50-60 timer om ugen, og kompensationen for det arbejde, jeg lagde i stedet, var virkelig ringe. Han sagde bogstaveligt talt, at jeg kunne skride ad helvede til, og at kokke ikke fortjente mere i løn. Jeg havde ikke mange penge på daværende tidspunkt, så jeg fortsatte bare mit arbejde.

De næste par måneder var et sandt helvede. Restaurantmanageren kritiserede mig hele tiden åbenlyst foran alle andre. Han gav mig åbningsvagter efter lukkevagter og sendte med vilje folk hjem, så jeg var den eneste tilbage til at gøre køkkenet rent sidst på aftenen. Jeg begyndte at miste tålmodigheden med det her job.

Det blev Super Bowl-søndag, som er en virkelig travl dag for restauranter, der laver hot wings. Jeg mødte på arbejde, men det gjorde den anden kok ikke, og intet var forberedt til den dag. Alt var kaos.

Jeg knoklede røven ud af bukserne, hvorefter min manager kom hen til mig for atter at lukke det samme lort ud. Herefter kom nogle af managerens venner (ikke medarbejdere) ud i køkkenet og begyndte at rode helt vildt. Flytte rundt på ting og sætte sig på tilberedningsbordene. Jeg bad dem om at gå, hvorefter min manager stormede ud til mig og fortalte mig, at jeg var uduelig; at jeg ikke var mere værd end minimumslønnen, og at jeg aldrig lagde ekstra arbejde i det. Så fik jeg nok.

Jeg tog langsomt mit forklæde og min hat af. Jeg nedstirrede min manager og sagde roligt til ham: "Hav en god Super Bowl-søndag". Jeg smed forklædet og hatten i friturekarrene og skred. Jeg mødtes med mine roommates derhjemme og fortalte dem historien. Herefter bestilte vi 200 hot wings og så kampen."

"Jeg var IT-chef i et mindre software-firma og arbejdede 80-100 timer om ugen som forsøg på at opfylde de krav, ejeren havde stillet mig og mine medarbejdere. En morgen vågnede jeg med forventning om at se en bekræftelsesmail om, at min løn var gået ind på min konto. I stedet havde ejeren sendt en fællesmail ud, hvori der stod, at lønnen ville blive holdt tilbage, indtil produktionsmålet var nået.

Et par minutter senere skiftede jeg koderne til alt i firmaet og lukkede alle servere ned. Jeg skiftede endda koden til døren indtil server-rummet. Alt blev skiftet. Ejeren ringede ca. 100 gange til mig den næste time. Efter at have gemt flere truende telefonsvarer- og SMS-beskeder, han havde sendt til mig, ringede jeg endelig tilbage og informerede ham om, at jeg ikke længere arbejdede for ham.

Herefter forhandlede vi os frem til, hvor meget han ville betale mig for at åbne op for serverne igen (inklusive min oprindelige løn). Jeg blev betalt og holdt min del af aftalen. Firmaet gik konkurs tre måneder senere."

"Jeg var afdelingsleder i Best Buy (stor amerikansk elektronikforretning, red.) for nogle år siden. Vi havde 10 hylder kun med software. Butikschefen fik hver uge en af medarbejderne til at omorganisere de hylder. Det suttede virkelig kølle. En dag fik en fyr nok. Han pruttede ind i butikkens samtale-anlæg, råbte: "Æd lort" og skubbede til software-reolen. Selvom jeg vidste, at jeg skulle rydde op efter ham, var jeg ikke sur på ham. Faktisk var jeg imponeret over ham, når jeg ser tilbage på den tid."