Bliv lige så fit som Ronaldo: Her er hans vanvittige træningsprogram
Christiano Ronaldo overlader intet af sin træning til tilfældigheder, og hver eneste dag er skemalagt ned til mindste detalje. Du vil gerne se ud som ham, siger du? Læs vejledningen igennem og se, om du har stadig har det på samme måde.
Kost
Voksne mænd i god form har en fedtprocent på omkring 12 %, og det gælder også for de fleste Superliga-spillere. Ronaldos er på 6, og det kan kun de mest toptrimmede atleter hamle op med.
Han spiser seks måltider om dagen med to til fire timers mellemrum, så kroppen når at optage alle proteiner og kulhydrater. Han drikker kun vand, friskpresset juice og the.
Morgenmad: Æg, fuldkornsbrød, frugt og friskpresset juice.
Inden-træning-snack: Bananer og mere frugt.
Frokost: Fedtfattig pastaret eller salat med kylling, tun eller laks.
Efter-træning-snack: Yoghurt, frugt og proteinbarer.
Aftensmad: Fjerkræ eller fisk (rødt kød tager lang tid for kroppen at optage) med ris og bønner.
Fodboldtræning
De fleste fuldstidsprofessionelle fodboldklubber træner fem gange om ugen, og det er også tilfældet i Real Madrid. Alle markspillere træner sammen i 1-2 timer, og efter frokost deles de op til specialtræning i forskellige discipliner.
Ronaldos træningsdage er aldrig på mindre end fem timer, og udover specialtræning i frispark bruger han også tid på individuel sprinttræning og svømmer i en time. Det siges, at han afslutter hver dag med at tage 3.000 mavebøjninger, men ingen officiel kilde har bekræftet det.
Søvn og restitution
Dagen efter kampe lader Ronaldo sin krop restituere, og det er oftest på dage som disse, at der i klubben holdes taktikmøder. Det er meget få fodboldspillere i verden, der kan klare at spille 90 minutter tre gange om ugen, og for at kroppen kan komme igennem det, er hvile nødvendigt.
Af samme grund sover han 10 timer hver nat, hvilket vi på redaktionen har svært ved at forstå, når han har haft kærester som Irina Shayk og måske danske Maja Darving. Han går senest i seng kl. 22, og til udebanekampe sørger hotellerne for, at ingen på værelserne omkring ham kan forstyrre hans rytme.
Mentaltræning
Hvis du er anfører for et landshold, hvor du er den eneste, der kan score mål, hviler der til hver kamp et stort pres på dine skuldre - og selvom Ronaldos er brede, kan det være svært at håndtere. Derfor har han også hele fire mentaltrænere tilknyttet, der hjælper ham med forskellige psykiske aspekter såsom målsætninger og måltørker. En af dem har speciale i hypnose for at give hans hjerne komplet hvile.
Ronaldos far var alkoholiker, hvilket selvfølgelig har påvirket ham igennem barndommen. Derfor drikker han aldrig alkohol, også selvom der er pause i fodboldsæsonen. Af samme grund kommer han aldrig til at levere ligeså gode citater som George Best, men hans psykiske balance er helt sikkert bedre.
CR7 fodbold fakta
Fulde navn: Cristiano Ronaldo dos Santos Aveiro
Alder: 30 år, født d. 5. februar 1985
Klubber, kampe/mål:
- Sporting CP: 31/5
- Manchester United: 292/118
- Real Madrid: 309/323
- Portugals landshold: 122/55
Udvalgte trofæer:
- Premier League: 06/07, 07/08 og 08/09
- Primera Division: 11/12
- Champions League: 07/08 og 13/14
Udvalgte triumfer:
- Ballon d'Or: 2008, 2013 og 2014
- Player of the Year Premier League: 06/07 og 07/08
CR7 fun facts
- har som den første fodboldspiller i historien scoret i alle minutter af en fodboldkamp (dvs. fra 1. minut til 90.)
- kan løbe 100 meter på 10,46 sekunder (verdensrekorden er på 9,58 og den danske er 10,29)
- har en søn med en rugemor
- ejer tøjfirmaet CR7, der samarbejder med danske JBS
- på et universitet i Canada kan du læse et sociologi-fag, der kun omhandler Ronaldo. Hvis pensum kun er Real Madrid-kampe, bør det være til at bestå
- både Liverpool, Arsenal og Barcelona inviterede ham til prøvetræning, da han stadig spillede i Portugal. Men ingen af dem kunne hamle op med Sir Alex
- har doneret penge til opførslen af skoler i Gaza, men han vil stadig ikke udtale sig negativt om det forstående VM i Qatar
Hvis du ikke kan få nok af Ronaldos imponerende talent, kan vi stærkt anbefale dokumentaren Ronaldo - Tested to the Limit fra 2011. Specielt hans evner i mørke, er en grund til evig beundring.