Brian Holms vildeste historier fra cykelverdenen vol. 2
Læste du de første tre af Brian Holms vilde historier fra cykelverdenen i går? Så må du ikke gå glip af de sidste fire her. De er endnu mere sindssyge.
Nok er det hårdt at køre op ad bakke. Men de sygeste styrt finder sted ned ad bakke. 120 km/t er ikke unormalt på nedkørslerne, og det siger sig selv, at det kan skabe makabre situationer. I 2010-udgaven af Tour de France sad Brian Holm i en følgebil på vej ned ad et bjerg udenfor kategori. Uheldigvis gik bilen i stå. Men det gjorde rytteren bagved ikke?
Brians egne ord
"En af de mere spektakulære episoder. Det lyder langt ude, men rytterne ænser meget sent, hvis nogle af følgebilerne holder stille. Og det er præcist, hvad der sker her. Vi kan se i bakspejlet, at han kommer og kan kun vente på braget. Jeg når i øvrigt lige at råbe til min mekaniker, at han skal dukke sig, før rytteren flyver gennem bagruden, og ender på førersædet. Det mest imponerende er, at han får en ny cykel og fortsætter etapen."
Året var 1986, og løbet var i Vilvoorde, en forstad til Bruxelles. Spurten gik desværre ret meget over gevind og resulterede i et styrt, hvor Brian fik kraniebrud, og som følge deraf røg i tre dages koma. En misforståelse fra hospitalets side betød, at en katolsk præst troede, at Brian var død. Herefter gik præsten rituelt i gang med at tildele ham den sidste olie. Og midt i sceneriet trådte Brians mor såmænd ind af døren med opfattelsen af, at det næste familiearrangement blev sønnens begravelse.
Brians egne ord:
"Jeg husker ikke spurten, da min hukommelse røg som følge af kraniebruddet. Jeg kan huske noget med, at nogen borer mig i hovedet, og det gør pisseondt. Det er altså en ret syg oplevelse, for da jeg vågner, tror jeg faktisk selv, at jeg skal dø. Jeg lå over en uge på sygehuset med enorme smerter i hovedet. Og som følge af misforståelsen var jeg ret bekymret for lægernes begrænsede evner."
Bomber i gaderne kan normalt hurtigt rydde en forside eller to. Men under Tour de France i 2007, da ETA sprængte en bombe midt under løbet, måtte Brian erkende, at visse ting har højere nyhedsværdi på de kanter?
Brians egne ord:
"En ting er de kanonslag, der brændes af til nytår, men det her drøn var seriøst heftigt. ETA (Den baskiske frihedsorganisation i Spanien) mener det altså alvorligt, når de går til værks. Braget gik gennem marv og ben, og der var hurtigt ambulancer og politi overalt. Men det vildeste var sådan set ikke bomben i sig selv. For Michael Rasmussen var blevet smidt ud af Tour de France samme dag, så aviserne gad ikke beskæftige sig med en bette terrorbombe. Cykelsport rangerer ganske enkelt over."
Tirreno - Adriatico er et italiensk etapeløb, der køres i foråret. Og 1987-udgaven skulle blive legendarisk, da cykelsportens til dato mest sindssyge styrt fandt sted. Der skulle køres to kilometer gennem en tunnel, der selvfølgelig var lyst op at et hav af projektører. Feltet kørte med 75 kilometer i timen, da strømmen gik, og der blev bælgragende mørkt.
Brians egne ord:
"Der går et par sekunder, før jeg reelt opdager, hvad der er galt. Jeg rækker hånden ud og kan fornemme en anden persons cykelbukser. Det modbydelige er, at du ved, at hvis du bremser, får du bogstaveligt talt et helt felt op i røven, og hvis du fortsætter rammer du ind i noget på et tidspunkt. Der er stilhed et par sekunder, og så bryder helvede løs. Skrig, jern mod asfalt, knogler mod asfalt. Så blive der stille, og jeg husker smerten overalt i kroppen, og en masse stønnen fra de kvæstede ryttere. Feltet var på 200 mand, og der var kun syv, der ikke styrtede."
