Da M! mødte 50 Cent
Det er ikke hver dag, men får lov at sludre med en af verdens største rapstjerner.
Foto @ Gürcan Bozdogan
Det er ikke den tank-top klædte og hårdt-pumpede rapper, vi stiftede bekendtskab med første gang i 2003, da In Da Club hærgede alverdens musikhitlister, vi møder den august-dag på strøget. Derimod er det en nydeligt klædt, stormilende og knap så buff og meget nede på jorden, nærmest sky verdensstjerne, der tager imod os. Faktisk er der ikke meget gangster-rapper over 50 Cent, som han står der iført en Jack & Jones-lignende-skjorte, jeans, cap og naturligvis hans ikoniske SMS By 50-hørebøffer hængende om halsen. Kun hans diamantbesatte Audemars Piguet-ur til flere millioner dollar afslører, at denne gut er god for mere end 50 cent.
Forretningsmanden 50 Cent
I dag fylder musikken kun en lille del i hans efterhånden enorme forretningsimperium. Og faktisk solgte hans sidste album blot 500.000 eksemplarer, hvilket må betragtes som værende skuffende sammenlignet med hans hit-album Get Rich Or Die Tryin fra 2003, der solgte over 8 millioner eksemplarer i USA alene. Men det giver nok ikke forretningsmanden 50 Cent (eller Curtis Jackson, som er hans borgerlige navn) søvnløse nætter. For det 37-årige fænomen har masser af jern i ilden.
Dealede narko som 12-årig
Men 50 Cent har ikke fået noget foræret. Moderen, der var lesbisk og kokainpusher, døde, da Curtis blot var 8 år. Og da han selv begyndte at deale som 12-årig, var der ikke meget, der tydede på, at Curtis Jackson skulle gå hen og blive mangemillioner - i dollars. Men ambitionen er der ikke nogen, der kan tage fra den 37-årige Curtis Jackson. Og hvad betyder det, at ens sidste album ikke har solgt specielt godt, når man tjener millioner og atter millioner af dollar på energidrinks, tøj, og elektronik? Læg dertil, at manden har sit eget pladeselskab, netop er blevet licenseret boksepromoter og har gang i en succesfuld karriere som skuespiller, hvor han har spillet overfor de største actionstjerner i form af Schwarzenegger og Stallone i den kommende actionfilm The Tomb, og legender som Al Pacino og Robert DeNiro i Righthous Kill fra 2008. Ja,så kan man måske godt leve med, at man ikke sælger helt så mange plader, som man gjorde engang.
Foto @ Gürcan Bozdogan
En kamp mod Mikkel Kessler
Og netop det faktum, at Fiddy har fået licens som boksepromoter er svært interessant for undertegnede, da Curtis Jackson har fået selveste Andre Dirrell i sin stald. Dirrell var som bekendt med i Super Six-bokseturneringen sammen med bla. Mikkel Kessler. De to nåede desværre aldrig at møde hinanden, Da Mikkel måtte trække sig fra turneringen grundet en øjenskade. Derfor var det også på sin plads at spørge, om 50 kunne se en fremtidig kamp mellem de to i den nærmeste fremtid.
- Ja, helt sikkert. Det er meningen, at Dirrell først skal møde Brian Magee i en kamp om WBA-titlen først, og derefter er alt muligt. (Irske Brian Magee knockoutede koldblodigt danske Rudy Markussen tilbage i februar-måned, red.)
Nyt album, ny lyd
På trods af en sidegesjæft som boksepromoter, fylder musikken stadig meget i Fiddys forretningsimperium. Han ser stadig sig selv som en musikkunster. Og med det nye album, tegner det til, at vi får en ny Fiddy at høre.
- Din nye single, A New Day, bliver spillet flittigt i radioen. Men faktisk gik der noget tid, før det gik op for mig, at det rent faktisk var din single.
- Ja, det er bestemt heller ikke den traditionelle 50 Cent-lyd, der møder dig på den nye single fra mit nye album (der har Alicia Keys med på vokal, red.). Singlen er også helt klart det blødeste nummer på det nye album. Faktisk var det meningen, at netop det nummer skulle være på Dr. Dres kommende plade, Detox. Men da han gik efter en hårdere lyd på sit kommende album, var det perfekt at have det med på mit kommende album Street King Immortal, som allerede er hårdt og aggressivt i forvejen. Så vi tog A New Day med for netop at bløde albummet lidt op.
SMS By 50
Og så må vi ikke glemme, at 50 Cent er i Danmark først og fremmest for at promovere sine høretelefoner SMS by 50. Og når man tænker på, at Dr. Dre. solgte hovedparten (51%) af sine Beats By Dre-høretelefon-aktier til HTC for svimlende 1,8 mia. kr., forstår man skam godt hvorfor, 50 Cent gider at bruge en hel eftermiddag på at svare på mere eller mindre dumme spørgsmål fra os journalister. Hvis du vil lytte til 50's musik, som han ifølge eget udsagn selv hører den i studiet, er det SMS By 50, du skal investere i.
En glad digitalredaktør...