De fem største sportsegoer
Legender i sportsbranchen!
En kæmpe sportssommer er over os. VM i fodbold buldrer derud af, F1-feltet presser speederen i bund, NBA-legenderne skifter klub og ”Quiet Please” gjalder fra højtalerne på Wimbledon-anlægget. Vi er dykket ned i den aktuelle sportselite, og her har vi fundet fem store sportsegoer, der virkelig forstår at iscenesætte sig selv og sætte kulør på sportssommeren.
Zlatan Ibrahimovic
Zlatan Ibrahimovic er måske egoet over dem alle i moderne sport. Den svenske superstjerne har for nyligt skiftet tilværelsen hos Manchester United ud med en dagligdag i Los Angeles hos Galaxy, og han annoncerede skiftet med ordene ”Dear Los Angeles, You’re welcome” i LA Times. Siden har den 36-årige angriber scoret et par vidunderkasser, og senest var han så klar ved tasterne igen – denne gang ifm. LeBron James’ skifte til LA Lakers: ”Now LA has a God and a King!”. Zlatan Ibrahimovic sætter aldrig sit lys under en skæppe, og hvorfor skulle man da også det, når man har vundet titler i både Holland, Spanien, Italien, Frankrig og England? Foruden tweets og angriberrollen har Zlatan i øvrigt kastet sig ud i at være ambassadør for spilleselskabet Bethard.com.
Neymar
Neymar er frontfiguren for det brasilianske fodboldlandshold, der i disse dage tørner ud ved VM i Rusland. Brasilianerne har netop kvalificeret sig til kvartfinalerne, og det var naturligvis Neymar, der bragte sambanationen i front mod Mexico i 1/8-finalerne. I 2017 blev Neymar solgt fra FC Barcelona til Paris SG som historiens dyreste fodboldspiller, og den 26-årige kreatør tiltrækker sig altid stor opmærksom både på og uden for grønsværen. Han er kendt som en enestående dribler, men han gør sig også bemærket ved at falde til jorden meget let. Neymar bærer det brasilianske landshold på sine skuldre, og han trives med presset på den allerstørste scene.
LeBron James
LeBron James er en markant personlighed i den amerikanske basketliga NBA. Efter i en årrække at have ageret enmandshær for Cleveland Cavaliers, har den 33-årige superatlet netop annonceret sit skifte til LA Lakers, hvor han skal forsøge at løfte Kobe Bryants arv. LeBron James er tredobbelt NBA-champion og firedobbelt MVP, og det siger en del om amerikanerens formåen på en basketbane. LeBron James er kendt for sin enorme fysik, og det er svært ikke at lade sig imponere, når han buldrer igennem modstanderens forsvar for at ende et angreb med mega-dunk.
Nick Kyrgios
Nick Kyrgios er tennissportens største badboy, og der er ingen tvivl om, at australieren føler sig selv i rigelige mængder. Han er kendt for sine spektakulære og showagtige slag med ketsjeren – men måske i endnu højere grad for sin noget alternative optræden på banen. Få har tabt point med vilje som Nick Kyrgios, og endnu færre (hvis nogen) har gjort deres modstander opmærksom på, at dennes kæreste har haft en affære med en anden spiller – til hele verdens skue, MIDT UNDER KAMP. Kyrgios er begavet med et enormt tennistalent, men den 23-årige komet har indtil videre brugt meget af sin energi på at tildrage sig bøder fra ATP-forbundet.
Lewis Hamilton
Lewis Hamilton, den karismatiske racerkører for F1-mandskabet Mercedes, har vundet det samlede Formel 1-mesterskab fire gange i karrieren. Hamilton har for vane at være lidt af en primadonna på racerbanen, men han bakker det som oftest op med enestående kørsel, og derfor er han indtil videre sluppet afsted med sine optrin. På det seneste lader det til, at den britiske racerkører har indledt en bi-karriere som sanger – i hvert fald mener flere fans og medier at vide, at det er netop Hamilton, der gemmer sig under kunstnernavnet ’XNDA’ på Christina Aguileras nyeste album.