Magasinet M!

Din gamle iPhone og Macbook bliver snart forældet og fuldstændig ubrugelig

Det er snart tid til at skifte din telefon eller Mac-computer ud. I hvert fald hvis du ejer en af disse.

Din gamle iPhone og Macbook bliver snart forældet og fuldstændig ubrugelig

Det er vel ikke en nyhed, at Apple ripper folk for penge ved at tvinge dig til at købe deres nyeste produkter (okay, det var lige undertegnedes sure opstød - som selvfølgelig selv har en iPhone) ved at fratage dig muligheden for blandt andet service og softwareopdateringer på dine gamle Apple-produkter. Og nu er turen så kommet til endnu en ældre iPhone-model. Og sågar også en MacBook.

For ifølge engelske The Sun forbereder Apple sig på at smide iPhone 4 og 13-tommer-modellen af MacBook Air, der blev sat i salg tilbage i slutningen af 2010, på Apples forældelsesliste. En ting, der altså betyder, at ejer du en af disse, vil du i fremtiden ikke kunne gøre det store, hvis eksempelvis de går i stykker. Oven i hatten stopper produktionen af reservedele også.

Kender man til gigant-brandets procedurer i forhold til forældelsesfristen, kommer det dog nok ikke som den store overraskelse. På Apples hjemmeside står der:

- Ejere af iPhone-, iPad-, iPod- eller Mac-produkter kan få udøvet service eller udskiftet reservedele fra Apple eller autoriserede Apple-forhandlere, i fem år efter produktet ikke længere fremstilles. Apple har stoppet support for bestemte, teknologisk forældede produkter.

Listen inkluderer allerede iPhone 3GS, nogle bestemt iPhone 4 CDMA-modeller, 2009s iMac, 2010s Mac Mini og 15- og 17-tommer-versionen af MacBook Pro.

Ifølge det japanske site Mac Otakara vil de nye tilføjelser ske med udgangen af oktober, efter at Apple eftersigende vil afholde et event d. 27. oktober, hvor de vil præsentere og afsløre opdaterede versioner af deres MacBook-sortiment samt nye iPads.

Det er øjensynligt noget, der vil sætte pisset i kog blandt mange Apple-kunder. Lidt ligesom da Apple tidligere i år præsenterede og frigav den nye iPhone 7 - uden en indgang til høretelefoner.

Til sidst skriver The Sun, at også ældre produkters password-teknologi snart kan ramme forældelseslisten, efter at flere rygter går på, at iPhone 8 vil blive udstyret med en avanceret øjeæble-scannings-teknologi.

Måske undertegnede burde overveje at udskifte sin iPhone 5, da den sikkert heller ikke har mange år tilbage at leve i.

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce