En Tycho Brahe dag
Tjah, sådan kan det gå...
Det eneste, jeg egentlig vidste om Tycho Brahe, var, at han havde et underligt navn, var astronom og astrolog og ligger begravet i Prag. Og så går der nogle rygter om, at han døde, fordi hans blære sprang, hvorfor jeg altid orienterer mig om badeværelsets placering som det første, når jeg er et nyt sted. Det ville da være skoddøden over dem alle.
Nå, men jeg gik ud fra, at manden nok var svært uheldig, og at navnet stammede derfra. Hvis det havde været tilfældet, ville jeg nemlig have undersøgt muligheden for at ændre det til 'en Miriam Poulsen dag', da jeg vil mene, at jeg har overhalet manden med adskillige længder efterhånden. Det var dog desværre ikke tilfældet.
Et hurtigt kig på Wikipedia (utroværdig kilde, I know, men så doven er jeg altså) kunne nemlig afsløre, at Tycho Brahe havde beregnet sig frem til 32 ulykkesdage, hvor man bare burde holde sig inden døre, ellers ville alt nok gå galt. De ligger endda på faste datoer. Omvendt er der åbenbart også nogle dage, der er særdeles heldige, men af mystiske årsager er der kun fire af disse. Den ene af dem er i øvrigt d. 15. juni, som i år falder på en fredag. Måske det var en idé at snuppe en bytur den dag? Det kunne jo være, der var noget om snakken...
Nu er der ikke noget bedre end at grine af andre folks ulykke, og med det i baghovedet vil jeg dele dagen, der startede det hele, med jer:
Jeg vågnede kl. 5.26. Jeg ved det præcist, fordi jeg stirrede lige ind i min clockradio, og de røde tal nåede at brænde sig fast på min nethinde, inden jeg fløj ud af sengen. Jeg skulle have været oppe kl. 4.30. Nu er jeg heldigvis lynhurtig, så jeg nåede, hvad nås skulle, men det er aldrig sjovt at starte en dag sådan, og det var da også lige med nød og næppe, at jeg nåede på arbejde i tide.
Her nåede jeg ikke rigtigt at åbne munden, før min chef kunne fortælle mig, at jeg da i hvert fald ikke skulle arbejde den dag. Det viste sig senere, at der var blevet lavet om i vagtplanen, uden at hun vidste det(!), så jeg skulle altså arbejde alligevel. Ak ja. Lige der havde jeg ellers allermest lyst til at tage hjem igen og sove. Og det havde muligvis også været det klogeste - resten af dagen taget i betragtning.
Efter et par timer kom kokken ud og informerede mig om, at der var blevet leveret artiskokker i steder for auberginer, hvilket naturligvis var en katastrofe af de større. Jeg blev derfor omgående sendt ned til den nærmeste grønthandler for at plyndre deres lager af selv samme grøntsag. På vejen hjem blev jeg fanget af en byge med én eneste mission: At gøre mig fuldstændigt gennemblødt. Et par minutter senere tog den glad videre, og jeg kunne efterfølgende afholde en Miss Wet T-shirt konkurrence med/mod mig selv den næste times tid. Men hey, jeg vandt da.
Jeg arbejder som tjener lige i øjeblikket, og det var et større selskab, der skulle sørges for den pågældende dag. Jeg blev efterfølgende bedt om at aftørre alle de termitinficerede træborde, der var blevet fundet frem i dagens anledning. Fra lossepladsen. Dette skulle naturligvis gøres med et meget skrapt rengøringsmiddel, som gjorde, at mine hænder og arme kløede resten af dagen. De var nemlig i forvejen en smule oversensitive efter et møde med lidt for høje temperaturer nogle uger forinden. Faktisk ligner mærkerne på dem stadig en form for spedalskhed, og havde vi levet på Jesu tid, havde jeg brugt det meste af min dag på at jage irriterende mennesker væk, der løb efter mig med lerklokker og råbte: 'Uren! Uren!'
Nå, men jeg gik ud fra, at manden nok var svært uheldig, og at navnet stammede derfra. Hvis det havde været tilfældet, ville jeg nemlig have undersøgt muligheden for at ændre det til 'en Miriam Poulsen dag', da jeg vil mene, at jeg har overhalet manden med adskillige længder efterhånden. Det var dog desværre ikke tilfældet.
Et hurtigt kig på Wikipedia (utroværdig kilde, I know, men så doven er jeg altså) kunne nemlig afsløre, at Tycho Brahe havde beregnet sig frem til 32 ulykkesdage, hvor man bare burde holde sig inden døre, ellers ville alt nok gå galt. De ligger endda på faste datoer. Omvendt er der åbenbart også nogle dage, der er særdeles heldige, men af mystiske årsager er der kun fire af disse. Den ene af dem er i øvrigt d. 15. juni, som i år falder på en fredag. Måske det var en idé at snuppe en bytur den dag? Det kunne jo være, der var noget om snakken...
Nu er der ikke noget bedre end at grine af andre folks ulykke, og med det i baghovedet vil jeg dele dagen, der startede det hele, med jer:
Jeg vågnede kl. 5.26. Jeg ved det præcist, fordi jeg stirrede lige ind i min clockradio, og de røde tal nåede at brænde sig fast på min nethinde, inden jeg fløj ud af sengen. Jeg skulle have været oppe kl. 4.30. Nu er jeg heldigvis lynhurtig, så jeg nåede, hvad nås skulle, men det er aldrig sjovt at starte en dag sådan, og det var da også lige med nød og næppe, at jeg nåede på arbejde i tide.
Her nåede jeg ikke rigtigt at åbne munden, før min chef kunne fortælle mig, at jeg da i hvert fald ikke skulle arbejde den dag. Det viste sig senere, at der var blevet lavet om i vagtplanen, uden at hun vidste det(!), så jeg skulle altså arbejde alligevel. Ak ja. Lige der havde jeg ellers allermest lyst til at tage hjem igen og sove. Og det havde muligvis også været det klogeste - resten af dagen taget i betragtning.
Efter et par timer kom kokken ud og informerede mig om, at der var blevet leveret artiskokker i steder for auberginer, hvilket naturligvis var en katastrofe af de større. Jeg blev derfor omgående sendt ned til den nærmeste grønthandler for at plyndre deres lager af selv samme grøntsag. På vejen hjem blev jeg fanget af en byge med én eneste mission: At gøre mig fuldstændigt gennemblødt. Et par minutter senere tog den glad videre, og jeg kunne efterfølgende afholde en Miss Wet T-shirt konkurrence med/mod mig selv den næste times tid. Men hey, jeg vandt da.
Jeg arbejder som tjener lige i øjeblikket, og det var et større selskab, der skulle sørges for den pågældende dag. Jeg blev efterfølgende bedt om at aftørre alle de termitinficerede træborde, der var blevet fundet frem i dagens anledning. Fra lossepladsen. Dette skulle naturligvis gøres med et meget skrapt rengøringsmiddel, som gjorde, at mine hænder og arme kløede resten af dagen. De var nemlig i forvejen en smule oversensitive efter et møde med lidt for høje temperaturer nogle uger forinden. Faktisk ligner mærkerne på dem stadig en form for spedalskhed, og havde vi levet på Jesu tid, havde jeg brugt det meste af min dag på at jage irriterende mennesker væk, der løb efter mig med lerklokker og råbte: 'Uren! Uren!'
Dagens absolutte højdepunkt kom, da jeg blev bedt om at fragte en hulens masse servietter ud på lageret. Dette indebar, at jeg skulle ned ad en masse trapper. På et eller andet trin var der vældig glat, og jeg skvattede hele vejen ned ad trappen, knaldede mit hoved ned i det nederste trin og slog mig selv bevidstløs. Da jeg vågnede igen, var jeg omgivet af servietter og havde en gevaldig hovedpine.
Jeg blev herefter sendt direkte ned på skadestuen til et hovedtjek, og den venlige læge kunne konstatere, at jeg nu nok havde fået en hjernerystelse. Så måtte jeg godt tage hjem, men naturligvis ikke lave noget. Dvs. ingen fjernsyn eller læsning eller koncentration af nogen art. Og det værste af det hele: Jeg måtte ikke sove. Det er noget med, at man kan risikere at gå i koma. Møgregel.
Om aftenen tog jeg ned til en veninde. Planen var, at hun skulle holde mig vågen og med selskab. På en eller anden underlig måde fik hun mig dog overtalt til at tage med ned i byen. Der var Open By Night, og vi skulle da bruge nogle penge! Men masser af mennesker og Magasins brag (og jeg mener BRAG!) af en fyrværkerifest hjalp ikke ligefrem på hovedpinen. Det gjorde de efterfølgende øl heller ikke, men man ligger vel, som man har redt (eller er faldet). Jeg tog i hvert fald hjem usædvanlig tidligt og sad oppe nogle timer i komafrygt på trods af, at jeg aldrig tidligere er gået i koma under en hjernerystelse. Og jeg har haft et par stykker af dem efterhånden...
Nu er jeg ikke buddhist, men havde jeg været det, ville jeg være ret overbevist om, at jeg i mit sidste liv var en karmaknepper af dimensioner. Nogle vil måske betegne mig som uheldig. Andre vil sige, jeg bare er klodset. I virkeligheden er jeg nok lidt af det hele...
Jeg blev herefter sendt direkte ned på skadestuen til et hovedtjek, og den venlige læge kunne konstatere, at jeg nu nok havde fået en hjernerystelse. Så måtte jeg godt tage hjem, men naturligvis ikke lave noget. Dvs. ingen fjernsyn eller læsning eller koncentration af nogen art. Og det værste af det hele: Jeg måtte ikke sove. Det er noget med, at man kan risikere at gå i koma. Møgregel.
Om aftenen tog jeg ned til en veninde. Planen var, at hun skulle holde mig vågen og med selskab. På en eller anden underlig måde fik hun mig dog overtalt til at tage med ned i byen. Der var Open By Night, og vi skulle da bruge nogle penge! Men masser af mennesker og Magasins brag (og jeg mener BRAG!) af en fyrværkerifest hjalp ikke ligefrem på hovedpinen. Det gjorde de efterfølgende øl heller ikke, men man ligger vel, som man har redt (eller er faldet). Jeg tog i hvert fald hjem usædvanlig tidligt og sad oppe nogle timer i komafrygt på trods af, at jeg aldrig tidligere er gået i koma under en hjernerystelse. Og jeg har haft et par stykker af dem efterhånden...
Nu er jeg ikke buddhist, men havde jeg været det, ville jeg være ret overbevist om, at jeg i mit sidste liv var en karmaknepper af dimensioner. Nogle vil måske betegne mig som uheldig. Andre vil sige, jeg bare er klodset. I virkeligheden er jeg nok lidt af det hele...
