Mænd tænker med pikken - og fem andre myter om sex
Har en mands pik mere magt over ham end hans fornuft?
I samarbejde med en lang række fageksperter har FADL´s Forlaget de seneste ti år udgivet 10 bøger med 100 myter om forskellige store og små emner i hverdagen. I den nyeste bog, 100 myter om alt mellem himmel og jord, sorteres vrøvl fra virkelighed, og dækker alle de emner man kommer til at snakke om til næste familiefest eller julefrokost - og du får nu chancen for at brillere.
Denne gang er der fokus på sex.
Det perfekte samleje tager mindst 30 minutter
Der er lavet flere undersøgelser af, hvor lang tid et gennemsnitlig samleje tager, og gennemsnitstiden når ikke i nærheden af den halve time. Man kan herefter diskutere, hvad en samleje er; er det fra man smider tøjet, eller er det fra selve penetreringen?
En større hollandsk undersøgelse fra 2005 af 500 par fra forskellige lande har forsøgt at give svaret på, hvor lang tid et gennemsnitligt samleje tager. I undersøgelsen blev det defineret som start fra penetrering til slut ved ejakulation. Fokus var på mænd fra alderen 18 år og op og som havde været i stabile forhold med regelmæssige samlejer i mindst et halvt år.
Her fandt man en variation på 1 minut til 44 minutter, med et gennemsnit på 6,5 minut for mænd i alderen 18-30 år.
Så nej, det perfekte samleje tager ikke mindst 30 minutter. Når man spørger folk, om de er tilfredse med samlejets længde, så ønsker både kvinder og mænd, at det varede længere, end det faktisk gør. Det kan måske skyldes, at mennesker altid ønsker sig mere af det, der er godt.
Missionærstillingen er den kedeligste form for sex
Selvom den sandsynligvis er den mest brugte sexstilling i verden, så får missionærstillingen tit hårde ord med på vejen. Den er så velkendt, at en del mennesker afskriver den.
Navnet missionær kommer af, at det var denne form for sex, som kirken og de kristne missionærer i Middelalderen pålagde befolkningen at holde sig til. Det var den eneste stilling i kirkens øjne, som ikke var syndig.
I Danmark har missionærstillingen længe været den foretrukne stilling skarpt efterfulgt af bl.a. doggy. Ifølge undersøgelsen "Danskernes Sexliv 2017", hvor 2.000 danskere blev spurgt, er missionærstillingen ligefrem danskernes klare favorit.
Et af de forhold, der gør positionen særligt brugt, er, at den er så nem at finde ud af. Ingen indviklet akrobatik der, den giver større intimitet og de involverede har mulighed for anden form for kontakt som fx kys og øjenkontakt.
Så nej, missionærstillingen er ikke den kedeligste form for sex, men faktisk den største favorit hos danskerne.
Blondiner har det sjovere
Blondiner har egentlig altid været genstand for opmærksomhed og har endda deres egen kategori, når det kommer til vittigheder. I humorens verden er den underliggende præmis, at blondiner er naive eller direkte uintelligente.
Men, har blondiner det virkelig mere sjov - i den her sammenhæng forstået som mere sex, flirt og opmærksomhed?
En forsker fra University of Ohio sagde engang: "Jeg tror ikke, man kan sige med sikkerhed, at blondiner er klogere end andre, men man kan ihvertfald sige, at de ikke er dummere".
Men, hvad så med blondiners flair for festligheder og flirt? Den fordom er det svært at finde skudsikre undersøgelser om. Der er dog adskillige kvinder, som har testet teorien ved at gå fra at være mørkhåret til blond, eller den anden vej rundt, og de oplever at få mere opmærksomhed fra fyrene som blonde.
Generelt beskrives kvinden med blond hår med blødere tillægsord, såsom sød og åben, mens kvinder med mørkt hår oftere får ord som intelligent og alvorlig påhæftet.
Hvis blondiner har mere sjov, kan det tænkes, at det simpelthen hænger sammen med, at mennesker i høj grad opfatter verden, som de forestiller sig, at de vil: Hvis en kvinde har en forventning om, at kvinder med lyst hår får flere frække tilbud end kvinder med mørkt hår, så kan forventningen gå i opfyldelse.
Så om blondiner rent faktisk har det sjovere, der må vi melde pas. Videnskaben kan ikke bevise hverken fra eller til.
Brystkigning fremmer mænds sundhed
Ifølge en undersøgelse lavet af Dr. Karen Weatherby omkring år 2000, så er 10 minutters daglig kigning på kvindebryster svarende til 30 minutters aerobicmotion. Forskerteamet havde undersøgt 200 mandlige patienter i Tyskland, og forsøget strakte sig over fire år. Det viste sig herefter, at brystkiggerne havde lavere blodtryk og bedre hvilepulsfrekvenser. Der var ingen tvivl i forsøget - at kigge på bryster er sund for mænd.
Dette interessante forsøg er flere gange de efterfølgende år blevet viderebragt, senest i 2017. Der er dog det ved historien, at Dr. Karen Weatherby slet ikke eksisterer og at undersøgelsen faktisk aldrig er blevet foretaget. Øv, der troede du lige..
Fysiologisk har brysternes størrelse ingen betydning for, i hvilket omfang kvinden kan producere mælk. Brysternes fremtrædende form må derfor nok have en anden evolutionær funktion: blikfang.
Så, vandrehistorien om Dr. Karen er altså fake news, men der er ikke tvivl om, at mænd kan have svært ved ikke at nyde synet af et par bryster, og at det kan have en livsforlængende virkning. Så, lad os da bare kigge videre. Det skader jo ikke?
Jo større, jo bedre
Størrelsen er kilden til mange bekymringer hos mænd og drenge. Er den stor nok, og har størrelsen nogen som helst betydning?
Selvfølgelig er der kvinder, der foretrækker en stor eller tyk penis, men der findes altså også kvinder, som foretrækker en mindre penis. Langt de fleste kvinder går faktisk ikke så meget op i størrelsen, men mere i mandens elskovsfærdigheder og ikke mindst hans personlighed.
Ofte bliver man som sexolog spurgt om, hvordan man kan gøre sin penis større, og her må vi skuffe, det findes der ingen anbefalelsesværdig metode til. Til gengæld finder der mange mærkelige og absurde apparater, som bl.a. kan lægge penissen i stræk og piller som skulle kunne forstørre penissen. Det eneste der bliver længere af den slags piller, det er næsen.
Når man spørger mænd, som har fået deres penis gjort enten tykkere eller længere ved et kirurgisk indgreb, fortæller de ofte, at motivationen er et ønske om at føle sig godt tilpas i omklædningsrummet sammen med andre mænd. De er altså ikke blevet opereret for at kunne tilfredsstille en kvinde bedre. Husk det.
Mænd tænker med pikken
Hvor mange gange har vi ikke fået det kastet i hovedet? Alt for mange gange, og nu er det på tide at tage myten op til debat. For har en pik mere magt over ham end hans fornuft?
Hvis mænd er mere impulsstyrrede end kvinder ift. at gå efter det, deres begær er rettet mod, handler det måske i højere grad om, at mange mænd føler sig mere berrettigede til at leve deres seksualitet ud, hvorimod kvinder har været opdraget til at sætte deres egne behov bagerst og tage ansvar for andre først.
Men, hvis man ukritisk lader sine seksuelle impulser styre, kan det dog hurtigt blive vældig problematisk. Det er fx ikke smart som chef at nedlægge den nye piccolo, eller klappe Netto-medarbejderen i numsen, bare fordi du havde lyst.
Generelt findes der flere mandlige krænkere end kvinder, hvilket for alvor har fået fokus efter kampagnen #metoo i slutningen af 2017. Man kan få den tanke, at her er en stor samling mænd, der kun tænker med pikken og lader deres seksuelle begær løbe af med dem - men det er næppe hele forklaringen.
Noget af det der falder i øjnene er, at lande de fleste anklagede mænd, er mænd med magt. Måske er mændendes magtpositioner og sammenhængen med evt. manglende hæmninger således mere afgørende. Det er samtidig mænd, der er kendetegnet ved mangel på indføling og empati og ved, at de gør deres medmennesker til redskaber for deres mål.
Det er svært at afskrive myten, men når der siges "han kan ikke gøre for det", altså at mandens seksualitet bruges som en slags undskyldning for hans handlinger, ja så kan vi vist roligt sige, at det er en generalisering på hele mandkønnets vegne.