McD-massakren

M!s AD assistent, Ken, blev stillet den opgave at fortære så meget af McDonalds menuen, som muligt. Han tog gladeligt imod.

Skrevet af M!

| Underholdning
| 1,6K

Den stakkels McDonalds-trainee ser lidt opgivende ud, da jeg stiller mig op foran disken og ekstatisk beder om: "Én af hver, tak!".

"Skal du også have wraps?," spørger han forsigtigt, hvorefter jeg gentager at jeg gerne vil bede om én af hver ting på menuen - selvfølgelig med undtagelse for salater og andet 'sundt' halløj.
"Ellers andet," spørger McD-manden så. Hvortil man kun kan svare: "Øøøøøhm... Nej".

Hele seancen skal dokumenteres af fotograf Thomas, så jeg breder festmåltidet ud på bordet foran mig, i fotostudiet. Thomas ser misundeligt på mig, og jeg fryder mig. Jeg har ikke lagt en egentlig slagplan for forløbet - jeg tænker bare, at det hele skal skovles ned så hurtigt som muligt, så jeg ikke når at opfatte mætheden.

Jeg lægger ud med menuens lætvægtere: Cheeseburger Deluxe, Filet O Fish og noget tilbehør i form af fritter, to McNuggets og to Chicken Select med hvidløgsdip. Så er de af vejen og opgaven forude virker en lille smule mere overskuelig.

ANNONCE

Den dejlige dunst af McD-mad har bredt sig ud i resten af firmaet og tiltrukket nogle tilskuere. Nu begynder præstationsangsten. Hvad nu, hvis jeg ikke kan spise særlig meget? Hvad nu, hvis jeg skuffer, som den gang jeg åd risalamande om kap mod praktikanten? I samme øjeblik melder kødsveden sig. Jeg har det som om, der pibler pommes frites-sovs ud af årerne, imens mine kollegaer og et par sødepiger fra modebladet Costume ser på. De står alle og udpeger, hvilke burgere de gerne vil spise, når jeg fejler opgaven.

Jeg kæmper bravt videre og får fortæret en Big Tasty og en McChicken, som jeg skyller ned med en slurk af den store cola.

Tingene smager efterhånden ikke helt så godt, som de plejer. Tilskuerne ser, at jeg er presset og begynder at snakke om opkast, fæces og andre ubehageligheder. Det rører mig dog ikke så meget som deres snak om mad. Jeg vil ikke tænke på mad. Det skal bare skovles ned! Jeg fornemmer at bidderne ryger langsommere og langsommere ned, mens kvalmen stiger og stiger. Jeg må have noget forholdsvist neutralt ind i munden nu. Det bliver en Chicken Wrap. Den må sgu da være harmløs! Desværre er maden ved at blive ret kold, og den ellers indbydende wrap er forvandlet til pap med en svag smag af friturestegt kylling. Den kommer dog hele vejen ned i maven.

ANNONCE

Puuh... har fået meget salt nu. Jeg tænker at en sød McFlurry kan hjælpe lidt på min salt-mæthed, men selvfølgelig har ekspedienten glemt at pakke netop de søde sager. Det er en bittersød glæde. I det mindste er der dét mindre, jeg skal fortære. Jeg snupper en Hot Wing i stedet og følger op med to McNuggets. Kvalmen er næsten overvældende, og jeg bliver nødt til at stoppe. Jeg skubber mig tilbage fra bordet og undskylder til min opsvulmede mave.

Tilskuerne er langt fra tilfredse med min præstation og kommer med skuffede tilråb. Jeg må op på hesten igen! Jeg løfter den meget tunge McFeast og sætter trodsigt tænderne i den. Jeg skovler burgeren i mig i håb om, at jeg kan færdiggøre den inden jeg brækker mig. Det lykkes! Det er så til gengæld dråben, der får mavesyren til at flyde over. Jeg griber fat i skraldespanden og affyrer en grødet regnbue af kød, brød, friture og andre sager. Jeg skal aldrig have McD igen.

ANNONCE