Nu kan du træne med Delaney, Schmeichel og Eriksen - og støtte et godt formål
Byd på træningstimer, signerede spillertrøjer og mere
Går du og drømmer om en træningssession med Kasper Schmeichel - eller måske Martin Braithwaites signerede kamptrøje fra Barcelona-debuten? Så læse videre her!
Den 2. juni svinger Bruun Rasmussen hammeren over en række enestående oplevelser og unikke fodboldskatte til fordel for Fodboldfonden.
Drømmer du om at brillere på fodboldbanen? Så er det nu, du skal slå til. Lige nu kan du nemlig byde med på en række træningssessioner med Thomas Delaney, Kasper Schmeichel og Christian Eriksen hos auktionshuset Bruun Rasmussen, hvor de tre topspillere vil dele ud af deres store erfaring og give tips til at forfine dit spil.
Træningssessionerne bliver udbudt i forbindelse med Fodboldfondens årlige velgørenhedsauktion, som i år, grundet COVID-19, foregår online på bruun-rasmussen.dk. Alle indtægter går ubeskåret til Fodboldfondens arbejde for fattige og udsatte børn og familier i Danmark, og Bruun Rasmussen pålægger derfor heller ikke salær i forbindelse med auktionen.
"Vi hos Bruun Rasmussen er glade for endnu en gang at bakke op om Fodboldfondens gode formål og denne gang stå sammen hver for sig gennem vores Direkte Auktion på bruun-rasmussen.dk. Corona-krisen har mange konsekvenser, men samtidig er det positivt at se, hvordan den aktuelle situation får nye idéer til at blomstre. Ved at afholde auktionen i vores online-univers giver vi og Fodboldfonden endnu flere mulighed for at byde med og støtte op om fondens fine arbejde," siger brandingdirektør Alexa Bruun Rasmussen, som siden 2018 har været auktionarius under Fodboldfondens velgørenhedsauktioner.
"Netop nu føler vi i Fodboldfonden et større behov end nogensinde før for at yde en ekstra indsats for de børn og familier, der har allermest brug for en håndsrækning. Vi er glade for, at vi i samarbejde med Bruun Rasmussen kan lade alle byde med på uforglemmelige oplevelser, enestående møder og unikke genstande," siger Stine Schmeichel, medstifter af Fodboldfonden.
Bliv ejer af et par unikke, signerede fodboldstøvler fra Christian Eriksen. Eriksen spillede sin første Serie A kamp og scorede sit første mål for inter Milan i disse støvler. Kamptrøjen spillede Christian Eriksen sin første pokal kamp i, da Inter Milan slog Fiorentina 2-1 den 29. Januar 2020. Vurdering: 3.000 kr.
Signeret Kasper Schmeichel trøje, som Schmeichel spillede i på hjemmebane mod Irland i Juni sidste år, da vi tog et vigtigt skridt i retningen mod at sikre os EM-billetten. Målmandshandskerne har Schmeichel spillet i i Premier League-sæsonen 2019/20. Vurdering: 3.000-4.000 kr.
Én times træning med Ståle Solbakken, Viktor Fischer og andre FCK-spillere. Drømmer du om at blive professionel fodboldspiller, og har du mod på at prøve dig af på højeste niveau med en times træning styret af den ikoniske FC København træner Ståle Solbakken? Ståle Solbakken guider dig og dine kammerater igennem en times træning sammen med Viktor Fischer og andre FCK-stjerner. Træningen vil vare en time og foregå på “10’eren” på Frederiksberg, hvor FCK til daglig træner. Bemærk venligst: Maks 14 deltagere med en minimumsalder på 10 år. Træningen skal finde sted en mandag mellem kl. 13-15 i sæsonen 2020/21. Vurdering: 20.000 kr.