Ny undersøgelse: Øl hver dag kan forlænge mænds liv
Så skal der fandeme drikkes, drenge!
Du har sikkert gennemgået en periode af dit liv, hvor du følte, at drikkeriet var ved at tage overhånd. Den ene pilsner tog den anden, de ugentlige byture skulle tælles på to hænder, og din pengepung blev lettere og lettere. Men hvis vi nu fortæller dig, at øl hver dag faktisk påvirker dit helbred i en positiv retning, hvad tænker du så?
Ja, okay, selvfølgelig taler vi ikke om, at du skal drikke dig en kæp i øret dagligt (det er nu alligevel godt, at ovennævnte scenarie ikke er aktuelt længere), men derimod blot, at to øl dagligt kan nedsætte risikoen for at få en blodprop i hjertet med hele 33 procent, hvis man sammenligner med de personer, der ikke rører alkohol. Det konkluderer en ny undersøgelse, der ifølge april-udgaven af Bryggeriforeningens medlemsblad for nyligt blev citeret i tidsskriftet Farmacia.
Der er tale om en såkaldt metaanalyse, som bygger på 18 uafhængige studier. Resultaterne vækker ifølge Bryggeriforeningen opsigt, da studiet altså går skridtet fuldt ud - i forhold til mange tidligere undersøgelser - ved at konkludere, at også et større forbrug af alkohol end det moderate altså har en beskyttende effekt imod blodpropper. Drikker du en genstand dagligt falder risikoen stødt, drikker du mellem en og tre genstande er du stadig godt beskyttet, og, ja, selv hvis du drikker mellem tre og otte genstande, opnår du stadig en form for beskyttelse i forhold til at løbe ind i en blodprop - dog stiger risikoen for at pådrage sig andre sygdomme betragteligt.
Vil du opnå den bedste form for beskyttelse, så bør du også lette røven fra sofaen. Øl kombineret med motion er nemlig den bedste cocktail. Ifølge Bryggeriforeningen kommenterede en af Danmarks førende alkoholeksperter, Morten Grønbæk, i 2015 Sundhedsstyrelsens forhøjelse af genstandsgrænserne. Dengang sagde han til Weekendavisen:
- Personer, der drikker lidt hver dag, lever længere end folk, der slet ikke drikker. Så det bedste scenario er ikke, at folk holder helt op med at drikke. Hvis de gjorde det, ville mange flere få hjertesygdomme, sagde han og understregede, at man vil komme længst med både at drikke og motionere.
Så næste gang, din mor ser dig med en øl i hånden og ryster på hovedet af dig, så fortæller du hende bare, at du drikker for at være sund.