Magasinet M!

5 sportsgrene, du ikke anede fandtes

Hvad har skak og boksning med hinanden at gøre? Hvornår er det legitimt at sparke en anden over skindebenet? Vi giver dig svarene og meget mere med disse fem absurde sportsgrene.

Shin-kicking

Hvor: England

Regler: Vi vidste ikke helt, hvordan vi skulle oversætte shin-kicking, uden at det ville komme til at lyde virkelig dumt. Men navnet giver sig selv. Den 400 år gamle sport handler om at få din modstander til at falde på knæ ved at sparke ham over skindebenet. Der spilles bedst ud af tre runder, og man skal holde ved modstanderens krave, indtil runden er færdig. Dykker man ned i historiebøgerne, vil man finde, at nogle shin-kickere øgede deres smertetærskel ved at slå sig selv på skindebenet med en hammer, og de bar ligeledes støvler med stålsnude, når de var i konkurrence. I dag skal shinkickere bære forholdsvis bløde sko og polstre deres bukseben med halm. Alt bliver kedeligere med alderen (suk?).

ANNONCE

Bossaball

Hvor: Spanien, Brasilien og en del andre lande

Regler: Bossaball kombinerer alt det bedste fra volleyball, fodbold, trampolinspring og capoeira (JA!). Bossaball-banen er i bund og grund en oppustelig volleyballbane,hvor to hold dyster mod hinanden. Dog er der en trampolin tæt ved nettet på hver banehalvdel. Beggehold har maksimum fem berøringer. Her gælder det så om at angribe det andet hold ved brug af angriberen, der står ved trampolin-området. Han kan så sakse-, karate- eller vanvidssparke bolden over nettet. Det minder meget om volleyball, bortset fra at det er meget, MEGET federe at se på.

ANNONCE

Skakboksning

Hvor: Hovedsagligt i England, Tyskland, Indien og Rusland

Regler: Det lyder skørt og bizart, men alligevel genialt. For hvordan gør man en gabende kedelig sport at overvære underholdende at se på? Jo, man mikser den da bare med en af de mest mandige sportsgrene, der findes, og så har du pludselig noget meget, meget interessant. Skakboksning er præcis det, som navnet giver udtryk for. Der er 11 runder. Hver runde består af fire minutters skak og fire minutters vanvittig boksning. Enten vinder du ved at sætte modstanderen skakmat eller ved at knockoute ham. Ideen stammer fra en Sci-fi-tegneserie fra 1992, hvor mænd i en nær fremtid bokser på et gulv med skaktern.

ANNONCE

Hornussen

Hvor: Schweiz

Regler: Hornussen stammer helt tilbage fra 1600-tallet. To hold - et hjemme- og et udehold - med 18 spillere på hvert dyster mod hinanden på en bane, som er mindst 500 meter lang. Hjemmeholdet fyrer en gummi-puck af sted med en meget stor stang. Pucken bliver kaldt "hornussen" og betyder "hvepsen". Hornussen kan nemt opnå en hastighed på over 300 km/t, hvilket får den til at summe (deraf navnet). Udeholds-spillerne står så i den anden ende af banen med hver sit skjold. Her skal de så forsøge at få den meget lille, men lynhurtige hornuss til ikke at ramme jorden. Kan de ikke det, vinder hjemmeholdet runden. Vigtigst af alt er dog at undgå at blive ramt af hornussen, da du virkelig kan komme alvorligt til skade, hvis det sker.

ANNONCE

Royal Shrovetide Football

Hvor: Ashbourne i England

Regler: Der er næsten kun én regel i Royal Shrovetide Football; du må ikke slå nogen ihjel. Der spilles to kampe om året - begge omkring fastelavn. Kl. 14.00 bliver en fodbold kastet ind i en masse af mennesker bestående af to hold. I hver ende af den engelske landsby Ashbourne - hvilket er en afstand på fem kilometer - er der så placeret to målstolper, som praktisk talt bare er to vægge. Hele byen fungerer som bane, og alle kan deltage. Men vær beredt på, at en kamp normalt varer otte timer. Du skal ikke være bange for, at bolden går i stykker, da den er specialdesignet, og den flyder oven på vandet. Kampen er først slut, når en spiller hamrer bolden mod væggen tre gange. Hvis du er en rigtig mand, ved du vist, hvad du skal lave næste år, når alle andre slår katten af tønden.

ANNONCE
Del

Seneste nyt