Sportens største playboy-bagmænd
Der findes masser af fissekarle i sportens verden, men de allerstørste er dem, der står bag. Mød fem af verdens vildeste playboys.
Flavio Briatore, 65 år
LAND: Italien
BAGMAND FOR: Benettons tidligere Formel 1-hold, som i 2002 skiftede navn til Renault. I perioden 2007-2010 var han desuden delejer af og formand for fodboldklubben Queens Park Rangers.
PLAYBOY-PRÆSTATIONER: En rigtig player har mange piger og rigtig mange penge. Og hvis der er én, der lever op til begge ting, er det Briatore. Den fedladne italiener har så meget kvindetække, at han har lokket både Naomi Campbell og Heidi Klum med i kanen. Sidstnævnte i en sådan grad, at han gjorde hende gravid. Det var selvfølgelig ikke planen for playeren Briatore, der nægtede at have noget med ungen at gøre. I 2008 giftede han sig med sin nuværende - og endnu lækrere - model, Elisabetta Gregoraci. Efter vielsen i Rom blev de kørt i limousine til slottet, hvor festen skulle afholdes. Chaufføren var selvfølgelig ingen ringere end Fernando Alonso. Men den slags har man råd til, når man er god for 800 millioner kr.
STODDER-NIVEAU: 6/6
Silvio Berlusconi, 78 år
LAND: Italien
BAGMAND FOR: Fodboldklubben AC Milan, som han har styret med hård hånd gennem mange år.
PLAYBOY-PRÆSTATIONER: Silvio Berlusconi har været premierminister i tre omgange i Italien, han ejer stort set alle landets store tv-stationer, flere af de største aviser og blade og så selvfølgelig storklubben AC Milan. Han er verdens 74. rigeste person med en formue på 33 milliarder kr. - og så har han altid udadtil virket som et familiemenneske, selvom han selvfølgelig har haft et godt øje til smukke damer. Det kom i dén grad til udtryk, da han i forbindelse med et ministermøde blev fanget med blikket godt begravet i Helle Thorning-Schmidts bagdel. Men hele facaden faldt til jorden, da det i februar kom frem, at han havde haft orgier i sit palæ med forretningspartnere og flere unge prostituerede, heriblandt en blot 17-årig snitte ved navn Karima El Mahroug. Berlusconi blev ikke dømt, men vi dømmer ham alligevel som en playboy, selvom han helst ikke vil væreveddet.
STODDER-NIVEAU: 4/6
Jesus Gil y Gil (død)
LAND: Spanien
BAGMAND FOR: Fodboldklubben Atlético Madrid i årene 1987-2003.
PLAYBOY-PRÆSTATIONER: Playboys må gerne tiltrække sig lidt mere opmærksomhed end de fleste - og meget gerne for bizar opførsel. Det gjorde Gil y Gil i den grad. Mens han var præsident for Atlético Madrid, væltede den excentriske mangemillionær sig i damer, fyrede trænere efter et par kampe og sloges - både verbalt og fysisk. Som da han i 1996 uddelte øretæver ud til Compostelas præsident sammen med sine bodyguards. Han var på mange måder Spaniens svar på Simon Spies, da han også var berygtet for at vågne op med en ny dame hver morgen. Altså lige indtil 14. maj 2004, hvor hans velvoksne krop omsider gav op over for de overdådige måltider og de rigelige mængder rødvin.
STODDER-NIVEAU: 5/6
Bernie Ecclestone, 84 år
LAND: England
BAGMAND FOR: Både Formula One Administration og Formula One Management, men også delejer af fodboldklubben Queens Park Rangers.
PLAYBOY-PRÆSTATIONER: Når man blot er 157 cm høj og udstyret med en grå gulvmoppe-frisure, kun Andy Warhol ville være misundelig på, skal man dæleme være god til damer, hvis man scorer modeller på stribe. Eller måske bare have 40 milliarder kr. i banken. Ecclestone har det sidste - og han har ingen problemer med damerne. I 25 år var han gift med den kroatiske model Slavica, der ragede næsten 30 cm højere op end ham selv. De blev dog skilt i 2009. Men der var Slavica selvfølgelig også blevet 51 år gammel. Og når man som Bernie kan finde sig en 35-årig og gifte sig med hende tre år senere, er det selvfølgelig klart at foretrække. Hvis du forresten leder efter en rig millard-arving med udseendet i orden, kan vi klart anbefale Bernies to døtre Tamara og Petra på henholdsvis 28 og 24 år.
STODDER-NIVEAU: 5/6
Jerry Buss (død)
LAND: USA
BAGMAND FOR: Basketball-holdet Los Angeles Lakers, som han blev ejer af i 1979 samt et tennisakademi, et ishockeyhold og en fodboldklub.
PLAYBOY-PRÆSTATIONER: Faktisk var Jerry i lang tid gift og fik hele seks børn, men da konen gik fra ham, kunne han jo lige så godt begynde at leve det vilde playboyliv. Ifølge en bog skrevet om L.A. Lakers har han "... datet hundredevis af teenagepiger, som regel kun en eller to dates pr. pige, og samlet fotos af dem i et album. Under Lakers-kampene sidder han og hans aldrende venner i ejer-loungen med deres unge dates, hvor de hygger sig med dem." Der findes da også utallige fotos af Buss omgivet af unge piger - samt en lille anmærkning i politiets journaler: I 2007 blev han stoppet i sin gyldne Mercedes med en promille på 0,8 og en 23-årig pige på passagersædet, mens han kørte i den forkerte side af vejen. Gad vide, hvorfor han kørte så ukoncentreret...
STODDER-NIVEAU: 6/6