Svartsot - Metal, folkemusik og hjemmerullede cigaretter

"Nu har vi haft ret mange sange om død og vold. Det næste nummer handler om noget meget mere alvorligt: Store patter. Kan I lide store patter?"

Svartsots forsanger sanger Thor Bager ser spørgende ud på publikum på spillestedet Vershuset i Næstved. Det viser sig, at folk godt kan li' store patter, så Svartsot går i gang med en gyngende version af Kromandens Datter. Med alt, hvad den kan trække af buldrende trommer, dommedags-bas, guitarer, der bliver slået an fra skulder til knæ og... en mandolin.

Teksterne er fucking nasty
Heavy metal har utallige mere eller mindre specialiserede subgenrer, men selv blandt dem er folk-metal en af de mere smalle Folk-metal er som navnet antyder en blanding af folkemusik og metal - typisk dødsmetal eller black metal. Teksterne kredser i Svartsots univers om nordisk mytologi, og de traditionelle instrumenter krydres med mandolin, sækkepibe og tinfløjte (som ikke må forveksles med blokfløjter. I så fald bliver Svartsots fløjtespiller lidt stram i betrækket).

Folkemusik fra Kronjylland
Svartsot er fra Randers og blev stiftet af Cris J.S. Frederiksen i 2004.

"Jeg spillede både folkemusik og metal, og så tænkte jeg: Hvorfor ikke kombinere det? Så gik vi i gang, og det var sjovt at spille. Jeg troede faktisk, jeg selv havde opfundet genren, indtil jeg hørte et engelsk band, der hedder Skyclad. Der var nogen, der havde tænkt på det før," griner guitaristen backstage et par timer før koncerten.

"Folkemusik er awesome," forklarer bandets engelske bassist James Atkin. "Melodierne er smukke, men teksterne er fucking nasty. Langt værre end de fleste metaltekster".

Ødelæg mandolinen!
Vi bliver afbrudt af lydmanden, der forlanger, at bandet kommer ud til en lydprøve. Lydmanden er på størrelse med en lille personbil og ligner ikke en, der er vant til at høre ordet 'nej'. Bandet lunter lydigt ud til scenen og går i gang med lydprøven. I pauserne flyver oneliners og fornærmelser af den slags, man opbygger, når man tilbringer virkelig mange timer med at vente sammen, rundt i luften. Guitaristen Alm forsøger at lokke multiinstrumentalisten Hans-Jørgen til at smadre sin mandolin efter sidste nummer. "Ligesom Jimi Hendrix, du ved. Kom nu, det kommer til at se fedt ud". Da lydmanden spørger "Er der nogen af jer, der skal have Hans-Jørgens skide sækkepibe i jeres monitor?" lyder et rungende "Nej!" fra scenen.

Niels Hausgaard. Og grindcore
Hans-Jørgen har en - skal sige varieret musiksmag: "Lige for tiden hører jeg mest The Dubliners, Niels Hausgaard og grindcore". Alligevel kan det virke løjerligt, at man i stedet for at lære at spille guitar, som alle pigerne er vilde med, giver sig til at spille fløjte og sækkepibe. Hans-Jørgen forklarer:

"Jeg kan faktisk godt spille guitar. Men, altså jeg hørte Svartsots første album Ravnenes Saga i 2007 og tænkte, at det var noget af det fedeste, jeg havde hørt. Jeg ville virkelig gerne være en del af bandet og lærte dem lidt at kende via en veninde, der kendte deres daværende guitarist. På et tidspunkt ringede Cris så til mig og fortalte, at deres daværende fløjtespillers kone var blevet syg, og om jeg ville erstatte ham på deres europaturne, der startede om en uge. På det tidspunkt havde jeg ikke haft en fløjte i hånden, siden jeg spillede blokfløjte i folkeskolen, men jeg fik fat i en, og så brugte en jeg uge på at lære at spille Svartsots materiale. Jeg var pænt upopulær blandt mine naboer?"

Han fortsætter:
"Senere begyndte Cris at skrive sange med mandolinstykker i. Sådan en kunne jeg heller ikke spille på, men det lærte jeg. Så købte jeg en sækkepibe, og så begyndte vi at inkludere den også. Vi har også et par numre med harmonika på, men dem droppede vi fra live-sætlisten. Lige efter at jeg havde købt en harmonika til 10.000 kr."

Hulemand og hjemmerullede cigaretter
Publikum i Næstved er ikke decideret talstærkt, men dem, der er mødt frem, får sandelig smæk for skillingen.

Forsangeren Thor Bager er backstage en lidt stille folkeskolelærer, der mest sidder i hjørnet og ruller cigaretter og griner - men når han skifter til scenetøjet og slår håret ud, skifter han også personlighed. Han growler og skriger og vælter rundt på scenen i en sky af skæg og hår, så han mest ligner en løbsk gulvmåtte med arme. Resten af bandet står heller ikke tilbage, og mod slutningen af koncerten bliver det småkaotisk, da Chris Frederiksen og bassisten James Atkin hopper ned fra scenen og vælter rundt blandt publikum - samtidig med at er par stykker af sidstnævnte bliver inviteret op på scenen for at synge kor på ekstranummeret Gravøllet.

Dødsmetal med sækkepibe
Næste dag er turen kommet til Roskilde. Efter at have pakket ud og lavet lydprøve er der stadig en del timer, til de skal spille. "Det er så her, man bare venter og forsøger ikke at blive for fuld," konstaterer Cris Frederiksen.

I backstagelokalet fortæller Hans-Jørgen til stor morskab for resten af selskabet om, at han fik et grindcoreband, han godt kan lide, til at signere en plade til hans kæreste med ordene: "Fuck you cunt!".

Vi taler lidt om, hvor mange mennesker der mon dukker op i dag. "Det er lidt blandet at spille folk metal. På den ene side ville det sikkert være nemmere at få jobs, hvis vi bare spillede dødsmetal eller thrash," siger Cris Frederiksen og fortsætter:

"På den anden side har vi ikke så mange konkurrenter. Der er reelt kun to folk metal-bands i Danmark lige nu. Der har været flere, men de fleste har skiftet genre. Vanir spiller jo faktisk dødsmetal nu, men har bare en med på sækkepibe."

Hvor fanden er Hans-Jørgens øl?
Humøret er højt backstage, selv om ventetiden er lang, og indtil flere kriser udspiller sig. James bliver ved med at få stød i munden af sin mikrofon under lydprøven, men lydmanden forsikrer, at det er der styr på. Hvad værre er, så er der ris og chili til aftensmad, og guitaristen Michael Alm kan fandeme ikke lide ris og får vrøvl med maven af chili.

Resten af bandet vurderer, at Alm generelt ikke bryder sig om mad, men det benægter han dog. Det allerværste er dog, at Hans-Jørgens Limfjordsportere pludselig er forsvundet. Hans-Jørgen har et tæt på religiøst forhold til Limfjordsportere, kan simpelthen ikke spille uden en Limfjordsporter i sin specialbyggede holder på mikrofonstativet og kan fortælle længe om alt det, der er fedt ved dem og alt det, der er galt med almindelige "tynde øl". Det viser sig, at en af opvarmningsbandets gæster har taget dem ved en fejl, men de bliver erstattet i en fart. Hans-Jørgen kan ånde lettet op.

Dræb englænderne
Da bandet træder op på scenen foran de endog temmelig mange mennesker på Gimle i Roskilde, er alle problemer i den grad også glemt. Svartsot udfører en form for musikalsk besærkergang på scenen, Thor Bager er mellem numrene vært ved oneliners som "Hey, kan I også godt lide at slå engelskmænd ihjel? Det handler den næste sang om" og "Denne her handler om at drikke øl og dø!" og hvis nogen forlader koncertstedet uden at have ondt i nakken, er det sandelig deres egen skyld.

Metal er en niche i Danmark
Bagefter bliver der diskuteret en del backstage, hvem der spillede forkert, og hvem der faldt ind på det gale tidspunkt hvornår, men der er enighed om, at det i hvert fald var sjovt. Og at der var temmelig mange mennesker:

"Det går op og ned. Vi har engang spillet i Randers for 13 mennesker - hvoraf ti af dem var på gæstelisten. Men vi har også spillet i Tyskland, England, Rusland, Italien, Holland, Frankrig, Tjekkiet og mange andre lande. Så der er bestemt et publikum til folk metal," siger Cris Frederiksen, inden han afbryder bandets diskussioner:

"Der var sgu en blandt publikum, der havde rejst hele vejen fra Ungarn til Roskilde bare for at høre os. Det er alligevel sejt. Så fik han sgu også en bajer".