Weekendens F1-løb i Spanien
En velkendt bane i branchen.
Det femte løb i F1 2019 finder sted i Spanien, Circuit De Barcelona-Catalunya, i weekenden, den 10.-12. maj. Det er en bane som alle holdene, både kørere og ingeniører, kender ret godt, idet det er på denne bane, at der køres vinter-test. Banen lægger ikke op til mange overhalinger, hvilket adskiller sig fra sidste weekend i Aserbajdsjan. Udover at være en bane, hvor vi nok ikke kommer til at se så mange overhalinger, så er det en af de mest dækkrævende baner på F1-kalenderen, og banen bliver også kaldt for aerodynamikkens legeplads.
Spanien er en af de gamle drenge i F1-klassen. Det spanske grand prix strækker sig langt tilbage før Formel 1-æraen, og det første løb blev afholdt helt tilbage i 1913.
Spanien, Circuit De Barcelona-Catalunya
Banens længde: 4.655 meter
Banerekord: 1:18:44 (Daniel Ricciardo, 2018)
Antal omgange: 66
Vi husker bl.a. 2018-løbet i Spanien for, at Kevin Magnussen fik en placering som "best of the rest" i kvalifikationen med kun Mercedes, Red Bull og Ferrari foran sig. Han kunne køre sikkert ind som 6´er, og vi er noget spændt på, om han kan holde samme niveau i år.
Det var også her på banen, at Verstappen skrev historie i 2016, da han blot 18 år gammel blev den yngste vinder af et Formel 1-løb - nogensinde.
Seneste tre vindere i Spanien:
Lewis Hamilton, 2018 Mercedes
Lewis Hamilton, 2017 Mercedes
Max Verstappen, 2016 Red Bull