Magasinet M!

Anmeldelse: EURO 2008

Varm op til sommerens EM med en ægte hyggespiller

Anmeldelse: EURO 2008

EA Sports har lugtet lunten og udgivet et fodboldspil, hvor du har mulighed for at rette op på Danmarks forsmædelige EM-kvalifikation!

Navnet er UEFA EURO 2008, og som du nok kan gætte, er der tale om et licensprodukt. Det bedste i spillet er ikke så meget slutrunden, snarere funktionen "Captain your country", hvor du spiller anfører for et landshold gennem såvel kvalifikation som EM. Egentlig en udmærket idé, der især fungerer godt, hvis man som begynder i spillet ikke er så stiv til selve afslutningerne. Selve styringen fungerer i hovedtræk som i firmaets FIFA-spil, men hvis vi skal gå i detaljer, er finterne lettere at lure, mens dødboldsituationerne fungerer pænt ringe. Synderen er den nye "Kick Stick"-styring, der kræver, at du holder tre taster nede samtidig for at afslutte. Sikkert fint på et joypad, men på et stort keyboard går den ikke.

Generelt kører grafikken fint nok. Der er en del forskellige kameravinkler at vælge mellem, og en del klassespillere - Martin Laursen, Wayne Rooney osv. - ligner forbløffende godt. Som fodboldnørd kan man dog godt være lidt tvær over, at visse stadioner ikke hedder, hvad de gør i virkelighedens verden. Hvordan et UEFA Cup-finale-stadion som Parken kan komme til at hedde National Arena, er os en gåde! Alt i alt er UEFA EURO 2008 skam et udmærket spil, du kan hygge dig med i sommervarmen, men de mange små, sjuskede ting gør, at det aldrig når FIFA-højder, så overvej med omhu, om det er umage at investere i, før du slipper slanterne. 

Platform: PC, PS2, PS3, XBOX360

Pris: 350 kr. (anmeldt til PC)

Samlet karakter: 3/5

 

ANNONCE
Del

Seneste nyt