Anmeldelse: 'Underverden' er hæsblæsende dansk action

Originaltitel: Underverden
Instruktør: Fenar Ahmad
Medvirkende: Dar Salim, Stine Fischer Christensen, Ali Sivandi, Jacob Lohman, Anis Alobaidi, Dulfi Al-Jabouri 
Spilletid: 1 time 52 minutter
Premiere: 19/1 2017

4/6

Der findes nok en del filmglade mennesker herhjemme, der lynhurtigt har en tendens til at afskrive danske produktioner uden egentlig at tage stilling til hvorfor. Og det er sådan set ligegyldigt, hvorvidt der er tale om nye danske film eller nye danske serier. Uanset, så er det noget, man skal være forsigtig med at gøre, for ind i mellem løber man altså ind i noget, man ender med at være ganske tilfreds med rent faktisk at have set. Det gør sig fx gældende med Fenar Ahmads nyeste film 'Underverden', hvor der absolut går Hollywood i dansk film - men bestemt ikke på den dårlige måde.

Ikke langt fra virkeligheden

I 'Underverden' møder vi den succesfulde Zaid (Dar Salim), der sammen med kæresten Stine (Stine Fischer Christensen) lever en københavnertilværelse ud over det sædvanlige. Med millionlejlighed på Islands Brygge, grankoglelampe i loftet og rispapir til aftensmad er der ganske enkelt ikke en finger at sætte på noget. Måske lige med undtagelse af Zaids småkriminelle lillebror Yasin (Anis Alobaidi), der i selskab med de hårdeste Alberstslund-drenge kommer til at mangle en ordentlig bunke penge. De skal selvfølgelig lånes af Zaid, og da det bliver et rungende nej fra den rigshospitalsarbejdende hjertekirurg betyder det endnu mere snavs for den stakkels lillebror.

Resultatet bliver, at Yasin tæves i så stort et omfang, at han dør af sine kvæstelser. Igennem kontakten med politiet står det klart for Zaid, at ordensmagtens bestemt ikke har intentioner om at få mordet opklaret, og de skyldige bliver således ikke fundet og dømt. Er man en ung og naiv dansker, hvis tætteste kontakt med bandemiljøet er køb af hash på Christania og et occasional "bro" med sin lokale durumpusher, så kan det nok hurtigt virke en smule urealistisk. 

Men desværre er historien allerede her faktisk ikke så langt fra virkeligheden, som man måske kunne tænke sig. Det er svært ikke at tænke på den 21-årige Cem Aydin, der i januar 2012 blev tævet ihjel af otte-ti personer på Frederiksberg i København. Drabet er fortsat ikke opklaret på trods af, at der i 2015 blev udlovet en dusør på intet mindre end en halv million kroner af Cem Aydins storebror Dogu Aydin - der forresten også er læge. Det lyder ret bekendt, ikk?

Med det sagt er det absolut ikke bekræftet, at filmen er baseret på lige netop den hændelse, men det er da værd at tænke over.

Tilbage til Albertslund

På grund af manglende handling fra politiets side, beslutter Zaid at finde sit hævngerrige, motorcykelkørende alter ego frem, hvor hævn er den eneste drivkraft. Vi bliver taget tilbage til de almene boligblokke i Albertslund (hvor der åbenbart ikke bor en eneste etnisk dansker længere), for det er jo her, de onde bor. Og det var jo lige, hvad Smagsdommerne på DR2 manglede for at bekræfte overbevisningen om, at Københavns Vestegn er et mørkeland, hvor kriminalitet, skuddramaer og brændende biler er det eneste, man finder, og hvis man først har sat sin fod nede ved kanalen, så er der ingen vej tilbage.

Ja, der er bestemt tale om en miljøskildring, der runger en anelse af utroværdighed, men på den anden side så skal jeg jo ikke kunne afvise, at Mikenta i Albertslund i virkeligheden er drevet af Danmarks hårdeste drenge.

Samtidig er bandemiljøet noget af det, der tjener filmen allerbedst. De seje drenge spiller ganske enkelt så godt, at man får lyst til at tro, at de bare er trådt ind på filmsettet som dem selv. Dialogen er så genial, at det er svært at tro på, at en ved navn Adam har været med til at skrive det. Det er til gengæld særdeles let at tro på, når man så konfronteres med hovedpersonens kæreste, der simpelthen er så naiv, at det halve kunne være nok. Jeg skal nok undlade at trække et eller andet dødskedeligt Nikita Klæstrup-agtigt feminismekort, men kunne det ikke have været mere interessant, hvis kæresten for en gangs skyld ikke blev fremstillet som en streng harpe, der med sin syv måneders store gravide mave forventer, at manden stiller op til konsultationer hos jordmoderen og ellers bare dyrker deres noget så politisk korrekte venner med etglas italiensk i den ene hånd og hendes i den anden?

Dansk action med tryk på

Men Underverden er i den grad en film, der i fremtiden resulterer i, at det danske publikum godt kan stille krav til danskproducerede action- og thrillerfilm. Og Gud fri mig vel, hvor er det rart, at den sædvanlige danske rolleliste er byttet ud med en række relativt nye ansigter, der ikke har behov for at overartikulere hver enkelt sætning, som stod de på scenen i Skuespilhuset. Der bliver mumlet, som det blev gjort i Nicolas Winding Refns tidlige film, og det giver karaktererne enormt meget autenticitet. Dar Salim er pisse dygtig, og giv ham nu for helvede da også en Bodil eller sådan noget gejl. Han kan jo bare det der. 

Det kan godt være, at filmens tredje akt stikker ret meget af, og det kan godt være, at Zaids noget voldsomme transformation ikke vil falde i helt god jord hos alle, men man skal nok også lige huske på bare at nyde filmen for det, det er meningen, den skal være. Nemlig hæsblæsende dansk action, når det er allerbedst. Hollywoodniveau? Ikke helt endnu, men vi er tættere på end nogensinde, og det har også noget at sige. Vi kan da godt gå med til at kalde Underverden den bedste danske actionfilm nogensinde, men der er satanedme heller ikke meget godt at vælge i mellem.

Og så vil jeg ellers gerne drikke en øl med alle, der har behov for at tale om den emotionelle resonans, den pulserende musik, de politiske tematikker og den arkitektoniske symbolisme.

Underverden har premiere i de danske biografer den 19. januar 2017.