Co-op horror-spillet GTFO er nu officielt ude
Sæt hold med tre venner, overlev og GTFO!
GTFO er allerede lidt af et indie-hit. Spillet der har været udgivet på Steam som 'early access' i det seneste års tid, fik i går en surprise-udgivelse under de amerikanske Game Awards 2021.
GTFO er nu officielt et version 1.0 spil, og er værd at tjekke ud, hvis du er klar på en udfordring og noget solidt online teamwork.
Spillet er udviklet af et hold i Sverige, som satte ud for at bygge dét spil, som de selv havde lyst til at spille, som voksne gamere på jagt efter en udfordring.
Resultatet er GTFO, et co-op spil, der sætter hårde krav til samarbejdet spillere imellem, for at slippe igennem det helvede af zombie-agtige monstre 'sleepers', som står i vejen mellem spilleren og deres objektiv.
Spillet er uden tvivl i horror-genren, og sætter krav til samarbejde med de fire deltagende spillere, som er nødt til at kommunikere, for for alvor at slippe "levende" igennem det helvede af en situation, som de befinder sig i.
Våben og andre ressourcer er sparsomme, og også her er det en nødvendighed, at man virkelig sætter teamwork i højsædet, hvis man vil have succes med missionerne.
Vi vender tilbage med et længere skriv om spillet, men for nu er opfordringen bare: Tjek det ud, hvis du og gutterne/gutinderne, har lyst til at teste jeres evner i en mørk, men givende co-op shooter.