Magasinet M!

Danmark får ny 24-timers tv-kanal om gaming

Thomas Bense har lige lukket en aftale med TV- og fiberleverandøren Waoo, der skal løfte Pixel.tv ind på Waoo's flow-tv platform.

Thomas Bense: Gøgler og forretningsmand, men mest af alt spilnørd

I anledning af gamingmediet Pixel.tv's 10 års fødselsdag, har vi mødt manden bag, Thomas Bense, til en snak om iværksætteri, gaming og frygten for ikke at nå, at blive voksen.

Da vi træder ind i Pixel.tvs lokaler på Nørrebro er det en lettet forretningsmand der tager imod os. Thomas Bense har lige lukket en aftale med TV- og fiberleverandøren Waoo, der skal løfte Pixel.tv ind på Waoo's flow-tv platform.

Det er planen, at aftalen skal sikre mere og bedre indhold til Pixel.tv, der var Danmarks første Web TV-station, da den blev etableret i 2007. Aftalen er også endnu en understregning af, at Thomas Bense har gjort sin interesse for gaming til sin levevej.

Manglende tro på gaming i 2007

At gaming og formidlingen af gaming skulle blive en levevej er nærmest sket i trods, for i 2007 da Pixel.tv blev startet, der var der ikke mange der troede på projektet. Thomas Bense fortæller:

"Da jeg fik muligheden for at starte som selvstændig gjorde jeg det, selvom familie, venner og folk omkring mig fortalte mig, at det ikke ville holde mere end 1 år, og jeg havde jo et godt job hos MTG"

Det var ikke kun hos familie og venner, at Thomas Bense oplevede at sætte gaming på mediernes dagsorden i 00'erne.

"Jeg arbejdede som kanaludvikler, vært og redaktør hos forskellige medier dengang, og det krævede i starten ret meget overtalelse, at få mine daværende chefer med på ideen om, at dække gaming og e-sport.

Hos DK4, der lykkedes det dog på én eller anden måde, at få chefen med på ideen om, at sende en DK4 lastvogn med teknisk udstyr, 10-12 teknikere, Tommy Troelsen og jeg ud for, at dække et e-sports arrangement"

ANNONCE
Foto: Christian Grüner - Danmark får ny 24-timers tv-kanal om gaming Foto: Christian Grüner

Ukuelig optimist

At det lykkedes at overtale den daværende chef til, at bruge opmod hundrede tusinde kroner på at Thomas Bense og Tommy Troelsen skulle ud og dække e-sports arrangementer, er på mange måder karakteristisk for Thomas Benses karriere.

Kombinationen af en ukuelig optimisme, evnen til at danne netværk og en beslutning om kun, at arbejde med noget man brænder for.

"Jeg startede egentlig med, at gå på handelsskole fordi min mor havde fortalt mig, at det var vigtigt at få en uddannelse. I bedste gamer stil, så fandt jeg den uddannelse der tog kortest tid at gennemføre, og jeg endte derfor også med at stå i lære i en købmandsbutik i Svendborg"

Det var dog i selvsamme købmandsbutik, at Thomas Bense tog en beslutning:

"Jeg kunne virkelig ikke li' det job. Jeg tænkte fuck mand, jeg er fanget i det her lort i to år, og det var der jeg traf en beslutning om, at jeg kun skulle arbejde med noget jeg brændte for."

Efter det korte ophold i købmandsbutikken, stod der derfor højskole, human beatboxing og gaming på Thomas Benses dagsorden. Det førte ham videre til TV-branchen, hvor han i en periode var vært på ungdomsprogrammet PULS, hvilket førte videre til jobs som tilrettelægger, redaktør og kanaludvikler.

Iværksætteri

Ideen om at starte Pixel.tv fik Thomas Bense i forbindelse med jobbet som netop kanaludvikler, og da muligheden for at blive selvstændig dukkede op, så var Pixel.tv en realitet.

"Jeg kiggede på USA, hvor der var et spilmedie som havde haft succes med, at starte en web tv-station, og jeg tænkte, det kan man også gøre i Danmark!"

Som nævnt, var der ikke rigtigt nogen der troede på det i starten, men ved at gøre aktivt brug af sit netværk og den tidligere nævnte ukuelige optimisme lykkedes det, at få stablet Pixel.tv på benene.

"Der er ingen tvivl om det netværk jeg igennem årene havde skabt var en vigtig faktor i forhold til, at starte Pixel.tv. Det er hamrende vigtigt som iværksætter at have et netværk og have folk omkring sig, der er bedre end en selv, til det man ikke kan finde ud af"

Thomas Bense giver blandt andet det råd til andre, der ønsker at blive iværksættere, at de skal ud og møde folk og være opsøgende.

"Deltag i sociale events, tag ud og snak med folk om dine ideer. Det kan selvfølgelig være svært når man er 18-20 år, men det er vigtigt at man øver sig på det!

Det er nok en af mine fordele, at jeg har nemt ved at tale med folk, og bygge videre på en idé. Jeg har også lidt et gøgler-gen, der både har været til gavn og det modsatte" fortæller Thomas Bense.

Frygter, at han ikke når at blive voksen

Gøgler- og drengerøvsgenet har en bagside, og giver anledning til mere alvorlige overvejelser.

"Jeg er dårlig til at følge op på ting, og arbejde struktureret. Det interesserer mig ikke, at lave regnskab. opfølgning og planlægning og jeg er heller ikke god til det. Det jeg brænder for er at få idéen og føre den ud i live."

Thomas Bense fortæller efter et øjebliks eftertænksomhed:

"Det har kostet nogen aftaler igennem tiden. Jeg er virkelig god til at kaste en masse bolde op i luften, men er ikke god til at gribe alle boldene igen, der er simpelthen for mange og der skal jeg blive bedre til at have folk omkring mig til at strukturere ideerne. Det er noget af det sværeste at nå frem til at man ikke kan det hele og dele ansvar ud, men det er en befrielse at have folk omkring en, der er bedre til det, man selv er dårlig til."

Det leder frem til spørgsmålet om Thomas Bense er bange for at blive voksen?

"Nej? jeg er nok mere bange for, at jeg ikke når at blive voksen! Forstået på den måde, at jeg engang imellem kan frygte, at nu bliver jeg gennemskuet. Når jeg sidder i et fint business suit, og skal forhandle en aftale, så er jeg bekymret for, at de ser mig mere som gøgleren end forretningsmanden, da jeg bare har mange roller og i det offentlige rum er det som regel som et underholdende element og ikke som forretningsmand.

Der kan jeg nogen gange godt tænke; nu skal jeg sgu også tage mig sammen og vise dem at jeg har styr på mine ting? for to dage efter at sidde på en tandemcykel i Santa Monica, og laver et eller andet gakket til Pixel.tv som jeg jo synes er super sjovt og befriende"

Mark er en dejlig mand ..selvom han har kopieret mit stribeoutfit! Sådan er det at være fashionista' Du kan se hvad ellers vi laver på Pixel.tv

A post shared by Thomas (@thomasbense) on Apr 30, 2017 at 11:14am PDT

ANNONCE

På Love Hotel med Mark Le Fêvre

Det manglende planlægningsgen betyder også, at det kan være lidt en udfordring når Pixel.tv tager på spilmesser rundt omkring i verden.

Da redaktionen skulle til spilmessen Gamescom i Köln sidste år, havde Thomas Bense været lidt sent ude, med at booke et hotel, men det lykkedes dog at finde et billigt hotel i sidste øjeblik. Det var dog ikke et hvilket som helst hotel. Thomas Bense fortæller om episoden:

"Da vi tjekkede ind, der undrede vi os jo godt nok over den lidt specielle stemning.

Det blev dog først for alvor mærkeligt da vi kom op på værelserne. Jeg skulle dele værelse med komikeren og god ven Mark Le Fêvre, og som om det ikke var grænseoverskridende nok, at skulle dele dobbeltseng med ham, så stod der sgu også et badekar midt i hotelværelset.

Jeg havde ikke lige fået med da jeg bookede, at det var et Love Hotel, hvilket forklarede den temmelig aparte indretning.

Jeg forsøgte at tage et bad om morgenen inden Mark vågnede, men lige som jeg er ved at sætte mig ned i badekarret, så vågner Mark. Jeg kan faktisk stadigvæk være i tvivl om det er en oplevelse, som Mark er kommet sig helt over, konstaterer Thomas Bense med et smil på læben, men det er bare en del af at være et lille firma hvor vi hver især har mange opgaver og derfor nogle gange ender i en underlig situation"

ANNONCE
Danmark får ny 24-timers tv-kanal om gaming

Tilbage til flow-tv med Waoo

At der bliver brug for optimisme og netværket i fremtiden er der næppe tvivl om. Den nye aftale med Waoo betyder, som tidligere nævnt, at Pixel.tv kommer til at få en flow-tv platform.

I en tid hvor flow-tv er presset, går Pixel.tv og Thomas Bense igen imod strømmen.

"Jeg er sikker på, at vi kommer til at producere noget godt materiale til Waoo's platform og give et alternativ til kunderne hos Waoo. Det bliver til tider ikke lige så flot som det man kan se på de andre kanaler, men det bliver ægte og det bliver med udgangspunkt i hvad, der kunne have interesse for folk, der bor i Danmark. På et personligt plan har det her været en drøm siden Pixel.tv blev født, og jeg er sikker på at vores muligheder for annoncering, etc. bliver stærkere"fortæller Thomas Bense.

Indholdet til Waoo vil, udover det der også er tilgængeligt på hjemmesiden, bestå af længere udsendelser og særlige "directors cut" versioner af arkiverede udsendelser.

Hos Waoo er der også store forventninger til aftalen. Jørgen Stensgaard, der er administrerende direktør i Waoo fortæller:

"Vi ser hele tiden tegn på, at vores TV-vaner flytter sig. Vores individuelle præferencer bliver stadig mere udtalte, og ikke mindst efterspørgslen på TV, der handler om gaming, er voksende. Derfor er vi naturligvis glade for, at vi fremover kan levere endnu mere højkvalitets-TV til seerne, som opfylder deres behov"

Der er dermed lagt op til endnu et spændende projekt for Thomas Bense og Pixel.tv.

ANNONCE
Del

Seneste nyt