Magasinet M!

De bedste valentinsfilm

Middagen er overstået, og nu står den på hygge foran skærmen. Her er 8 gode bud på romantiske film, hun vil elske.

  Love Actually (2003)

Før Rick Grimes smadrede zombier på stribe, var han en romantisk ung mand, der var dybt, dybt forelsket i Keira Knightley - hans bedste vens kæreste/kone i den romantiske komedie Love Actually. Love Actually er en af de bedste feel-good-film, vi har set i længe. Den er dybt urealistisk, ja, men sød. Din kæreste/date vil elske den. Også selvom hun har set den før. Og nå ja, så er Liam Neeson med i den som verdens sejeste far/enkemand.

Filmen følger otte forskellige par og deres problemer med at få kærligheden til at fungere. Det kan godt lyde lidt plat, men fungerer overraskende godt. Og så er Denise Richards med i den.

ANNONCE

  50 First Dates (2004)

Vi forstår godt, hvis din kæreste eller date under normale omstændigheder vil løbe skrigende væk, hvis du foreslår en Adam Sandler-film. Hans film plejer nemlig at være lige en tand for platte til, at pigerne synes, de er sjove. Men 50 First Dates er en af de ganske få undtagelser.

Filmen foregår i det eksotiske (og romantiske) Hawaii, hvor Adam Sandler spiller rollen som Henry Roth - en mand der i den grad er bange for at binde sig. Det er indtil han møder den søde Lucy Whitmore (spillet af en dødcharmerende Drew Barrymore). Desværre har Lucy efter en voldsom bilulykke mistet sin korttidshukommelse, der betyder, at hun glemmer alt, ligeså snart hun lægger sig til at sove om aftenen. Derfor må Henry få Lucy til at forelske sig i ham - hver eneste dag. Det er er ikke altid lige nemt, men det er romantisk og sødt. Og et stensikkert hit hos din date/dame.

Eneste ulempe er, at hun efter filmen med garanti vil brokke sig over, at du ikke er romantisk nok.

ANNONCE

  Jerry Maguire (1996)

Der var faktisk engang, hvor alt hvad Tom Cruise medvirkede i blev et kæmpe hit. Jerry Maguire er én af de mange film. Og filmen er da også spækket med gyldne øjeblikke og en Cuba Gooding Jr., der er helt fænomenal.

Filmen handler om den selvcentrerede sportsagent, Jerry Maguire, der bliver fyret fra sit job og ender med én enkelt og møgbesværlig klient, NFL-spilleren Rod Tidwell (Cuba Gooding Jr.). Kemien mellem de to er ganske enkelt suveræn. Og nå ja, så er Renée Zellweger også med som Tom Cruises 'love interest'. Hvis din date ikke fælder en tåre ved replikken: "You had me at hello", er hun død indeni.

ANNONCE

  Eternal Sunshine Of The Spotless Mind (2004)

En skam at Eternal Sunshine Of The Spotless Mind aldrig fik den anerkendelse, den i den grad fortjener. Jim Carrey er sjældent set bedre og beviser, at han er meget mere end et gummiansigt.

Joel (Jim Carrey) og Clementine (Kate Winslet) var i et stormfuld forhold. Men takket være en ny behandling får Clementine slettet Joel fuldstændigt fra sin hukommelse. Det får Joel til også at ville slette sine minder om Clementine. Men da behandlingen begynder, fortryder han og prøver at gemme hende væk i sit plagede sind.

En anderledes romantisk film, der nok skal falde i god jord hos jer begge.

ANNONCE

  En Ny Dag Truer (1993)

Bill Murray er måske Hollywoods mest undervurderede skuespiller, mest kendt som ham den sjove fra Ghost Busters-filmene. Men mange glemmer fuldstændigt, at Murray er en helt igennem fænomenal skuespiller, der med fantastisk og underspillet mimik formår at fortælle en hel historie uden at åbne munden.

I En Ny Dag Truer spiller han den egocentrerede reporter, Phil, der meget mod sin vilje bliver sendt til en lille flække, hvor han sammen med sin producer (spillet af en hot Andie MacDowell) og sin kiksede kameramand, skal dække 'Groundhog Day'. Uheldigvis for Phil forhindrer en snestorm dem i at forlade den lille by og modvilligt må Phil overnatte på byens gamle motel. Men da han vågner dagen efter, oplever han til sin store rædsel, at dagen er en gentagelse af dagen før. Og det samme sker næste dag. Og dagen efter. Og dagen efter... Phil oplever den samme dag hver eneste dag. Og det kommer der rigtig meget sjov ud af. En perfekt date-film, hvis man søger et godt og originalt grin.

ANNONCE

  Out Of Sight (1998)

Out Of Sight med George Clooney og Jennifer Lopez oser af coolness og sex. "Åh, hvad for noget?", tænker du. Men jo, det gør den altså. Hvis du ikke allerede har set den, kan vi klart anbefale den som date-filmsmateriale. Out Of Sight er instrueret af kongen af cool, Steven Soderbergh, som også stod bag Ocean's Eleven-filmene.

George Clooney spiller bankrøveren, Jack Foley, der under sin fangeflugt kidnapper en U.S-Marshall (Jennifer Lopez). Mod alle odds forelsker de to sig i hinanden.

Om de ender med at få hinanden? Who cares, Jennifer Lopez er med.

ANNONCE

  Up (2009)

Up er ikke blot endnu en fantastisk flot film fra Pixar. Den er intet mindre end et mesterværk. En genistreg. Vildt, at animerede figurer kan "spille røven ud af bukserne" på den måde og få tårene frem i øjenkrogen - og det er kun 10 minutter inde i filmen. Nævn en anden film, animeret eller ej, der kan det.

Den 78-årige gnavne gamle mand, Carl, har mistet sin kone og lever et stille og isoleret liv i sit hus. Men en dag beslutter han sig for at udleve et sidste eventyr. Et eventyr, der indebærer en ret irriterende lille dreng, en talende hund - og et hus på slæb.

ANNONCE

  Brokeback Mountain (2005)

Har du ingen kæreste eller date, og skal du bare hænge ud med din bedste ven? Så har vi den ultimative drengerøvsfilm til jer. Den handler om to seje cowboys, der laver macho ting på prærien og pløkker bad guys på stribe.

ANNONCE
Del

Seneste nyt