Magasinet M!

De ti fedeste fartøjer i spil

M! giver dig her et overblik over de ti fedeste fremdriftsmidler nogensinde set i computerspil.

De ti fedeste fartøjer i spil
Warthog (Halo)

 

Alle motorhoveder kunne sikkert bruge flere dage og uger på at diskutere, hvilke spilbiler, der har været de fedeste ... hvis det da ikke lige havde været for Halo-spillenes ustyrligt fantastiske Warthog-jeep. Aldrig nogensinde har et spilkøretøj været så komplet uregérligt, skidesvært at styre og hylehamrende morsomt at blæse rundt og køre rumvæsener ned i. Warthog-jeepen står for noget af den bedste hjulbaserede spilunderholdning nogensinde - særligt for to spillere, der sidder og skriger ad hinanden i Co-Op, mens den ene forgæves forsøger at køre ligeud og undgå at brage ind i ting, mens den anden skyder vildt omkring sig med det store maskingevær omme på ladet. Ren motormagi.

ANNONCE
De ti fedeste fartøjer i spil
Annihilator (Carmageddon)

 

Der er ét bilspil, der skal have æren for at introducere voldsfikserede biler til spillenes verden, og det er det oldgamle Carmageddon, der var så psykopatvoldeligt, at ingen nogensinde ville turde at udgive det i dag. Spillet er fyldt med legendariske dødbringende køretøjer, lige fra Screwie Lewies The Twister til Otis P Jivefunks Caddy Fat Cat, der alle er udrustet med kæmpestore metalpigge. Vi hælder allermest til den klassiske Annihilator - du ved, Vlads sorte, strømlinede øse med de røde flammer og det enorme spyd stikkende ud fra kølerhjelmen til effektiv håndtering af alt fra næsvise fodgængere til modstandere, der kommer for tæt på. "For Vlad, it's not the winning, it's the taking apart that counts." Amen.

ANNONCE
De ti fedeste fartøjer i spil
The Druid Plow (Brütal Legend)

Også bedre kendt som "The Deuce". Kun de allermest værdige fik lov til at køre i dette ultimative køretøj, som var fremstillet af ildguden Ormagödens krop, i det udknaldede heavy metal-spil Brütal Legend. Hele spillet var indbegrebet af hårdkogt firser-metalstil med langt hår, nitteveste og skrigevokal - og en superbil med varmesøgende missiler, maskingevær, mineudlægger, sideflammer, subwoofer-chokbølger og dommedagsvåbenet Eye of Sorrow, og som bliver opgraderet af ingen ringere end Ozzy Osbourne mellem missionerne ... ja, det giver sgu respekt! Og når musikanlægget i slæden hedder Mouth of Metal og tordner et bragende metalsoundtrack ud gennem højttalerne, mens man kører rundt og hærger, er der ganske enkelt ikke et øje tørt.

ANNONCE
De ti fedeste fartøjer i spil
Super Star Destroyer (X-Wing: Alliance)

Enhver voksen drengenørd, der som lille sad i biografen og skreg med på deres hylende lyd, ved udmærket godt, at Imperiets TIE Fighters er de allermest ultraseje rumjagere, der nogensinde er opfundet. Og vi ved også, at Tusindårsfalken er pænt højt oppe på listen over de fedeste Star Wars-rumskibe nogensinde. Men da nogle moddere for alvor begyndte at rode med det gamle Star Wars-spil X-Wing: Alliance og pludselig gjorde det muligt at spille med de rumskibe, man normalt ellers ikke havde adgang til, var der bare ikke et øje tørt. Særligt ikke da man opdagede, at det pludselig også var muligt med lidt fusk at komme til at styre Darth Vaders Super Star Destroyer The Executor. Når man skulle vende skuden, var det lidt som en styre en traktor i en mergelgrav, men den udsøgte fornøjelse ved at sætte alle svinets kanontårnepå autofire og styredirekte mod de usle rebellers sølle undskyldninger for krigsrumskibe var et skelsættende spiløjeblik.

ANNONCE
De ti fedeste fartøjer i spil
Timber Wolf (MechWarrior)

Køretøjer og rumskibe er helt klart spændende, men det er altså også helt igennem fabelagtigt at sætte sig ind i pilotsædet på en 75 ton tung Mech, trykke på knappen og mærke hele systemet gå i gang - og så ellers begynde at vandre ud i landskabet med tunge, drøje skridt. MechWarrior-spillene har grovdyrket de robot-agtige Mech-fartøjer helt ned i de mindste detaljer, og der er et hav af fantastiske ødelæggelsesmaskiner at vælge imellem. Vores storfavorit er klanernes Timber Wolf, også kendt som Mad Cat (fordi den er en hybrid mellem en Marauder- og en Catapult-Mech): Standardkonfiguration A rummer et par hårdtslående ER PPC-kanoner til distancen, en Large Pulse Laser til nærkamp, en ER Small Laser og et Streak SRM-6-missilbatteri til generel oprydning. Værsgo'!

ANNONCE
De ti fedeste fartøjer i spil
SSV Normandy (Mass Effect)

Jo, det er bestemt fint nok at drøne rundt i små, fimsede jagerfly og skyde med laserstråler og den slags, men der er nu altså også bare noget ultracool over at have sit helt eget kæmperumskib, som man bor, sover, æder og skider på. Commander Shepards SSV Normandy SR-1 i det første Mass Effect-spil var fremragende, men det lignende SR-2-rumskib i det andet spil var dobbelt så stort og endnu flottere. Normandy har i høj grad været med til at skabe den spændende stemning i Mass Effect-spillene, mens Shepard og hans kumpaner har fløjet galaksen tynd for at bekæmpe truslen fra de onde, og vi er ved at briste af spænding over se det igen i det tredje spil, hvor det atter er blevet genopbygget, modificeret og udvidet.

ANNONCE
De ti fedeste fartøjer i spil
Porsche (Need for Speed: Porsche Unleashed)

Hvorfor Electronic Arts aldrig nogensinde har gentaget deres racerspilmesterværk fra 2000 med andre kendte bilmærker som Ferrari, Lamborghini eller Aston Martin i hovedrollen, er en stor, stor gåde for mange. Men Porsche Unleashed bliver af mange den dag i dag stadig opfattet som det allerbedste spil i Need for Speed-serien, fordi det udelukkende handlede om at ræse rundt i en lang række ikoniske Porsche-modeller fra bilmærkets glorværdige historie, lige fra den for James Dean så skæbnesvangre Porsche 550 Spyder til nyere modeller som 911 3.2 Carrera-, 964- og 993-serierne samt ikke mindst den på det tidspunkt spritnye 996 Turbo. Det var rent lir og lækkerhed, og nyere NFS-seriers tunervogne og alskens andet nymodens pjat er de rene opkomlinge i sammenligning med kongebilen over dem alle. Og hey! Husk nu, at det udtales "Porsche-a"!

ANNONCE
De ti fedeste fartøjer i spil
Rhino Tank (Grand Theft Auto)

GTA-spillene har haft alt fra cykler til überlækre sportsvogne, helikoptere og senest også fly. Men ét fartøj overgår dem alle i ren og skær underholdningsværdi: Rhino-kampvognen! Den var svært savnet i det seneste Grand Theft Auto 4 men da den første gang gjorde sit indtog i GTA 3 (der var faktisk også en anden kampvogn med i GTA 2, men det var ikke helt det samme), var med tab af næse, mund og underkæbe til følge. Det sjoveste ved den nærmest ustoppelige krigsmaskine var, at den først dukkede op, når man fik en Wanted-rating på seks stjerner, og alt fra FBI til helikoptere med snigskytter var efter én. Og når man først fik fat i den, kunne man sidde og hyle af grin, mens alt prellede af, og man forstøvede alt, hvad der kom i nærheden. At GTA: San Andreasindførte muligheden for at gemmeden i sin garage var blot en ekstra genistreg.

 

ANNONCE
De ti fedeste fartøjer i spil
Sweet Tooth (Twisted Metal)

Hvem skulle tro, at noget så tilsyneladende uskyldigt som en isbil kunne skabe den store ravage? Jo, hvis man nu tilfældigvis fik øje på den pervest onde seriemorderklovn Needles Kanes flammende kæmpehoved oppe på bilens tag eller nummerpladen "ISKREEM" (I Scream), ville man måske nok begynde at ane uråd. Sweet Tooth har haft forskellige egenskaber op gennem Twisted Metal-spilserien, såsom Napalm Cone, der affyrer et brændende projektil - med vanilje- eller chokoladesmag - og de målsøgende håndlangerkugler, der selv tog sig af at angribe modstanderne, indtil deres biler var klar til skrotpladsen. Vi hopper stadig i sofaen med et sæt, hver gang vi hører Hjem-Is-bilens muntre klokke om aftenen.

ANNONCE
De ti fedeste fartøjer i spil
Flying Machine (World of Warcraft)

World of Warcraft er spækket med afsindige fremdriftsmidler, men gnomernes vanvittige Flying Machine, også bedre kendt som en "roflcopter", er nu engang det sjoveste. Den skøre dims kunne efter patch 2.3 til spillet bygges af spillere med Engineer-professionen, og den hurtige version, Turbo-Charged Flying Machine, kostede et mindre bjerg af guld, blod, sved og tårer at anskaffe sig. Men når det først var gjort, havde man spillets ubestridt sejeste flyvemaskine (de mere jordbundne valgte at nøjes med den næsten lige så seje Mechano-hog-motorcykel, og vi andre byggede naturligvis bare begge dele), som spruttede, hvæsede, hamrede, bankede og klaprede, mens man flaprede rundt i spilverdenen og løste sine opgaver. Muligvis det allermest uelegante og mindst strømlinede - og ikke mindst pragtfulde! - fartøj i spilhistorien.

ANNONCE
Del

Seneste nyt