Magasinet M!

Dommeren over dem alle er tilbage!

Blod, utravold og en Judge Dredd, der denne gang beholder sin hjelm på. Dredd er årets hidtil største positive overraskelse

SF-Film - Dommeren over dem alle er tilbage! SF-Film

Foto @ SF-Film

Efter at have set traileren til 2012-udgaven af Dredd havde vi absolut ingen forventninger til filmen. Denne anmelder vil endda gå så vidt og påstå, at den mildest talt så ringe og b-films-agtig ud bedømt ud fra traileren. Efter at have tilbragt 95 ultravoldige minutter i selskab med verdens ondeste dommer, kan vi konkludere, at der er tale om en b-film, men at den på ingen måder er ringe.

 

Dredd foregår i fremtidens USA, hvor alt er et goldt og radioaktivt ødeland. Derfor lever 400 millioner mennesker stuvet sammen i Mega City One. En by, der er voldsomt hærget af død, vold og ødelæggelse. De få, som forsøger at opretholde lov og orden i alt kaoset, er de såkaldte dommere. De er lovhåndhævere, jury og bødler i én. Og det er den største af dem alle, vi følger i denne film, nemlig Judge Dredd. Sammen med den nye aspirant Cassandra Anderson skal han efterforske nogle bestialske mord, men ender med at blive fanget i den berygtede 200-etager-høje og dybt, dybt kriminelle boligblok Peach Trees. Her må de to kæmpe en brutal og nådesløs kamp for at slippe levende ud. En kamp, der kommer til at koste blod, sved og tårer. Men mest blod. Masser af blod.

 

ANNONCE
SF-Film - Dommeren over dem alle er tilbage! SF-Film

Foto @ SF-Film

 

Dredd er baseret på den populære tegneserie Judge Dredd, der første gang så dagens lys tilbage i 1977. Men det er ikke første gang, at historien om den rå tegneseriedommer bliver filmatiseret. Tilbage i 1995 forsøgte Hollywood sig første gang, dengang med selveste Sylvester Stallone i hovedrollen. Den film floppede fælt - af flere årsager. For det første formåede den slet ikke at indramme den dystre og mørke tone, der kendtetegner tegneserierne. Ikke mindst takket være den fjollede og talentløse Rob Schneider i en af filmens biroller. For det andet var fans mildest talt rasende over, at Judge Dredd tager sin hjelm af. For Judge Dredd tager aldrig sin hjelm af - i tegneserien i hvert fald. Men når man i en stor Hollywood-produktion har betalt kassen for at få Stallone til at spille hovedrollen, bliver man åbenbart nødttil at se hans ansigt. Big mistake.

 

Denne 2012-udgave retter op på fortidens Hollywood-synder. Instruktør Pete Travis og manuskriptforfatter af Alex Garland er meget mere tro mod tegneseriens ånd, end '95-udgaven nogensinde var. Således formår de at fortælle en nervepirrende, actionspækket og brutal historie, hvor biografgængeren konstant sidder på kanten af sædet. Vi vil ikke tøve med at kalde Dredd for årets største positive overraskelse.

 

4 (meget store stjerner) ud af 6 mulige

ANNONCE
Del

Seneste nyt