Anmeldelse af Sicario: Årets grimmeste, men måske hidtil bedste film?
Prisoners-instruktøren, Denis Villeneuve, har med Sicario begået en åndeløst spændende og yderst brutal film om den amerikanske kamp mod narkokartellerne ved den mexicansk-amerikanske grænse.
Originaltitel: Sicario
Instruktør: Denis Villeneuve
Medvirkende: Emily Blunt, Josh Brolin, Benicio Del Toro med flere
Spilletid: 121 minutter
Premiere: 22/10
5/6
Sicario er ikke for sarte sjæle. Folk bliver dræbt i flæng. Mænd, kvinder, børn, you name it. Men sådan er det, når man er midt i krydsilden af den mexicanske narkokrig. Ikke desto mindre er Denis Villeneuves syvende spillefilm en brutal, fandens intens og ekstremt veldrejet thriller. En genre, Villeneuve allerede har bevist flere gange, at han mestrer. Først med krigs-spændingsmonstre Nawals Hemmelighed, som var en rystende fortælling om krigsrædslerne i Mellemøsten set fra en kvindes synspunkt, derefter hævn-filmen Prisoners, der måske var en anelse for lang, og senest med den surrealistiske Enemy, hvor Jake Gyllenhall opsøger en mand, der ligner ham på en prik. Lige som i Prisoners er castet i Sicario fantastisk, og en jernhård instruktion gør, at den er ryger op helt på siden af Nawals Hemmlighed. Fordet er en helt og aldeles fremragende film.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Black Mass: Johnny Depp melder sig ind i Oscar-feltet med brutalt portræt af gangster
Emily Blunt tager sig af hovedrollen som den unge FBI-agent, Kate Macer, der sammen med Matt Graver (Josh Brolin) slutter sig til en hemmelig elite-taskforce, hvis opgave er at rydde op i de mexicanske narkokarteller. Den fåmælte og hemmelighedsfulde Alejandro (Benicio Del Toro) joiner dem, inden de drager ud på en hemmelig undercoveropgave sammen med en gruppe specialtropper. Macer opdager dog hurtigt, at alt, hvad hun har lært om etik og moral, ikke kan bruges her. Håndhævelse af loven og fuldkommen lovløshed er ophørt og hun finder ud af , at dem, hun troede, hun kunne stole på, måske heller ikke har rent mel i posen. En ting, hun bliver nødt til at acceptere, hvis hun gerne vil overleve.
Med Jóhann Jóhannssons drone-agtige, hjemsøgende og til tider kvalmefremkaldende soundtrack som underlægningsmusik er Sicario en film, du hele tiden har en fornemmelse af, kan eksplodere når som helst. Farerne lurer lige om hjørnet, og ingen kan føle sig sikker i det amerikansk-mexicanske grænseland, hverken på den ene eller den anden side. Det er enormt effektfuldt, og det føles som om, at du er ved at blive kvalt flere gange. Ikke bare på grund af den ekstremt grafiske og udpenslede vold (uden det dog bliver for meget), men også på grund af den åndeløse spænding, der får dig til at tage dig selv til hovedet og rive dig i håret (det, du nu måtte have tilbage) mange gange i løbet af de to timer, Sicario varer. To timer, der slet ikke føles som lang tid.
Smukke Emily Blunt er suveræn i rollen som den stærke, kvindelige hovedperson, Macer, og bringer et perfekt miks af selvsikkerhed, forvirring og sårbarhed til sin karakter. En ting, som står i dyb kontrast til alfahannerne Graver og Alejandro, men som skaber en fin balance. En ting, som bliver yderligere forstærket af Brolins og Del Toros solide præstationer.
Manuskriptforfatter Taylor Sheridan (kendt fra Sons of Anarchy) er opvokset i Texas og har i sine unge år ofte krydset den mexicansk-amerikanske grænse. Men da han vendte tilbage, inden han gav sig i kast med at skrive Sicario, var det en rystende oplevelse med militante karteller, der myrdede alle og enhver, som kom for tæt på deres forretning. Han opdagede en verden af flere mørklagte CIA-operationer og hemmelige DEA-studehandler. En ting, som måske beviser, at den amerikanske regering har opgivet det lovløse område.
Derfor er historien, der ellers er svær at tro på, måske slet ikke så langt fra virkeligheden, som den ellers synes at være.
Autentisk eller ej, så er Sicario er en af årets hidtil grimmeste, men bedste film og når næsten op på siden af Steven Soderberghs 15 år gamle Traffic, hvis vi taler narko-thrillere.
