M!s læsere kårer 00'ernes fedeste film!
Over 2000 M!-læsere har stemt. Se hvilke film, I mente, der var de bedste.
Transformer 2 - Revenge of the Fallen
På 10. pladsen over de fedeste film i 00'erne finder vi Transformers 2 med 2,2% af stemmerne. I sommeren 2009 smed Michael Bay nr. 2 film i rækken om de kæmpende Autobots og Decepticons efter os. Og som det altid er tilfældet med 2'ere, var Revenge of the Fallen naturligvis spækket med endnu vildere action, endnu større eksplosioner og endnu flere lækre babes. Og denne film vinder især på netop babe-faktoren med hele to verdensklasse babes i form af überhotte Megan Fox, og den lidt mere ukendte, men mindst ligeså hotte australskfødte skuespillerinde, Isabel Lucas. Vi spår sidstnævnte en stor karriere.
Inglorious Basterds
Med 2,4% af stemmerne og på 9. pladsen finder vi Quentin Tarantinos oscar-kandidat, Inglourious Basterds - en film hvor vi får Tarantinos ultravoldelige bud på, hvordan 2. verdenskrig kunne og burde være endt. Alt fungerer også helt perfekt i denne film, på nær Brad Pitts tarvelige sydstatsaccent: "... and I want my Scalps". Arrrgh, hold nu kæft Pitt. Ja ja, vi er bare pissemisundelige, fordi han får lov at hygge sig med Angelina, og vi ikke gør.
Iron Man
Det var et meget tæt løb mellem listens 9. og 8. plads. Kun 0,1% skiller Iron Man fra Ingloriuos Basterds - til Iron Mans fordel. Denne geniale actionfilm med Robert Downey Jr. som mangemilliardæren Tony Stark er baseret på en af Marvels mange tegneseriehelte. På mange måder minder Tony Stark om en knap så mørk udgave af Bruce Wayne/Batman. Dog ville vi nok til hver en tid foretrække Tony Starks dragt frem for Batmans sorte latex-suit og spidse ører. Forestil jer, hvor hurtigt man egentlig kunne komme på arbejde eller i skole.
300
300 er en anderledes heltefilm, bygget over Frank Millers dystre og grafisk imponerende tegneserie af samme navn. Bogens visuelle udtryk er overført til filmen, på samme måde som det var tilfældet med Robert Rodriguez' Sin City. Og det fungerer mildest talt upåklageligt. Vi anbefaler dig at sætte 300 på, efter en omgang shopping med kæresten og du har brug for at føle dig som en mand igen. Du finder ikke en film spækket med så meget testosteron nogen steder.
The Hangover
Med 3,4% af stemmerne finder vi en af redaktionens helt store favoritter fra 2009, The Hangover. Hvem var klar over at tømmermænd kunne være så sjovt? Vi satser stærkt på at overgå hændelserne i The Hangover til vores næste nattelivspatrulje. Nu mangler vi bare en flommefed bokser (var der nogen, der sagde Brian Nielsen), en hidsig tiger, en fræk luder, en baby, en stjålen politibil, en .... Hmm, måske vi bare skulle nøjes med en masse sprut. Øv.
Pirates of the Carribean
Det var vel nok de færreste, der havde regnet med at en piratfilm bygget over en forlystelse i Disney Land skulle gå hen og blive så stort et kommercielt hit, som det var tilfældet. Faktisk har de 3 Pirates film tilsammen omsat for knap 2,7 mia. dollars på verdensplan - og det er i biografindtægter alene. Ikke noget at sige til, at Johnny Depp har skrevet under på at medvirke i et fjerde eventyr og den genial Kaptajn Jack Sparrow. Og heldigvis slipper vi for den fesne Orlando Bloom i skikkelse af den åh-så-galante Will Turner.
Gladiator
Vi skal helt tilbage til 2000 for at finde listens 4. plads. Og placeringen taget i betragtning må vi antage, at Gladiator har gjort stærkt indtryk på jer. Og filmen er da også uden sammenligning redaktionens favorit Sværd-og-sandal film. Gladiator er en storslået og episk fortælling om den seje krigsgeneral Maximus, spillet af en fantastisk Russel Crowe, der imod alle odds får ram på den lede Commodus (Spillet af en genial Joaquin Phoenix, inden han fik en psykose og sprang ud som behåret og overvægtig rapper).
The Dark Knight
Først kom Tim Burtons mørke og dystre Batman og Batmans Returns. Så overtog Joel Schumacher instruktørstolen og gav os den udmærkede Batman Forever for derefter at tvære en kæmpe lort ud i ansigtet på os i form af den absurd ringe Batman og Robin fra 1997 - filmen der gav Batman og hans gay-følgevend, Robin, brystvorter på dragten. WTF! Heldigvis fik Batman helt nyt liv og en helt ny begyndelse, da den suveræne instruktør Christopher Nolan overtog kontrollen i 2005 og formåede endda at overgå den mesterlige Batman Begins med The Dark Knight i 2008.
Avatar
Avatar er filmen, som i den grad deler vandene. Enten elsker man James Camerons episke rumeventyr, eller også hader man det. Dog mener vi ikke, det er helt forkert at konkludere, at langt størstedelen af biografgængere verden over elsker Avatar. I skrivende stund har Avatar nemlig smadret samtlige rekorder for største indtjening for en biograffilm - nogensinde. Og det på lidt over halvanden måned. Imponerende. Uanset, hvad man synes om plottet, er der dog ikke én finger at sætte på de visuelle 3D-effekter, som er noget af det flotteste, vi nogensinde har oplevet.
Ringenes Herre
Vi ved godt Ringenes Herre også er titlen på en (meget god) pornofilm, men her tænker vi altså på den originale Ringenes Herre. Der var mange fans af bøgerne, der frygtede, at Peter Jackson på ingen måder kunne overføre magien fra de tre bøger til film. De tog alle fejl. Med over en fjerdedel af stemmerne er der da heller ingen tvivl om, at Ringenes Herre er 00'ernes absolutte favorit film blandt M!s læsere.