Portræt: Dar Salim

Navn: Dar Salim

Født: 18. august, 1977, i Baghdad, Irak

Bopæl: København

Beskæftigelse: Skuespiller

Kendt fra: Dicte, Gå Med Fred, Jamil, Game of Thrones, Exodus: Gods and Kings, Underverden

Børn: Har sønnen Zidane

Livret: En god bøf med nogle østers til forret går man aldrig helt galt med

Drømmepige: Scarlett Johansson. Jeg er sindssygt misundelig på min kammerat Pilou (Asbæk, red.), der bliver ved med at lave film sammen med hende (Lucy og den kommende Ghost in the Shell, red). Fuck ham, mand. Det skulle være mig.

Yndlingsfilm: Jeg kan ikke kun sige én film, men Kramer vs. Kramer, synes jeg, er rigtig god. Og Godfather bliver jeg aldrig træt af.

Foretrukne rejsemål: Sidst, jeg var på en rigtig ferie, var for 10 år siden. Men jeg husker øerne i Thailand som noget, jeg gerne vil tilbage til.

Yndlingsskuespiller: Philip Seymour Hoffman, Paul Giamatti og Daniel Day-Lewis er fantastiske. Fra den gamle garde elsker jeg Al Pacino, Robert Di Niro og Marlon Brando.

Facebook: dar.salim.1

Instagram: darsalim1

- Har du selv prøvet at blive slået?, spørger jeg.

- Ja, det har jeg, svarer Dar Salim og uddyber:

- Men jeg slog også igen. For mange, mange år siden heldigvis. Jeg tror, alle drenge har været oppe at slås, har de ikke?

Det kan jeg ikke benægte og mindes engang i 7. klasse, hvor mit øjenbryn næsten flækkede, fordi jeg skulle spille smart over for klassen største dreng. Jeg slog dog IKKE igen.

Dar Salim er dog på ingen måde det, man vil kalde en bad boy. Tværtimod. Tankerne ledes hen på en venlig version af Vin Diesel med knap så brede skuldre (dog stadig længder bredere end mine egne). Alligevel har vi valgt at give ham tilnavnet "Danmarks nye actionhelt". Hvorfor? Jo, det er ikke alle, der kan prale med - allerede kort inde i ens karriere - at have været med i Game of Thrones og storfilmen Exodus: Gods and Kings af Ridley Scott.

I næste uge rammer Dar Salims seneste film, Underverden, så de danske biografer; en barsk omgang, der måske er Danmarks første fuldblodsactionfilm. Her i spiller Dar Salim hovedpersonen, den irakiske indvandrer Zaid - en speciallæge på toppen af verden, som vælger af tage på hævntogt og dele seriøse håndmadder ud i den københavnske underverden, efter hans bror Yasin bliver banket til døde.

Bag Dars ydre gemmer der sig en historie om en person, der først kom til Danmark som seksårig fra netop Irak, men holdt sig på rette spor og forfulgte og lykkedes med sine drømme. Men drømt om at blive skuespiller havde han alligevel aldrig. Det var tilfældighederne, der ville det.

Barndommen

Du er jo selv født i Irak lige som Zaid i Underverden. Hvad husker du fra din barndom?

Jeg husker nogle fragmenter. Altså, jeg var et år gammel, da mine forældre rejste, så det er en af de klassiske flygtningehistorier, hvor man rejser op igennem forskellige lande og bor forskellige steder. Jeg tror, vi endte i Danmark, da jeg var omkring seks år. Det var en kaotisk, ensom og generelt bare fucked up tid. Nu har jeg jo en søn i dag, og en barndom drejer sig om at være tryg, at få masser af kærlighed og vide, hvordan tingene hænger sammen. For mig var det præcist det omvendte af, hvad man kunne ønske for sine børn. Men man finder sine ligesindede og finder sin familie et andet sted. Og så finder man ud af det sammen.

Det tror jeg helt sikkert på. Hvor lang tid gik der, før der kom ro på?

Der gik jo mange år. Det er sådan set først sket, efter jeg er blevet voksen, og jeg tror ikke, jeg var særlig sød, dengang jeg var ung. Jeg tror til gengæld altid, at jeg har haft et moralsk kompas, der var rigtigt, selvom jeg nok ikke altid fulgte det. Når man ikke har den der tryghed hjemmefra, når du ikke har de spilleregler, når du ikke forstår dine omgivelser og det samfund, du bor i som barn eller ung, så er det ligesom at være i en jungle. Så må du selv finde ud af, hvordan du skal opføre dig. Og så kan du selv forestille dig, at du begår mange, mange fejl, før du træffer de rigtige beslutninger.

Hvad var det så for et forhold, du havde til dine forældre?

Der var et liv, når man var derhjemme, og så var der et liv, når man var uden for huset. De havde nok i deres eget shit og skulle selv finde ud af, hvordan tingene hang sammen. Forestil dig at blive revet op og skulle starte forfra et sted, hvor du ikke fatter en skid - så er det klart, at du måske ikke har overskud til at være pædagogisk og forklare dine børn, hvordan verden hænger sammen. Især når du ikke selv forstår det.

Ja, det må virkelig være svært. Hvad var det for en kultur blandt de unge indvandrere dengang i forhold til nu?

Jeg har aldrig set på det sådan, at jeg er vokset op i et indvandrermiljø. Det er i stedet noget med social klasse. Jeg voksede op på Amager i en arbejderklasse. Det var et sted, hvor alle ingen penge havde, og som boede i betonbygninger. Der var folk i alle farver - hvide og brune. Alle mulige mennesker var samlet. Det er de jo også i dag. Forskellen er bare, at der måske er flere brune samlet et sted nu, end der var for 20 år siden, så tingene bliver lidt hårdere. Men det var aldrig det, at du var indvandrer, der var sagen. Det afhang mere af, hvilken blok du kom fra. Det andet var ligegyldigt. Og det tror jeg sådan set stadig, det er.

Men fandtes der lige så hårde miljøer som de, Zaid færdes i i Underverden?

Nej, som der bliver sagt i filmen, så bliver tingene hårdere med årene. Eller også bliver man blødere, når man bliver ældre. Og så synes man måske, at det virker hårdere - det ved jeg ikke. Men det er klart, at der skal mindre til at forskrække mig i dag, end der skulle dengang, så i dag synes jeg, det virker hårdere. Men det er sgu svært at sige sådan rent objektivt.

Den spæde start

Du er jo egentlig uddannet pilot. Hvordan kom du ind i skuespilverdenen?

Det kom til mig og var tilfældigt, at det skete. Jeg blev kaldt ind til en lille casting igennem en kammerat. Dengang vidste jeg ikke engang, hvad en casting var. Så endte jeg med at få hovedrollen i en lille tv-serie. Der ramte det mig bare. Forestil dig, at du har gjort noget i dit liv, hvor du kan mærke, at tingene går op i en højere enhed; din lyst, dit talent, dine evner - at det hele føles naturligt. Det var det, der skete. Men jeg var samtidig jo på vej i en helt anden retning - at blive pilot - så det fortsatte jeg med i mange år.

Men så fik jeg endnu en casting, hvor jeg også fik hovedrollen, og ja, hver gang, jeg gik til casting, endte jeg med at få rollen. Så jeg begyndte at uddanne mig ved siden af, at jeg fløj. Jeg tog kurser i London og New York, privattimer og alt sådan noget. Jeg kunne mærke, at det var det, mit hjerte trak imod, men jeg skulle også have min hjerne med, hvilket tog lang tid. Det var jo en sindssyg beslutning at smide en karriere som pilot væk, som jo nærmest var en umulighed set fra mit udgangspunkt, og så lykkes med det. For hvor mange skuespillere lykkes egentlig? Det er fandeme ikke mange.

Det var en skør beslutning, men det er sådan, jeg har levet mit liv. Men hvis ikke, jeg havde haft det mind-set, var jeg heller ikke lykkes med at blive pilot, fordi det syntes folk også var vanvittigt.

I 2008 havde du så din første store rolle i filmen Gå Med Fred, Jamil, som du også blev nomineret til en Bodil for. Hvad var det for en tid?

Jeg følte endnu ikke, jeg var i branchen; jeg havde bare lavet en film. Til Bodil-uddelingen var det ligesom at være på besøg hos nogle kendte mennesker. Jeg følte mig ikke hjemme. Hvis jeg i dag bliver tvunget til at tage med til en premiere eller et award-show, kender jeg jo alle, der er der. Dengang kendte jeg ikke et eneste af de 1100 mennesker. Det var totalt surrealistisk. Det var det også for andre, der må have tænkt: "Hvem fanden er ham der?"

Hvordan var det så at blive anerkendt for sit skuespil?

Det var dejligt, fordi jeg blev bekræftet i, at det her var det rigtige for mig. Inden da havde jeg jo ikke noget at have det i. Jeg vidste ikke en skid og kendte ingen skuespillere eller instruktører - jeg havde ikke engang hørt om teaterskolen.

Hvad satte rollen i gang?

Den satte fart i min beslutning omkring, at det nok var den her vej, jeg skulle gå. Det var den, der drejede tankskibet i en anden retning, men det tager jo tid at dreje et tankskib, fordi det er så tungt. Det var jo en hovedrolle, før jeg levede af at være skuespiller. Herefter skulle jeg bruge otte år på at holde fast og blive i branchen. Jeg måtte starte helt forfra med de helt små roller og kæmpe mig op til der, hvor jeg er i dag.

Det internationale gennembrud

I 2011 kom du pludselig med i alles yndlingsserie, Game of Thrones, og i 2014 havde du også rollen i Ridley Scotts Exodus: Gods and Kings. Hvordan skete det?

Ja, det var helt syret, for på trods af at jeg lavede Gå Med Fred, Jamil, var branchen jo stadig lukket for mig. Jeg fik ikke tilbudt roller dagen efter. Normalt, når du har en hovedrolle, står de jo i kø bagefter - især hvis du gør det godt. Men det skete ikke for mig. Vi var bare blevet beskrevet som "nogle drenge fra gaden". Jeg var som sagt pilot dengang og spillede en dreng fra Nørrebro, der begik et hævndrab. Så jeg fortsatte med at flyve, men begyndte i stedet at kigge på udlandet.

Jeg tog til London og viste min film for en meget lille engelsk agent. Han sagde bare: "Ja, hej, du kan bare lægge dine ting. Jeg har sindssygt travlt, men jeg skal nok ringe. Der kan godt gå et par måneder. Hej, hej!"

Men på vej ud i lufthavnen ringede han, da han lige havde haft tid til at se den. Og der var tonen helt anderledes. "Du skal være hos os", sagde han. Jeg tænkte bare: "Fint, lad os give det en chance". Han skaffede så en casting til Game of Thrones, som jeg på det tidspunkt ikke anede, hvad var - lige som alle andre.

Til castingen i London var det ligesom et samlebånd. Der sad en del ved siden af mig, og jeg skulle så ind og lave et par scener derfra. Efter nogle uger ringede de så og sagde: "Hey, vi vil gerne have dig med". Jeg var faktisk tæt på at få rollen som Khal Drogo (en rolle, som Jason Momoa endte med at få, red.).

Hvordan var det pludselig at stå i en kæmpeproduktion som Game of Thrones?

Det, der er så mærkeligt, er, at jeg aldrig er blevet overvældet af det, der er sket. Det har altid føltes helt naturligt, fordi jeg har fokuseret på jobbet, og det jeg skal. Altså, det er meget sjovt at have sin egen trailer, men det går over efter fem minutter. Det har aldrig rigtigt imponeret mig. Jeg ved godt, det lyder absurd, men sådan har det været for mig. Men det var da fedt at skulle lære at ride på hest, slås med sværd, lære dothraki (fiktivt sprog fra Game of Thrones) osv. Jeg blev rigtigt gode venner med Jason (Momoa, red.) og Emilia (Clarke, red.). Vi hang meget ud sammen, og de er nogle søde mennesker.

Åh ja, den kære Emilia elsker vi jo her på M! Hvordan er hun som person?

Hun er super grineren og en rigtig drengepige, som hele tiden laver sjov. Nu er hun jo blevet en stor stjerne, men jeg går ud fra, at hun stadig er den samme. Et rigtigt sødt og rart menneske.

Hende ville vi give vores højre arm for at møde. Hvad var din vildeste oplevelse på et af de store sæt?

Det var nok det første møde med Ridley Scott, Christian Bale og Joel Edgerton, da jeg havde fået rollen i Exodus: Gods and Kings.

Jeg var blevet fløjet derhen og skulle træne til rollen. Men mødet blev forsinket i flere dage, da Ridley jo skulle styre flere tusinde mennesker. Det var lidt ligesom at få adgang til en præsident, som havde en masse generaler, der skulle styre slaget. Jeg brugte tid på at træne bueskydning og slås med sværd. En dag var jeg ude at ride med Aaron Paul (Breaking Bad, red.). Så kom de pludselig og sagde, at Ridley var klar til mig. Jeg lugtede af hest og havde joggingtøj på, men sagde selvfølgelig "okay". Det var virkelig absurd at blive sat ind i en stor Mercedes, mens man lugtede af stald. Jeg blev placeret i et rum med en kop kaffe.

Efter et par minutter kom Ridley ind sammen med Christian og Joel. Dét var underligt. Men Ridley var super sød og fortalte, hvor glad han var for nordiske og danske film, og at han var stor fan af Broen. Jeg kunne godt mærke på Christian og Joel, at de tænkte: "Hvem fuck er ham der?"

Ridley sagde: "Nå, men Dar spiller Commander Khyan, og han er sådan en fyr, der ikke er bange for noget". Jeg holdt bare hans blik og sagde: "Nej, han er ikke bange for noget". Og det kunne de godt lide. Så lagde Ridley en scene på bordet, som forfatterne havde skrevet, og så begyndte jeg at sige mine første replikker. Christian sagde sine, hvorefter folk begyndte at slappe af.

De næste tre måneder var jeg en del af inderkredsen, og vi hang rigtigt meget ud og var ude at spise sammen. Det var fedt at se, at sådan en som Christian også gav sig 100 procent uden for kameraet. Hans far var også pilot, og det snakkede vi meget om. Det var helt naturligt, og det tror jeg kun, det kan blive, hvis du selv opfører dig naturligt. På de tre måneder var der ikke én gang, hvor jeg sagde: "Hey, skal vi ikke lige tage et billede sammen?" Det havde jeg besluttet hjemmefra, for så ville du sætte dig i en mærkelig position i forhold til dem.

Du skal tænke på, at hele verden vil have noget fra de mennesker, så jeg forstår godt, at de bliver private og lidt underlige. Jeg tænkte, at vi bare skulle arbejde sammen, hvilket betød, at vi blev venner. Det var en mega fed oplevelse.

Ja, det lyder virkelig som en vanvittig oplevelse, men fedt, at du har benene plantet solidt på jorden. Hvad er forskellen på at stå i sådan en stor, international produktion og så en film som Underverden?

Det er to forskellige planeter. Men det vigtigste er, at når der bliver sagt "værsgo", er det nøjagtigt det samme job. Man skal ikke blive bange for eller lade sig forblænde af alt det der udenom. Men forskellen er alligevel helt vanvittig.

På Underverden skulle jeg stå og klæde om i samme trailer som alle andre - der var ikke råd til en filmbus, fordi pengene var blevet brugt på alt muligt andet til filmen. På Exodus: Gods and Kings blev jeg kørt i en sort Mercedes fra min trailer til makeup-traileren, fra makeup-traileren til stunttræningen. Når vi skulle køre fra omklædningen til sættet - som måske var 300 meter - kørte vi forbi to gigantiske landsbyer, der bare var bygget til selve filmen. Det var helt vildt.

Og jeg kørte ikke i samme bil som eksempelvis Christian Bale. Vi hang ud, røg en smøg, drak en kop kaffe, og så hoppede han ind i sin bil, og jeg i min. Nej, vi kunne ikke følges, men det har noget at gøre med de kontraktlige forhold. Men altså, det er jo bare noget, du kan trække på smilebåndet af. 

Underverden

I din nye film Underverden spiller du en succesfuld speciallæge, der ender med at slå til søren i den københavnske underverden. Hvordan har du researchet op til filmen?

I hver rolle, jeg spiller, er det vigtigste for mig, at - eksempelvis som i Underverden - de læger, der ser filmen, tror på det. At man holder og siger tingene rigtigt og har den rigtige attitude. Jeg var nødt til at finde af, hvor mange penge sådan nogle hjertekirurger tjener, hvordan de bor, og hvilket tøj de har på. Så jeg hang meget ud på hospitaler sammen med forskellige kirurger og var med inde til operationer for at fornemme den stemning og den jargon, de havde.

Derudover skulle jeg jo også lære at køre på motorcykel, ligesom jeg også skulle blive fysisk klar. Så lang tid inden optagelserne begyndte jeg fx at træne yoga for at undgå skader, og dernæst fik jeg en personlig træner på, ligesom jeg også fik det danske kickboxing-landsholds træner på som boksetræner. En ting, der gik så godt, at jeg fik ham med i filmen.

Den vigtigste forberedelse er dog den psykologiske rejse. Hvordan forbereder du og opgør, at en mand går fra toppen af verden og vælger at træffe sådanne beslutninger, som han gør i filmen. Her handler det meget om at snakke med instruktøren og manuskriptforfatterne, så det bliver troværdigt, og at publikum tror på de beslutninger, jeg træffer i filmen.

Hvor virkelighedstro er skildringen af det hårde miljø i filmen?

Det er selvfølgelig klart, at det er en film, som bliver dramatiseret. Men jeg tror sgu, det er tættere på virkeligheden, end du har været før - i hvert fald for en dansk film. Det er det, Fenar (Ahmad, instruktør, red.) er god til, hvilket man allerede så med hans første film, Ækte Vare. At finde nogle mennesker og lave en realistisk miljøskildring. I Underverden har han samlet nogle drenge, som er autentiske, hvilket er ret rammende for filmen. Den måde, de taler på, og de ting, de siger, er ikke skrevne filmreplikker.

Så meget af det er improviseret?

Ja, det er det. Altså, jeg var hele tiden klar over, hvor jeg ville ende, og hvad jeg ville sige. Jeg har ligesom gennemfluekneppet mine replikker, så de er helt rigtige, men de andre skuespillere får lov at bruge deres egne ord. Man kan ikke sige til dem, hvad de skal sige, for så kommer det til at lyde som en replik. Du skal forklare dem situationen. Eksempelvis at der kommer en respektløs mand ned i deres klub, som skal sættes på plads - sig det med jeres egne ord, og gør, hvad der falder jer ind. På den måde kan du løfte en scene og noget professionelt skuespil i et amatørmiljø. Og det, synes jeg, er lykkes rigtig godt.

Zaid er som sagt irakisk flygtning. Hvor meget kan du genkende af dig selv i den karakter?

Selvfølgelig kan jeg genkende den måde, Zaid reagerer på, hvilket jo er en universel ting. Det at miste noget, at få taget noget fra sig og have lysten til at gøre noget ved det selv er jo ikke en fjern tanke for folk. Jeg er dog selv meget mere afklaret med tingene, end Zaid er. Jeg har for mange år siden valgt, hvilken mand jeg gerne vil være. Zaid har dårlig samvittighed over ikke at have set sig tilbage i 20 år og eksempelvis hjulpet sine forældre eller sin bror.

Konsekvensen er så, at hans bror dør. Og det er nok den største forskel mellem ham og mig. Jeg går ikke rundt med en dårlig samvittighed. Jeg har fået succes med de ting, jeg har sat mig for, men jeg har stadigvæk de samme venner, som jeg stadig kan se det gode i.

Klogt sagt. I Underverden er du som sagt ret buff. Hvor meget har du skullet træne op til filmen?

Jeg har trænet hårdt hver dag. Hvis ikke det var boksetræning, var det styrketræning.

Hvad med stuntsene?

Altså, der var en stuntmand, men i modsætning til Ridley Scott-filmen, hvor jeg eksempelvis indspillede en scene, der desværre blev klippet ud, hvor jeg skulle slå 12 mænd ihjel, var der 12 topprofessionelle stuntmænd kun til mig. Sådan var det jo ikke i Underverden. Det var jo bare nogle drenge, som spiller sig selv, og som skulle slå på en.

Her havde man ikke de samme ressourcer eller fem kameraer, så man skulle gøre meget af det selv og få det til at passe på en bestemt måde, så folk ikke kom til skade. Men jo, der var en stuntmand på, hvor jeg fx blev skiftet ud, hvis der var nogle ting, der skulle gå i stykker. Der skal man ikke sige, at man selv vil gøre det, for det gør ikke nogen forskel. Folk kan ikke se, hvem det er, og det eneste, du kan risikere, er, at du forstuer en lillefinger, og så forsinker det processen. Men alle slåstingene lavede jeg selv.

Hvordan var det?

Det var lidt crazy, fordi vi gik meget mere til den, end man skal. De andre var jo ikke vant til at lave film eller action, så du måtte hele tiden prøve at tøjle det. Vi kom da også til skade alle sammen. Jeg fik trykket ribben, og Ali (Semion, skurken i Underverden, red.) fik slået sin næse, men fuck det, det ser jo i sidste ende skide godt ud på film.

Dar - uden for det store lærred

Hvordan er Dar Salim uden for TV-skærmen?

Det er jo svært at sige selv. Lige nu er jeg et sted i mit liv, hvor jeg også prøver at være til stede i mit liv. Jeg har altid været på farten og hele tiden været på vej mod noget større. Med Underverden især føler jeg, at jeg har fået lov til ikke kun at køre i andet gear, men give den fuld gas. Det har givet mig en form for ro til nu at sige, at jeg vil slappe lidt af.

Jeg har lige sagt nej til en stor rolle i en tv-serie og en rolle på teatret, fordi jeg ikke gider at lave mere i år. I øjeblikket laver jeg bare en masse presse, er med til at udvikle en film og prøver bare at tage mig tid til at ryge en cigaret med mine kammerater. Desuden har jeg altid taget mig tid til at være sammen med min søn, men samtidig have et voksenliv ved siden af, hvor jeg ikke kun er far eller på arbejde. Jeg forsøger at gøre tingene mindre intense. Hvor jeg tager mig tid til at spille en omgang FIFA - helt uden at have dårlig samvittighed over, at der er 1000 ting, jeg egentlig burde gøre.

Så der skal mere til, at jeg gider at gå på arbejde, og det er et meget rart sted at være.

Hvor tit har du egentlig din søn?

Jeg har ham halvdelen af tiden, selvom jeg selvfølgelig gerne så, at jeg havde ham hele tiden, hvis jeg kunne vælge. Men det er jo en af konsekvenserne ved at gå fra hinanden. Det kan være det rigtige for de voksne, og det var det i mit tilfælde. Men det er aldrig rigtigt at undvære sit barn. Jeg tilrettelægger også mit liv efter, at jeg kan være sammen med ham. Jeg flyver nogle gange hjem eller får ham fløjet ned til mig. Han har da også været med på diverse filmsæt og har mødt alle mine kollegaer. Det er jeg glad for, at vi har gjort. Det betyder bare, at vi har et stærkt bånd.

Hvad betyder din søn for dig?

Han betyder alt for mig. Alt!

Fremtiden

Hvad nu, Dar? Vil du satse på at slå dit navn endnu mere fast i Danmark, eller vil du gå mere internationalt igen?

Jeg vil bare gerne lave gode film med gode mennesker. That's it. Om de er danskere, tyskere (Dar laver blandt andet meget komedie i Tyskland, red.) eller amerikanere er ligegyldigt. Der skal være nogle gode mennesker omkring mig, og det skal være et godt manuskript. Men det er jo lettere sagt end gjort. Alle ting har dog sine fordele. Hvis du laver et stort hit i USA, er der pludselig mange flere job at vælge imellem, men så er du pludselig også meget mere væk hjemmefra. Men glæden er den samme.

Hvis det føles rigtigt, opstår magien jo - det mærker jeg i lige så høj grad på eksempelvis en film som Underverden som ved Ridley Scott-filmen. Om jeg spiller med Emilia Clarke eller Stine Fischer (Zaids kone i Underverden, red.) er jo lige meget. Det er bare skuespillere.

Det er sandt. Skal du være skuespiller resten af livet?

Det vil jeg ikke binde mig fast på. Hvis jeg føler, at projektet er interessant nok, gør jeg det, men hvis der er nogle andre ting, der hiver i mig, laver jeg noget andet. Men jeg kommer ikke til at give slip på skuespillet. Det er her jeg er lykkelig.

Hvert projekt er helt nyt for en skuespiller, og det er ligesom at lære at være menneske i en ny situation hver gang. Så på den måde kan jeg ikke begynde at kede mig, som jeg gjorde i en flyvemaskine. Spørgsmålet er bare, om projektet er interessant nok. Så kan det bare være, at jeg begynder at lave noget andet inden for det. I øjeblikket er jeg med til at udvikle en film og med til at producere en film i Tyskland. Samtidig har jeg hjulpet nogle venner og er blevet medejer af en bod på Aarhus Street Food, der hedder American Street Kitchen. Det er bare et sideprojekt. Jeg gør altså bare ting, der giver mening, og i øjeblikket er jeg ikke desperat efter at have et arbejde for at overleve. Heldigvis.

Tusind tak for snakken, Dar, og al mulig held og lykke fremover.