Tintins episke eventyr
Endelig rammer Tintin det hvide lærred. Men hvordan klarer den eventyrlystne journalist springet fra tegneserie til film?
Foto @ Sony Pictures
Tintin: Enhjørningens Hemmelighed er fortællingen om Hérgés elskede og ultrapopulære tegneserie-journalist Tintin og hans elskede hund, Terry. De to falder over et gammelt modelskib, som viser sig at indeholde en livsfarlig hemmelighed. Den nysgerrige journalist drages ind i det århundreder gamle mysterium og snart er han på sporet af den afdøde pirat, Rackham Den Rødes skat. Sammen med den fordrukne Kaptajn Haddock begiver de sig ud på et eventyr af episke dimensioner.
Foto @ Sony Pictures
Det er Hollywoods absolutte sværvægtere i form af selveste Steven Spielberg og Peter - Ringenes Herre - Jackson, der står bag Tintin: Enhjørningens Hemmelighed. Førstnævnte som instruktør, mens sidstnævnte har produceret. Og med de to bag roret kan det da ikke gå helt galt, vel? Tjoh, Steven Spielbergs sidste store Hollywood-film var Indiana Jones 4, som skuffede mange fans af serien med sin alt for overdrevne og platte action (Hvem husker ikke scenen med atombomben og køleskabet?). Og Peter Jacksons sidste film var gyser-thrilleren The Lovely Bones, som han både instruerede og producerede, men som floppede fælt - både i biograferne og hos anmeldere. Derfor var intet givet, da M! tog i biffen for at anmelde makkerparrets nye film Tintin: Enhjørningens Hemmelighed.
Foto @ Sony Pictures
Heldigvis blev vores frygt gjort til skamme. Det er nemlig lykkedes de to legendariske filmmænd at finde deres 'a-game' frem og levere en fantastisk underholdende og bjertagende smuk film.
Animationen i Tintin har nået helt nye højder. I Robert Zemeckis' animationsfilm Polar-Ekspressen fra 2004, som dengang var det det absolut tætteste, man kom på at animere ægte, levende mennesker, var børnene nærmest uhyggelige at kigge på med deres døde øjne. I Tintin: Enhjørningens Hemmelighed er der virkelig sket noget siden dengang. "Skuespillernes" øjne funkler og Hollywood-mastodonter som Tom Hanks og Will Smith kan godt begynde at søge nyt arbejde, da der snart ikke længere er brug for dem. Så voldsomt godt er Tintin lavet, der benytter sig af 'motion performance capture'-teknik, hvor de rigtige skuespillere gennemspiller scenerne, hvorefter de animeres. Præcis somvi så det i Avatar.
Foto @ Sony Pictures
Et andet sted, hvor filmen brillerer er billedsiden og især actionsekvenserne, som er intet mindre end bjertagende. Det er dejligt at se, at Hollywood stadig kan bikse action sammen uden at smadre filmen i et inferno af tilfældige eksplosioner, blot for at få fyret filmens budget af. Det sidste følte vi især var tilfældet med den sidste Transformers-film. I Tintin er der både hoved og hale i actionsekvenserne, som syder af kreativitet.
Tintin: Enhjørningens Hemmelighed er hverken Steven Spielbergs eller Peter Jacksons bedste film, men nøj, hvor den formår at underholde sit publikum. Hergé havde uden tvivl været stolt af de to herrer, havde han levet i dag. Vi kvitterer med fem flotte stjerne herfra,
5 ud af 6 stjerner.