Top10: De fedeste actionspil lige nu
M! giver dig her overblikket over, hvor du lige nu kan sparke allermest røv med de vildeste våben, der kan opdrives.
Format: iOS, Android
Hvaba'? Kan man spille 3D-shootere på mobiltelefoner og tavlecomputere? Det kan du lige tro - Modern Combat-serien har nu i flere år formået at efterligne de store pc- og konsolshootere på de mindre håndholdte formater, og Zero Hour er overraskende tæt på at levere den samme oplevelse, som folk får bag skrivebordsskærmene eller stuealtrene. Spillet er for det første så flot, at man knapt fatter, at det overhovedet kan køre på formatet, og mængden af onlinemuligheder rækker langt ud over, hvad man bliver tilbudt i andre iOS- og Android-spil. Desværre betyder efterligningen af de store konsol/pc-shootere også, at Modern Combat er akkurat lige så bøvet og stereotypt, som de typisk er, så forvent ikke det helt store af spillets historie. Men spil det, fordi det effektivt beviser, at 3D-shootere sagtens kan oplevespåtrykfølsomme små skærme!
Plus
Den vildeste shooter til iOS- og Android-enheder; fantastisk grafik; et bjerg af onlinemuligheder.
Minus
Touch-styringen kræver tilvænning, og spillet leverer ikke som sådan noget nyt i forhold alle de andre shootere.
Format: Pc, PS3, Xbox 360
"Den tænkende mands shooter" kunne man også kalde Spec Ops: The Line, som blev håbløst overset af masserne sidste år. Og det er en skam, for spillet er en lille perle til alle dem, der gerne vil spille militærshootere, men som er dødtrætte af de fladpandede historier, man typisk får serveret i genren.
Spec Ops foregår i Dubai, hvor sandstorme har lagt alt øde, og en lille gruppe soldater sendes ind for at sende overlevende. Der er hentet stor inspiration fra Joseph Conrads romanklassiker Heart of Darkness, som også filmen Apocalypse Now er baseret på, og det får man hurtigt at mærke - intet er, som det synes, og spillet beskrives bedst som ét langt mindfuck med en historie, der i dén grad viser, hvor samfundsmæssigt relevant den type spil kan være, hvis der bare er nogen, der tør at tænke ud over amerikanske teenageres behov.
Plus
Begavet og spændende historie, som gør alle de andre miltærshootere fuldstændigt til skamme.
Minus
Ikke særligt opsigtsvækkende som shooter betragtet - skal mest af alt vælges for historiens skyld.
Format: Pc, PS3, Xbox 360
Man kommer ikke uden om kongen over dem alle på en liste over de bedste shootere: Counter-Strike er og bliver tidløs underholdning, der er noget nær perfekt designet til intense og trange kampe mellem spillere. Global Offensive-versionen fra sidste år leverer en fremragende blanding af alle de klassiske elementer fra den gamle original, som fansene kender og elsker, og kombinerer dem med masser af nye tiltag. Kernen er stadig den samme: Spillerne spiller på hold som terrorister og antiterrorister, og målene varierer efter spiltype. Global Offensive indeholder fem forskellige online-spiltyper, deriblandt de klassiske Defuse, hvori spillerne skal sprænge/demontere en bombe og bortføre/redde et gidsel.
Ud over tre nye spiltyper, som næppe går hen og bliver lige så populære som de to gamle, og en række mindre justeringer af spillet, indeholder Counter-Strike: Global Offensive ellers ikke de helt store nyheder - men her har vi også at gøre med et spil, hvor nytænkning bestemt ikke nødvendigvis er en god ting!
Plus
Den vel nok mest velafprøvede multiplayerformel til dato: Skidtet virker bare!
Minus
Forældet og begrænset for dem, der er vant til andre shootere med flere funktioner og mere indhold.
Format: Pc, PS3, Xbox 360
Ubisofts tropeø-shooter var sidste års helt store darling blandt mange spillere, og det er da også lavet efter den helt rigtige opskrift: Store, åbne områder, rablende gale fjender, fede våben, et rollespilsagtigt progressionssystem, masser af historiefortælling og en Co-Op-del smidt oven i hatten. Historien om den unge adrenalinjunkie Jason Brody, der ender med at kæmpe mod en hel hær af menneskesmuglende pirater på en jungleø, er måske ikke det største stykke fiktion, der nogensinde er skrevet til et spil, men der er fint smæk for skillingen for dem, der gerne bare vil have frie tøjler til at drøne rundt og udforske eller hærge, og dét får man i Far Cry 3, der på mange måder minder meget firmaets anden successerie, Assassin's Creed.
Plus
Kæmpestor, åben ø, der kan udforskes frit. Masser af indhold med en lang historie og et væld af sidemissioner og ting at foretage sig. Separat Co-Op-del.
Minus
Rodet og lidt ligegyldig historie, for meget genbrug og ensformighed i udforskningen af øen.
Format: Pc, PS3, Xbox 360
Et underholdende afbræk fra de realismefyldte afbrændte landskaber i militærshooterne. Her foregår det hele på den farverige planet Pandora, hvor Mad Max-agtige typer render rundt i en vanvittig verden og slås det bedste, de har lært. Her er de dystre toner og forsøgene på at lave noget relevant og vedkommende afløst af topgakkede figurer og skæv humor, kombineret med flere millioner af kombinationsmuligheder i forhold til de skydevåben, man vil fremstille. En loot-mekanik a la Diablo, hvor man konstant samler våbenkomponenter op fra døde fjender, og en dejligt åben verden skaber en forfriskende anderledes shooter-oplevelse - som i singleplayer også er ukarakteristisk lang med de 20-30 timer, det tager at gennemføre spillet. Det oplagte valg til dem, der vil have noget, der bare er anderledes.
Plus:
Flot og stiliseret science fiction-univers med vanedannede indsamling af dimser og konstruktion af egne våben. Godt til Co-Op.
Minus:
Til tider næsten lidt for stort, halvtomt og ufokuseret - bestemt ikke et spil for dem, der har svært ved at overskue større baner, end Call of Duty leverer.
Format: Pc, PS3, Xbox 360
Om man synes allerbedst om Black Ops, Modern Warfare eller Battlefield, er i vid udstrækning en smagssag, for spillene minder utroligt meget om hinanden. For de mange spillere er det en række små personlige præfencer i forhold til opbygningen af systemerne bag spillene, der gør forskellen - den måde, éns soldat stiger i rang og får adgang til ekstra udstyr på, for eksempel.
Black Ops-spillene er den af militærshooterne, der leverer den bedste balance mellem en singleplayerdel med tilpas meget saft og kraft til at være tilfredsstillende på egen hånd og et hav af muligheder i multiplayer. Forvent dog ikke den store sammenhæng i spillets forvrøvlede historie - men hvad gør det det også, når det stadig er skægt bare at skyde løs på ting?
Plus
Zombies-spildelen, hvor ? ja. God pakke med indhold til både singleplayer- og multiplayer-interesserede.
Minus
Ligner alle de andre militærshootere og byder ikke på noget reelt nyt ud over ændringer i onlinesystemet.
Format: Pc, PS3, Xbox 360
Det startede som et skørt modifikationsprojekt med zombier, men spilfirmaet Valve så hurtigt potentialet i Left 4 Dead-konceptet og gjorde det til et selvstændigt spilprojekt, som virkelig tog fart for nogle år siden. Alle, der elsker zombier, venter stadig på en treer, men indtil da kan Left 4 Dead 2 fortsat klare ærterne, for det er stadig et forrygende actionspil i både singleplayer og multiplayer. Co-Op for op til fire spillere er nervepirrende og fyldt med skrig og skrål - særligt hvis man sidder i samme lokale - mens man forsøger at overleve zombieangrebene på de veldesignede baner. Men det er i "fuld" multiplayer, hvor ét hold på fire mand spiller mennesker og et andet hold på fire spiller zombier, at Left 4 Dead 2 virkelig folder sig ud bliver rigtigt genialt. Stadig en af de bedste actionspil på markedet til trods for, at deter tre år gammelt.
Plus
Stramt designede baner og supergod balance mellem de to kæmpende sider - kræver en ekstrem grad af samarbejde fra spillernes side og er ondt og uretfærdigt som bare pokker i singleplayer. Masser af modifikationer, der sikrer spillet fortsat underholdningsværdi og ekstra levetid.
Minus
Alderstegnene er så småt begyndt at vise sig, og selvom modifikationer bidrager med meget, ville det være rart at se et nyt "rigtigt" spil fra Valve.
Format: Pc, PS3, Xbox 360
Når det gælder realistiske shootere, kommer man ikke uden om Battlefield 3. Selvom spillet udkom i 2011, er det fuldt ud på omgangshøjde med alle de andre shootere på markedet og stadig den vel nok største konkurrent til alt, hvad der bliver spyttet ud af Modern Warfare/Call of Duty-spil. Det er bestemt ikke et spil, man køber for at opleve en storslået singleplayerhistorie, for dén del er mest inkluderet for at forberede spilleren på multiplayer-bragene og er relativt hurtigt overstået.
Battlefield 3 er baseret på det nye Frostbite 2.0-grafiksystem fra udviklerne, DICE, selv, og ser surrealistisk godt ud, og efter omkring halvandet år i handelen og med udgivelse af fire DLC-udvidelser (og en femte, End Game, på vej) er det et hamrende solidt spil.
Plus
Supervoldelige og kæmpestore slag med alle tænkelige former for våben og militærisenkram.
Minus
Fesen singleplayer-del med dumme computerstyrede fjender. Kunne godt bruge flere Co-Op-missioner.
Format: Pc
Alle de andre spil byder på små fokuserede kampe i kontrollerede omgivelser. Men hvad sker der, når man smider tusindvis af spillere ind i den samme onlineverden og giver dem frit løb? Kampene i Planetside 2 når nogle gange så latterligt omfang, at man bliver tvunget til at læne sig tilbage og gnide sig i øjnene for at se, om det virkelig kan passe. Og det kan det. Her er slagmarken omkring dig og dine nærmeste allierede og fjender ikke bare en illusion - den er der, og du kan bevæge dig rundt overalt på den. Nå, ja - og det er helt gratis at spille, så hvad venter du egentlig på? Ulempen er, at det kun kan spilles på en nogenlunde velvoksen pc, da konsollerne ikke er i nærheden af at understøtte så mange soldater i samme spil, men det er så en strålende grund til at få opgraderet den gamle spand under skrivebordet, hvis du er til shootereforrigtige mænd.
Plus
De største shooter-kampe nogensinde - har du først oplevet en onlinekamp med tusind spillere i vild action, kan du ikke tage andre spil alvorligt igen.
Minus
Kun ude til pc - og produktionsmæssigt ikke helt så skarpt eller flot som mange af de andre shootere.
Format: Xbox 360
Da den nye spiludvikler 343 Industries overtog Halo-tjansen efter navnkundige Bungie Studios, var der ikke mange, der troede på, at den stagnerende science fiction-serie kunne løftes op til atter at gøre sig gældende. Men 343-gutterne, som hovedsageligt består af gamle hardcore Halo-fans, formåede ikke blot at ramme Bungies niveau, men også at levere langt ud over forventningerne. Halo 4 er både en fænomenal shooter med et kæmpestort våbenudvalg fordelt på hele tre forskellige civilisationer og rummer en detaljeret og spændende science fiction-verden, der er herlig at udforske i singleplayer.
Det er imidlertid multiplayer-delen, der for alvor rykker: War Games lader dig kæmpe mod et hav af andre spillere i mindre kampe med variationer over alle de klassiske multiplayer-spiltyper som Deathmatch, Capture the Flag osv., og Spartan Ops er en helt separat Co-Op-oplevelse, hvor du sammen med en eller flere venner kan sidde og gennemføre en hel historie sammen. Det bedste af det hele er, at der bliver udgivet nye missioner hver eneste uge ganske gratis til Xbox Live Gold-medlemmer. Det er virkelig svært at forlange mere af en shooter lige nu.
Plus
Fremragende singleplayer-kampagne, fede kampe mod andre i War Games og spandevis af gratis Co-Op-missioner.
Minus
Kun til Xbox 360 - og klart bedst, hvis man har spillet tidligere spil i serien og kender Halo-universet godt.