Vi har prøvet Diablo 3
Diablo. Behøver det nærmere præsentation? Du ved, at du i månedsvis kommer til at ofre dit arbejde, sociale liv og kæreste på museklikkeriets hellige alter.
Du kender navnet "Blizzard Entertainment", for hvis du ikke selv har været viljeløs slave af onlinerollespillet World of Warcraft i årevis, så kender du med garanti nogen, der har spillet - og måske stadig spiller - det vel nok bedste svar på digitalt crack.
Men før WoW var Blizzards bedst kendt for et mindst lige så vanedannende spil - Diablo. Serien startede for femten år siden, helt tilbage i 1996, og Diablo 2, som blev udgivet helt tilbage i 2000, lever stadig i fuldt vigør.
Millioner af fans verden over har holdt vejret, lige siden Diablo 3 blev offentliggjort i 2007, og Blizzard har nu endelig udgivet betaversionen til en lille gruppe indviede - deriblandt M!, som her fortæller dig, hvad du kan se frem til, når spillet bliver udgivet i starten af 2012.
Kendere af genren vil huske Diablo-spillenes talent-træer, evnepoint og alt muligt andet, man skulle tage stilling til, hver gang éns figur steg i niveau. Alt dette er nu blevet strømlinet og automatiseret. Nu skal spilleren ikke længere selv bestemme, om der skal et point i Strength, Intelligence eller noget andet - det klarer spillet helt selv alt efter, hvilken figurklasse man har valgt.
Man skal heller ikke længere sidde og fedte med at lave optimale konfigurationer ved at fordele point hen over tre komplicerede talenttræer. I stedet har man et meget begrænset antal aktive evner (to fra start), som man hele tiden kan udskifte med andre evner fra det samlede antal, man har. Det minder lidt om mekanikken fra samlekortspillene, hvor man før en mission eller kamp samler sig et begrænset "deck" af kort til den pågældende opgave, og det virker forbløffende godt i Diablo 3. Nostalgikere vil uden tvivl savne kompleksiteten i at sidde og pusle i timevis med at finde frem til de bedst tænkelige opsætninger af figuren - mens folk, der bare vil have gang i en figur og drøne derudaf, nu i langt højere grad får lov til det.
Hovedpersonen i Diablo er som altid det loot, monstrene smider, når man dræber dem. Spillet er én stor tilfældighedsgenerator, og det vil ramme alle med blot skyggen af et gamblin-gen som en stor forhammer direkte i panden. Det vil formentlig tage omkring en ti timer at brage sig gennem det færdige spils historie - men det er kun begyndelsen. For herefter starter multiplayersporten, hvor man går sammen i grupper for at nedlægge sværere og sværere bossmonstre i håbet om, at de smider lige netop det sværd, man i uge- eller månedsvis har forsøgt at få fat i. For udenforstående virker det meningsløst bare at sidde at gøre det samme igen og igen - men fans vil elske Diablo 3 for at have bevaret denne mekanisme, som er spillets grundessens.