5. gang er (også) lykkens gang
Med fare for at lyde som en stereotyp, gammel 'jeg-har-set-det-hele-før' anmelder, er der tale om solidt filmhåndværk uden de store overraskelser i den femte omgang Mission Impossible.
Hvis Tobias Dybvad havde anmeldt Mission Impossible 5 ville denne anmeldelse lyde nogenlunde sådan her:
"Hvorfor bliver de ved med at kalde den for Mission Impossible, når nu det lykkes for Tom Cruise at løse opgaven hver eneste gang. De burde kalde den Mission Possible".
(Og her bryder det halvstive publikum ud i et højt, nærmest dåelatter-agtigt, grin, der hurtigt stilner af igen, så der er plads til den næste joke.)
I så fald ville den kære Dybvad ha' en pointe. For selvom titlen er Mission Impossible lykkes det altid for Cruises superagent - der kæmper med James Bond om titlen som spionen over dem alle - at få det umulige til nærmest at se legende let ud. Sådan næsten da. For selvom vi efterhånden har fundet ud af, at Cruise nok skal få løst den umulige mission, lykkes det alligevel filmskaberne at skrue scenen sammen på en sådan måde, at man som publikum sidder i biografsædet og holder vejret, mens missionen står på. Og det gør sig i høj grad gældende i det seneste kapitel. Bogstavelig talt. Så har vi ikke afsløret for meget.
I Mission: Impossible - Rogue Nation lukker CIA Ethan Hunts afdeling, IMF, ned, mens han jagter et hemmeligt syndikat, ingen tror på findes. Men det gør det selvfølgelig - og hjernen og skurken bag tester Hunt til det yderste. Motorcykelscenen, hvor et halvt dusin BMW S-1000-RR-racere jagter den kvindelige agent med et par hundrede kilometer i timen mens de kører zig-zag mellem firehjulede køretøjer på en motorvej i den marrokanske ørken, er nærmest alle pengene værd. Det betyder ikke, at den slags ikke er set før. Hvem sagde Matrix Reloaded? Men modsat Reloaded er det sgu befriende, at det denne gang ikke lykkes biler, lastbiler eller fixiecykler at køre op med et tohjulet fartmonster, der har en topfart og en acceleration, hvor kun Formel 1 biler ville kunne følge med i den virkelige verden. Så det skal Mission: Impossible - Rogue Nation havestor ros for. Generelt skal filmen have stor ros for at pakke sine urealistiske actionscener ind i en realistisk ramme. Det betyder, at du slipper for at se en scene a la den i Fast & Furious, hvor Dom og Brian brager gennem den ene skyskraber efter den anden - i en bil.
Tom Cruise er født ind i rollen som Ethan Hunt, som han første gang portrætterede for næsten 20 år siden. Vi ved ikke, hvad de hælder i vandet i hans Scientology-kirke, men manden ser ikke ud til at være ældet en dag. Og de vilde stunts? Dem udfører han stadig selv. Mission Impossible er på ingen måder original. Der er for fanden tale om den femte film i rækken. Præmisset er det samme: Hunt bliver testet, jagtet og udsat for et ondt komplot. Men selvfølgelig får han renset sit gode navn og får ram på skurken til sidst. Alt imens han udfører den ene vanvittige mission efter den anden. Dette gør sig faktisk gældende i alle film på nær den anden i rækken, hvor han slap for det onde komplot.
Af en film, der ikke har særlig meget originalt over sig, var denne anmelder svært tilfreds, da han forlod biografen. Der er sgu tale om et solidt håndværk. Og det er på ingen måde en selvfølge i dag. Historien er fint skruet sammen og spændende omend forudsigelig. Actionscenerne er mindblowing. Og Tom Cruise er Tom Cruise, når han er bedst. Og så er der Simon Pegg, der næsten, men også kun næsten, spiller Cruises love interest. Han er det sjove indslag, der gør, at Mission Impossible aldrig tager sig selv alt for alvorligt. Det klæder serien.
5 ud af 6 stjerner
