Anmeldelse: Fanboys
Årets hemmelige Star Wars-oplevelse er faktisk god!
Alle har på det ene eller andet tidspunkt i deres liv været fan af noget. Nogle var fans af Chuck Norris, nogle var fans af Spice Girls og nogle var fans af Vanilla Ice... ok, ikke ret mange, men nogle. Ingen film har dog haft flere fans end Star Wars-filmene og fire af sådanne fans, støder vi på i Fanboys.
Året er 1998. Vennerne Eric, Hutch,Windows og Linus har været fans af Star Wars stort set hele deres liv og de glæder sig som små børn til den kommende Star Wars Episode One: The Phantom Menace. Eric har ikke set sine venner i et stykke tid og han bliver derfor overrasket og ked af at høre, at Linus kun har få måneder tilbage at leve i. Hvis lægerne får ret, kan Linus ikke nå at se den nye Star Wars-film. Dette får Eric til at hanke op i gruppens gamle planer om, at bryde ind i George Lucas' Skywalker Ranch - dennegang for at se filmen inden premieren. Det bliver en halsbrækkende roadtrip gennem USA, hvor de battler mod Trekkies, nedlægger et kasino og får hjælp af ingen anden end William Shatner. Lad os nøjes med at afsløre, at de kommer meget langt og meget langt omkring.
Fanboys er en film om Star Wars-fans, af Star Wars-fans til Star Wars-fans. Filmens hovedpersoner udlever enhver Star Wars-fans våde drøm, og det er lige før, der er flere Star Wars-referencer i denne film end i Star Wars selv. Det betyder ikke, at folk der ikke har set Star Wars (hvis I findes) ikke kan følge med i filmen, for Fanboys er i lige så høj grad en hyldest til Star Wars og fan-kultur, som det er en sjov og hyggelig historie om fire venner på eventyr.
Fra et teknisk synspunkt er Fanboys dog ikke uden problemer og det største af dem er faktisk klipningen. Nej, ikke skuespillernes frisurer - vi mener den måde filmen er klippet på. Mange af filmens scener og jokes kræver nemlig en hvis timing og den går i flere scener fløjten, fordi scenerne ind i mellem er meget slapt sat sammen. Det er ikke altødelæggende for filmen, men stadig synd.
Alt i alt er Fanboys en sjov og hyggelig film, der vil få de kære Star Wars-minder til at vælte frem. Den vil måske endda få dig til at genopdage din kærlighed til de tre gamle Star Wars-film, efter George Lucas så grundigt ødelagde det hele, med de tre nye film. Rigtig god fornøjelse og undskyld, men... MAY THE FORCE BE WITH YOU!!!
Karakter: 4/6
Husk også at være med i vores Fanboys-konkurrence