Biler og basket: Her er PlayStation-spillet Thorkild Thyrring og LeBron James ville elske
'Rocket League' er klar med et nyt action-spækket fartspil til PlayStation, hvor du kører racerbiler og spiller basketball samtidig! Se en video af det vilde spil her.
Hvis Thorkild Thyrring og LeBron James nogensinde skulle sætte sig ned sammen og dyste ved en spillekonsol, så skulle det helt sikkert være i det nye Rocket League 'Hoops' til PlayStation.
For det fartfulde spil byder både på racerbiler og basketball i ét og samme univers. Så nu er der ikke længere undskyldninger for, at sports- og bilnørderne ikke kan finde sammen til drengerøvsaftenerne i værtens man cave. Og så koster det kun knap 80 kroner.
I spillet styrer du en racerbil, og det handler i al sin enkelthed om at støde til en basketball med sin bil, så bolden ryger i kurven. Det fede er, at man kan lave hold. Så kan bilnørderne jo passende tage kampen op mod sportsdrengene, så det kan blive afgjort én gang for alle, hvem der styrer showet.
Det allerfedeste ved spillet er, at du kan lave tilkøb og for eksempel få en Back to the Future-bil, tune den og købe forskellig ekstra-udstyr. Og så kan du lave vilde tricks. Selvfølgelig.
Se en trailer til spillet øverst i artiklen.