De 5 bedste spil i rummet
Vi fejrer sammen med drengene fra Pixel.tv den første dansker i rummet med en top-5 over de bedste rum-spil.
Leveret af Pixel.tv
Hvis du ikke allerede har opdaget det, så er det i morgen, onsdag, at vi får den første dansker i rummet. Han hedder Andreas Mogensen og er 38 år gammel. Han er uddannet civilingeniør, pilot og har en Ph.d. i rumfart.
I morgen kl. 6:37 starter hans rumrejse på Baikonur rumcentret i Kazakhstan. Et sted, der for øvrigt minder om en blanding af omgivelserne i Call of Pripyat og Fallout 3.
Efter intense 9 minutter vil Andreas Mogensen og hans 2 kollegaer være 210 km ude i rummet, og have opnået en hastighed omkring 28.000 km/t.
Herefter går der to dage med at komme frem til ISS. Normalt kan den rejse tilbagelægges på 6 timer, men det har været nødvendigt at ændre rumstationens bane på grund af risikoen for kollision med rumskrot.
Og jo, der er et toilet og soveposer ombord på Souz-rumfartøjet, der skal fragte Andreas Mogensen til ISS.
Du kan følge hele Andreas Mogensens 10 dage lange rumrejse live på dr.dk.
Det desværre nok de færreste nulevende mennesker, der får mulighed for at komme en tur i rummet, men så er det jo heldigt, at man kan forfølge drømmen i spilverdenen. Drengene fra Pixel.tv har lavet en top-5 over spil, der foregår i rummet.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Gears of War: Ultimate Edition
Kerbal Space Program
Nok det mest realistiske rumspil på markedet. Spillet er en kombination af forretnings- og rumsimulator. Du skal skabe og finansiere et rumprogram ved at løse en række opgaver.
Til at løse opgaverne skal du designe rumfartøjer og flyve dem ud i rummet. Spillet er en simulator, og rumfartøjerne opfører sig meget virkelighedstro, så du finder hurtigt ud af, at raketvidenskab er svært. Og en fiasko er ikke en fejl, men en læringsproces.
Så lad dig ikke snyde af spillets nuttede udtryk? det er en hardcore simulator!
Eve
Rum-MMO'en fejrede i maj 12 års jubilæum. EVE indeholder klassiske rollespilselementer med valg, der har betydning for spilkarakteren, og hvordan spillet skal spilles. Spillets omdrejningspunkt er kampen om universets ressourcer.
Alien Isolation
Spillets antagonist er en jævn kedelig type, som vi ikke må håbe Andreas Mogensen støder ind i på sin rejse i rummet. Spillet var med sin blanding af stealth, sci-fi, horror og survival én af de mere positive overraskelser i spilåret 2014.
Destiny
Rum-genren er åbenbart en genre, hvor de forskellige stilarter har det med at blive blandet godt og grundigt sammen. Destiny er ingen undtagelse. Spillet er primært et first-person-shooter-spil, men inddrager også MMO- og rollespilselementer. Spillets singleplayer-del fik en blandet modtagelse blandt gamere, hvor imod multiplayer-delen fik folk en del mere op at ringe.
Mass effect
Når man taler om rumspil, er det svært at komme uden om Biowares ny-klassiker. Commander Shepard kræver næppe nogen nærmere introduktion. Shepard kan næppe siges at være den mest effektive spilhelt, da han skulle bruge hele tre spil på at redde verden, menneskeheden og et virvar af alien-racer.
Kunne du ikke få nok af Mass Effect-universet, så kan du glæde dig til den fjerde udgivelse i rækken: Mass Effect Andromeda.
Hvad er dit favorit-rumspil? Og skal du følge opsendelsen af Andreas Mogensen? Svar i tråden her.