Fra 170 kilo og stofmisbruger til pumpet jern: Se Christians vilde forvandling

19-årige Christian Vang ligger og flader ud på gulvet med sine godt 170 kilo, mens han ser CSI, som han så tit gør i den lille lejlighed, han bor i sammen med sin far i København. Han er alene hjemme. Og pludselig sker der noget, Christian aldrig har oplevet før. Idet han ser et råddent lig på skærmen, bliver han alvorligt ramt. Af et angstanfald. Christian panikker for sig selv i mørket, indtil faderen kommer hjem, og han beder om lidt til at dulme det hele med. Moderen er næsten lige gået bort.

"I forbindelse med angstanfaldet spekulerede jeg over liv og død, fordi jeg lige havde mistet min mor. Jeg var helt oppe at køre. Samtidig følte jeg ensomhed. Så jeg bad min far om en af de piller, han havde fået af sin læge. Efter en kvart pille forsvandt angsten. Og hver gang, der kom noget lignende sidenhen, klarede jeg det bare med en pille. Eller to eller tre," siger den nu 34-årige Christian Vang til mmm.dk.

Herefter begyndte et mere end 10 år langt misbrug af diverse medikamenter i forsøget på at flygte fra virkeligheden. Morfin, ketogan og metadon. Den slags, der "giver en følelse af liv og glade dage", som Christian formulerer det.

Har du gennemgået en lignende forvandling, hører vi gerne fra dig. Send en mail til journalist Jakob Flarup på [email protected]

Christians mor og far var stofmisbrugere. Derfor kendte han alt til de forskellige, hårde piller. Og han havde da også prøvet dem flere gange ved lejlighed. Men kun når han var på arbejde i en af Tivolis mange boder, når sommer-sæsonen var i gang. For dér blev der brug for deres kunstige kræfter.

"Da jeg arbejdede i Tivoli i højsæsonen, fra jeg var 18 og tre år frem, fik jeg ondt i ryggen af at gå på stengulvene derinde. Så min mor tilbød mig et par piller. Ikke bare en kvart. Men til at begynde med afviste jeg tilbuddet, fordi jeg ikke kunne klare at sluge piller," siger Christian.

Det varede dog ikke længe, før han takkede ja til at stikke lappen ned i moderens bøtter med morfin-godter.

"I begyndelsen var de bare et redskab til, at jeg kunne passe mit arbejde i Tivoli. Jeg tog en kvart pille til at starte med. Pludselig kunne jeg løbe dobbelt så hurtigt, hjælpe dobbelt så mange kunder og være dobbelt så frisk. De gav en følelse af eufori. Og gæsterne vidste jo intet om det," fortsætter han.

Det var først efter moderens død og angstanfaldet foran fjernsynet, at pillerne blev hans venner til hverdag også. Samtidig kæmpede Christian Vang med vægten. Overvægten. Lige siden han var helt lille, havde han fået lov til at spise og drikke og gøre, hvad der passede ham.

"Jeg havde sådan set været fed hele mit liv. Allerede da jeg blev født, gik det galt. Ingen fortalte mig, at jeg skulle spise grøntsager. Så den stod for det meste på sovs, kartofler og kød. Og masser af slik. Jeg drak altid sodavand og saftevand som barn. Aldrig vand. Mine forældre var ligeglade. De var begge to misbrugere. I hvert fald min mor," siger Christian Vang, som husker, at hans mor var anderledes hjælpsom og opdragende, når det handlede om piller.

"Det var hende, der lærte mig at indhalere piller. Hun var en type, der, hvis nogen i familien havde ondt, sagde: 'Bare tag to af dem her'. Ikke noget med en kvart eller en enkelt," siger han.

Christian husker, hvordan han på utallige aftener i årene efter moderens død listede ud i mørket, mens ingen kunne se ham. Og så gik udflugten ellers over til McDonald's og andre usundheder.

"Så købte jeg for eksempel 10 cheeseburgere og slik, og så gik jeg hjem igen og lagde mig på gulvet og arbejdede eller så fjernsyn og drak to liter sodavand samtidig. Det kunne ikke blive meget værre. Jeg kunne også finde på at bestille flere pizzaer fra Domino's. For det hjalp ikke kun at fylde sig med ketoganer for at få øjeblikkelig nydelse," siger Christian Vang.

Sideløbende med det voldsomme indtag af junkfood, slik og sodavand fortsatte han ufortrødent med selvmedicineringen med ketoganer, morfin og metadon.

Selvom pillerne tog toppen af angstanfaldende og uroen i kroppen, var der en anden ting de ikke kunne klare.

"Ensomheden og tomheden vendte tilbage og forsvandt ikke, selvom jeg tog pillerne. Jeg fik aldrig bearbejdet tomheden, når pillerne var færdige med at dulme alt det andet," siger Christian.

Alligevel fortsatte han med at tage pillerne. Ja, og spise junkfood som aldrig før. For Christians arbejde med at skrive manuskripter og tegneserier hjemme fra lejligheden blev en undskyldning for at fortsætte med pille-misbruget og junkfood-forbruget.

"Der var noget kunstnersyndrom involveret, for mine manuskripter virkede bedre, når jeg var skæv på piller. Så det var både en flugt fra virkelighedens problemer og en kunstnerisk flugt. Til sidst var pillerne og maden bare en flugt. En falsk forbinding på et sår jeg, ikke selv kunne finde efter min mors død.

Til sidst kunne Christian Vang ikke overskue nogen eller noget. Så han isolerede sig. Både fra venner, familie og bekendte og sad derhjemme med sine katte og sin junkfood. Og pillerne, naturligvis.

"Jeg magtede ikke familiesammenkomster. Hvis jeg ikke havde piller, kunne jeg ikke besøge familie, gå i bad eller tage bussen. Og havde jeg piller, så jeg heller ikke min familie, for så svævede jeg bare rundt derhjemme. Jeg stødte folk fuldstændig fra mig, og så blev de trætte af mig. Samtidig var jeg fed og følte mig ulækker. Jeg var selvcentreret," siger Christian.

Christian nærmede sig de 30, men den runde fødselsdag blev ikke ligefrem den fest, han havde forestillet sig. Eller håbet på. Han holdt den på en hospitalsstue, hvor faderen lå syg med kræft i spiserøret. Kort tid efter døde faderen. Og hvis Christian følte sig ensom før hans bortgang, var han nu helt alene. Ingen forældre. Så kunne det da ikke blive meget værre det hele. Men jo. Det kunne det lige præcis.

Med faderens bortgang skulle Christian Vang nu selv til at betale husleje for lejligheden. Men kontanthjæpen, som han modtog, rakte ikke længe, fordi huslejen steg, og det betød én ting. Christian kunne ikke sidde i lejligheden meget længere.

"Så gik jeg til socialkontoret for at få hjælp. Men de grinede mig bare op i mit åbne ansigt og sagde: 'Den må du selv klare'. I mens så jeg alle mulige andre familier få boliger af kommunen," siger Christian.

Derefter søgte Christian bolighjælp i sit Facebook-netværk. Men venner og familie havde vendt ham ryggen som følge af Christians gradvise isolation fra omverdenen, så der var lille respons. Faktisk ingen. Indtil hans søster henvendte sig og tilbød ham et værelse i hus i Frederikshavn i Nordjylland.

"Til at begynde med sagde jeg nej, for jeg har aldrig været særligt god til at tage imod hjælp, og vi havde stort ikke set hinanden i 10 år, siden vores mor døde. Men jeg takkede ja til tilbuddet. Jeg ville helt sikkert være død helt ensom, fed og forladt, hvis jeg ikke havde takket ja og var flyttet til Frederikshavn. Og jeg var sikkert blevet ædt af mine katte, fordi der kunne gå måneder, hvor jeg ikke gav lyd fra mig, og så ville ingen jo have opdaget noget."

Christian pakkede alt, hvad han kunne have i favnen. Kattene og lidt tøj.

Og så begyndte rejsen med kæledyrstransport ellers mod nord. Mod provinsen, væk fra overvægten og væk fra pillerne. Eller, sådan næsten da.

"Jeg kendte ikke nogen i Frederikshavn, så jeg vidste ikke, hvorfra jeg skulle skaffe stoffer. Derfor blev jeg tvunget til at tænke over, hvad jeg ville med mit liv. Jeg havde taget nogle få piller med til at trappe ned på."

Nedtrapningen lykkedes. Men desværre for Christian blev han ramt af svære abstinenser undervejs.

"Hvis du forestiller dig, at hver en knogle i din krop klør helt vildt samtidig med, at du oplever en stikkende smerte inden i dem. Du er nødt til at bevæge dig hele tiden, ellers mærker du smerterne og kløen konstant."

Det gjorde Christian så. Bevægede sin 170 kilo tunge krop. Men det var faktisk mere af tvang og ved et tilfælde til at begynde med. For Christian Vang fortsatte på kontanthjælp i Frederikshavn, og det betød, at han skulle vandre flere kilometer fra sin søsters bolig i den ene ende af byen og til jobcentret i den anden ende af byen. Pludselig smed han flere kilo. Det gjorde hans søster ham i hvert fald opmærksom på. Men Christian havde stadig en del uro, smerte og kløe i knoglerne, som gåturene ikke kunne fjerne.

Så var det, Christian kom i tanke om tiden i Tivoli 10 år forinden, hvor han havde styrketrænet en smule for at imponere en sød pige. Han kunne huske, at han blev dejligt afslappet i hele kroppen af at træne. Derfor meldte han sig ind i det nærmeste fitnesscenter i Frederikshavn. Og langsomt - men sikkert - røg flere kilo, og fedt blev til muskler. Det skete endda uden, at Christian havde ændret sin kost.

"Så var det jeg tænkte, mens jeg lå på værelset hos min søster: 'Hvis det er så nemt, hvad kunne jeg så ikke gøre, hvis jeg lavede om på min kost?'"

På nettet undersøgte Christian så, hvordan kulhydrater, proteiner og fibre fungerer, og han skar alt, hvad der hed sukker og kulhydrater fra sin kost og begyndte at indtage fedtfattig og proteinholdige grøntsager og kød i stedet.

Efter cirka et halvt år hos søsteren i Frederikshavn flyttede Christian Vang tilbage til København.

Her fik han et arbejde som grafiker i København og fortsatte sin træning og totale forvandling fra 'fed' til muskelbundt. Christian har i dag smidt 70 kilo. Samtidig er de fleste af dem, han har tilbage på kroppen, omdannet til muskelmasse.

Og pillerne? Ja, dem savner han aldrig. Det har han nærmest ikke tid til, for han træner næsten hver eneste dag. Nogle gange to gange på en dag.

"Maden og træningen har overtaget stofferne. Når jeg ikke laver noget, bliver jeg rastløs. Og så kan jeg træne. Det giver mig bedre selvtillid. Samtidig har jeg fået kammerater oppe i fitnesscentret. Jeg har det bedre, når jeg kigger mig selv i spejlet, og det er knap så tit, jeg tænker: 'Fy for helvede, hvor er du klam'," siger Christian Vang og fortsætter:

"Før sprang jeg over, hvor gærdet var lavest. Nu er der gået sport i at tage den lange vej, lære det ordentligt, på den hårde måde. Nu vil jeg udføre tingene, så godt jeg kan, og tage mig tid. Det gælder også i mit arbejde."

Selvom Christian Vang burde være lykkelig over sin nye, slanke krop, er der alligevel kommet noget skidt ud af at tabe så mange kilo og få store muskler i stedet for. Christian ser ifølge ham selv fed ud, fordi overskydende hud hænger over det hele fra overkroppen.

Han bærer rundt på døde fedtceller, han ikke kan oxydere, fordi kroppen ikke kan behandle mere fedt, end den allerede har gjort. Og det tærer på hans psyke.

"Mit spejlbillede er en påmindelse om, at jeg er ham den gamle mand. Maven samler sig mod midten i en mærkelig trekant, der laver en masse rynker. Det giver problemer over for det modsatte køn, når jeg tager tøjet af. Det er et reelt psykisk problem og går ud over min selvtillid. Jeg har puklet i tre år, og så føler jeg stadig, at jeg ligner lort. Jeg føler mig til grin."

Men der er ikke noget at gøre ved det. Lægerne vil ikke indkalde Christian til en samtale om operation af det overflødige maveskind, fordi hans BMI-tal (forholdet mellem højde og vægt) er for højt.

"Jeg er overvægtig ifølge BMI'en. Men det meste af det er jo muskler (Christian vejer 110 kilo, heraf 68 kilo muskler, red.). Så jeg er ikke fed længere. Sundhedsvæsenet går desværre ikke efter fedtprocenten, som er mere retvisende. BMI'en tager ikke højde for, hvad der reelt er muskler, og hvad der er fedt. De kigger kun på vægt i forhold til højde, og det er gammeldags og misvisende," siger Christian Vang.

Derfor håber han nu, at der snart vil ske ændringer i reglerne for operation af overflødigt maveskind, så han og andre kan få hjælp til at komme videre og få den krop, de har drømt om og kæmpet for.

Hvis Christian Vang får sin operation en dag, ved han godt, hvad han skal bruge sin 'nye' krop til.

"Jeg har en tåget drøm om at stå på scenen en dag og få en medalje som bodybuilder. Så har jeg også en drøm om at hjælpe andre mennesker, der kan og vil have hjælp med at tabe sig."

Intet træningsprogram:
"Jeg har ikke et decideret træningsprogram. Jeg forsøger bare at træne alle muskelgrupper: Skulder, bryst, ryg og ben. Så tager jeg armene indimellem alt det andet på en vilkårlig dag, hvor jeg har tid til det.

Jeg træner, som jeg føler for. Ud fra det energiniveau, jeg har. Så sørger jeg for, at der går mindst 24 timer, gerne 48, før jeg træner den samme muskelgruppe igen."

Kost:
"Jeg sørger for at få masser af proteiner og grøntsager. Så er jeg begyndt at spise lidt brød, fordi min forbrænding er så høj, at jeg kan tillade mig selv det. Det er surt kun at leve af torskerogn og broccoli. Så nu er der plads til noget andet. Den mørke chokolade skal jeg have hver dag. Ellers spiser jeg meget kylling og fisk."

Har du gennemgået en lignende forvandling, hører vi gerne fra dig. Send en mail til journalist Jakob Flarup på [email protected]