Razer Panthera: PRO arkade-stik til professionelle fighting-gamere
Razer Panthera EVO
RAZER leverer fra tid til anden nogle vilde gaming-produkter.
Og så af og til de helt obskure... Som eksempelvis den nye pro-version af deres Panthera arkadestik, der i særdeleshed henvender sig til profesionelle arkade-fight gamere, og hjemme-gameren med overordentlig meget nostalgi og kærlighed for gamernes guldalder i 80' og 90'ernes grillbarer og spilarkader.
Presse- og markedsføringsmaterialet siger det hele, og der er da heldigvis så tilpas meget kitsch og selverkendelse, at de har valgt den overdrevede canadiske pro-wrestler Kenny Omega, til at være ansigtet for arkade-sticken.
Panthera EVO har nok ikke den bredeste appel derude, men det er lækkert at se, at Razer ikke er bange for at kaste sig ud i niche-produkter, og så gøre det helt gennemført.
Og hvis ikke de vælger, at Sidney Lee skal stå for den danske del af influencer-samarbejdet, så ved jeg simpelthen ikke hvor verden står længere. Det er som skabt til ham.
Panthera EVO kommer med 8 programmerbare mekaniske taster og et joystick fra japanske Sanwa.
Knapperne er estimeret til op mod 30 millioner tryk, og det er endda muligt at udskifte arkadestikkens udsmykning. Jow, der er tænkt på det hele.
Prisen? 1949 kroner hos Proshop. Tjek det ud, hvis du mangler sådan en sjover!