Magasinet M!

Spidey født på ny!

Det er kun 5 år siden, vi sidst stiftede bekendtskab med Spider-Man. Alligevel har man ment, at det var på tide med en reboot af Spider-Man-serien. Men er det nu også en god idé?

Sony Pictures - Spidey født på ny! Sony Pictures

Foto @ Sony Pictures

 

Den nye The Amazing Spider-Man bliver markedsført med teksten "The Untold Story" på plakaten. Der er halvtreds procent sandhed i den sætning. Ja, den nye Spider-Man-film er intet mindre end 'amazing', men nej, der er ikke tale om "the untold story", men snarere "the 're-told story".

 

I The Amazing Spider-Man får vi på nemlig på ny historien om teenageren Peter Parker, (denne gang spillet af kæmpetalentet Andrew Garfield), der bliver bidt af en radioaktiv edderkop og efterfølgende får superkræfter. De fans, der har set Sam Raimis Spider-Man fra 2002, vil således sidde i biografmørket og nikke genkendende til alle hændelserne, der leder op til Peter Parkers forvandling fra nørdet teenager til New Yorks beskytter. Eneste nævnværdige forskel i historierne er, at Peter Parkers 'gamle' flamme, den rødhårede Mary Jane er skiftet ud med en blond Gwen Stacy (spillet af smukke Emma Stone), og derudover er skurken i denne film en meget ond menneske-øgle. I "the untold story" ligger en lidt tynd historie om Peter Parkers forældres gådefulde forsvinden. Et mysterium, som vi dog aldrig får løst i filmen.

 

ANNONCE
Sony Pictures - Spidey født på ny! Sony Pictures

Foto @ Sony Pictures


Når vi lige er kommet os over den falske markedsføring, bliver vi også nødt til at understrege, at The Amazing Spider-Man er en fantastisk film. Faktisk på højde med Sam Raimis Spider-Man 2 fra 2004. Spider-Man anno 2012 er en anelse mørkere og føles mere realistisk end sine forgængere, hvor især den første Spider-Man-film (2002) og 3'eren var proppet med lidt for meget slap-stick-humor. Det er jo ikke fordi, at Spider-Man-universet skal være ligeså mørkt som vi kender det fra Batman-filmene, men det klæder filmen, at den tager sig selv en smule mere alvorligt.

 

 

ANNONCE
Sony Pictures - Spidey født på ny! Sony Pictures

Foto @ Sony Pictures

Og så er der jo lige de to hovedrolleindhavere, Andrew Garfield og Emma Stone, der spiller helt fantastisk med en kemi sjældent set i denne type superheltefilm. Ikke at den 'gamle' Spider-Man i form af Tobey Maguire gjorde det dårligt, men det er nu rart at slippe for hans supernørdede og fjogede ansigtsudtryk til fordel for Andrew Garfields mere plagede 'emo'-Spider-Man. Actionscenerne er også smukt eksekveret i The Amazing Spider-Man og især kloakscenen, hvor Spider-Man spinder et kæmpe net og venter på at The Lizard popper frem er flot skudt og udført.

 

Personligt syntes undertegnede ikke, at 3D-delen fungerede ligeså godt som i for eksempel Avatar eller Prometheus, men derfor skal det da nævnes, at det godt kan give et sug i maven, når vi set fra Spider-Mans øjne svinger os igennem New Yorks gader højt oppe mellem skyskraberne.

 

Er du ligesom undertegnede stor Spider-Man-fan, må du ikke snyde dig selv for The Amazing Spider-Man. Og havde denne reboot ikke ligget så tæt op ad den første Spider-Man-film fra 2002, kunne den nemt ha' scoret en plads på vores top-tre over de bedste superheltefilm nogensinde. Men da dette desværre er tilfældet må den "nøjes" med beskrivelsen'freakin' amazing'.

 

 

5 ud af 6 stjerner

 

 

ANNONCE
Del

Seneste nyt