Top 10: Her er de værste slankekure
Vi har fundet 10 slankekure, som gennem årene fik masser af tilhængere - på trods af at de er totalt ude i hampen.
Drømmen om at smide de overflødige kilo har gennem tiden fået mennesker til at falde for mere eller mindre opfindsomme slankekure. Vi har samlet de 10 værste her.
1. CIGARETKUREN
Oprindelse: 1920'erne.
Kuren: Den amerikanske tobaksindustri fandt i midten af 1920'erne på et smart salgstrick, der for alvor fik kvinderne med på rygevognen: Man begyndte at slå på cigaretternes slankende effekt. "Snup en Lucky i stedet for et stykke slik," lød et af sloganerne fra Lucky Strike. Indtil da havde rygning været en mandeting, men nu eksploderede antallet af kvindelige rygere. Det er senere kommet frem, at tobaksgiganterne Philip Morris og American Tobacco tilsatte stærke appetitdæmpende stoffer til cigaretterne for at gøre rygning attraktivt for folk, der gerne ville tabe sig.
Problemet: Tanken om, at man kan ryge sig slank, er fatal. For selvom man måske smider nogle kilo, øger man markant sin risiko for bl.a. kræft, hjerte-kar-sygdomme og kroniske lungesygdomme. Halvdelen af alle rygere, der ikke stopper med at ryge, dør af en sygdom, de har fået af rygning.
2. DRINKING MAN'S DIET
Oprindelse: 1964.
Kuren: Store bøffer og hård sprut - endelig en kur til rigtige mænd! Robert Cameron udgav i 1964 bogen 'Drinking Man's Diet' med budskabet om, at kulhydrater var onde, mens man til gengæld roligt kunne drikke masser af gin, vodka, whisky og anden destilleret spiritus. Bogen udkom på 13 sprog og blev på bare to år solgt i over 2,4 millioner eksemplarer.
Problemet: Et stort alkoholforbrug øger risikoen for en række alvorlige sygdomme, og alkohol har ingen slankende effekt - tværtimod.
3. AMFETAMIN-KUREN
Oprindelse: 1940'erne.
Kuren: Narkotika har såmænd også været brugt som slankemiddel. Midlet Benzedrine, der var amfetamin i tabletform, blev bl.a. brugt til at holde soldaterne vågne under anden verdenskrig og vietnamkrigen, da det har en stærkt opkvikkende effekt. I den brede befolkning fandt man hurtigt ud af at bruge pillerne som slankemiddel, fordi de undertrykker følelsen af sult. Effekten var dog lille, og bivirkningerne oversteg langt fordelene.
Problemet: Stoffet var afhængighedsskabende, og brugen medførte hjerte- og søvnproblemer og i visse tilfælde hallucinationer og paranoia. I midten af 1960'erne var det slut med at købe amfetamin i håndkøb i Danmark.
4. TYGGEKUREN
Oprindelse: Starten af 1900-tallet.
Kuren: Slankeguruen Horace Fletcher stod bag en populær kur, der kort sagt gik ud på at gennemtygge sin mad så meget, at det blev en flydende masse, hvorefter man lagde hovedet tilbage og lod maden glide ned i halsen. Alt, der var tilbage i munden, skulle spyttes ud. Hver mundfuld skulle tygges mindst 32 gange, men nogle fødevarer var mere genstridige og skulle derfor tygges endnu flere gange.
Problemet: Egentlig havde Fletcher fat i noget, for at tygge maden grundigt og spise langsomt giver en bedre mæthedsfornemmelse. Men Fletcher tog den alt for langt ud med sine bizarre regler. Og bedre blev det ikke af, at han talte dunder mod fibre og protein.
5. RIGSHOSPITALETS KUR
Oprindelse: 1990'erne.
Kuren: Alene navnet Rigshospitalets stofskiftekur har fået mange håbefulde til at hoppe med på denne kur, siden den begyndte at cirkulere for ca. 20 år siden. For når noget kommer fra Rigshospitalet, så må det vel være til at stole på? Imidlertid har kuren intet med Rigshospitalet at gøre, og ingen aner, hvor den stammer fra. Kuren består af en 13-dages kostplan, der primært er sammensat af magert kød, hårdkogte æg og sort kaffe.
Problemet: Med det lave indhold af kalorier skal man nok opnå et vægttab, men kuren er særdeles usund, og det har fået både Rigshospitalet og Ernæringsrådet til direkte at advare mod den. Fx dækker den ikke behovet for vitaminer og mineraler.
6. BLODTYPEDIÆTEN
Oprindelse: 1990'erne.
Kuren: Peter D'Adamos bog 'Eat Right 4 Your Type' blev en kæmpe bestseller i store dele af verden, da den udkom i 1996. Budskabet i bogen er, at vores blodtype bestemmer, hvilke fødevarer der er bedst for vores sundhed, og hvilke vi skal holde os fra. Eksempelvis skal folk med blodtype 0 spise en proteinrig kost med masser af kød, fisk, fjerkræ og visse typer frugt og grønsager, mens de skal holde sig fra mejeriprodukter og korn.
Problemet: Der er absolut intet videnskabeligt bevis for, at vores blodtype afgør, hvilken kost der er bedst for os. Derfor er det svært at se kuren som andet end endnu et vellykket forsøg på at narre overvægtige - og tjene kassen på det.
7. BABYMOSKUREN
Oprindelse: 2010'erne.
Kuren: Hollywood er altid et godt sted at kigge hen efter gakkede slankekure. Stjerner som Jennifer Aniston og Reese Witherspoon har ifølge rygterne prøvet babymoskuren med succes - og sandt eller ej, så har det fået en masse kvinder rundtom i verden til at gøre det samme. Kuren findes i flere varianter med mere eller mindre mos. En variant af kuren går ud på at erstatte morgenmad og frokost med færdiglavet babymos på glas og så spise et mindre, almindeligt måltid om aftenen.
Problemet: Babymos mætter dårligt, hvis man er et voksent menneske, og det vil gøre din slankekur ulidelig at komme igennem - for ikke at tale om, at kollegerne nok vil kigge underligt på dig, når du hiver dit lille glas med banan- og ferskenmos frem i kantinen.
8. GRAPEFRUGTKUREN
Oprindelse: 1930'erne.
Kuren: Grapefrugt morgen, middag og aften. Det er den simple opskrift på grapefrugtkuren, som siden 1930'erne har huseret i forskellige varianter. Den overordnede regel er, at du skal spise grapefrugt, og ikke meget andet end det, til alle måltider. Grapefrugtkuren er i familie med ananaskuren, kålsuppekuren og en stribe andre slankekure, der baseres på en enkelt eller ganske få slags fødevarer, såkaldte monodiæter.
Problemet: Den ensidige kost fører til fejlernæring og øger risikoen for sygdom. Og når man stopper kuren og vender tilbage til sine gamle kostvaner, vil man formentlig tage det hele på igen - og for altid have mistet glæden ved grapefrugt.
9. ATKINS-KUREN
Oprindelse: 1972.
Kuren: Robert Atkins udgav sin bog 'Dr. Atkins' Diet Revolution' i 1972, og lige siden har fedt- og proteinkuren været berømt og berygtet. Kuren anbefalede oprindeligt masser af bacon og pølser samt meget få kulhydrater, mens en senere opdatering har modereret den lidt.
Problemet: Nyere studier tyder på, at Atkins-kuren faktisk fremkalder et vægttab, men man er fortsat bekymret over, om den på sigt øger risikoen for diabetes og blodprop i hjertet.
10. BÆNDELORME
Oprindelse: Ca. 1900.
Kuren: I starten af 1900-tallet kunne man købe kapsler med 'rengjorte bændelorme'. Fidusen var, at ormen ville ligge i tarmene og snylte på den mad, man spiste. Selv i dag benytter enkelte desperate personer sig af metoden. I 2013 fortalte amerikanske medier om en kvinde fra Iowa, som var indlagt efter at have slugt en bændelorm, hun havde købt på nettet.
Problemet: Bændelorme kan blive op til 6 m lange og leve i tarmene i årevis. De kan føre til underernæring, diarré, kvalme og i værste fald død.