Magasinet M!

Verdens bedste vittighed

Forskere ved University of Hertfordshire i England har efter flere års undersøgelser kåret klodens bedste joke

To mænd spiller golf
Forskerne satte sig for at undersøge, om humor er ens verden over, og for at finde ud af, hvilken vittighed, de fleste fandt sjovest. De bad tusinder af mennesker fra 33 lande om at indsende deres yndlingsvittigheder, fik dem oversat, og lod derefter samtlige folk i undersøgelsen give alle vittighederne point.

Den vits amerikanerne syntes var sjovest, lyder således:

To mænd spiller golf en lørdag formiddag. Da et begravelsesoptog pludselig kommer forbi, stopper den ene mand midt i et sving, tager sin hat af og bøjer hovedet.

"Sikke dog en ærefuld og respektfuld handling," siger den anden mand.
Hvortil den første svarer:
"Ja, vi var trods alt gift i 35 år."

ANNONCE

Russere og amerikanere
Lidt længere nordpå, i Canada, omhandlede den mest populære joke ikke mænd og kvinders ægteskabelige forhold, men derimod USA og Ruslands. Og med amerikanerne som de dumme, vel at mærke, hvilket måske var grunden til, at vitsen ikke var ligeså populær syd for grænsen:

Da NASA første gang sendte mennesker ud  i rummet opdagede de, at kuglepenne ikke fungerede i vægtløstilstand. De søsatte derfor et milliardprojekt, der ti år senere resulterede i en kuglepen, der kun skrive i vægtløstilstand, på hovedet, under vandet og i ekstreme kulde- og varmegrader.

Russerne brugte en blyant.

ANNONCE

En kvinde kommer op til lægen...
I Australien er der ikke så meget pis: De drikker øl, slås med krokodiller (Crocodile Dundee gjorde i hvert fald) - og deres vittigheder er lige på og rå.

Den mest populære på de kanter lød ifølge professorerne således:

En kvinde kommer op til lægen. Hun er i panik.
"Doktor, doktor, da jeg vågnede i morges bemærkede jeg, at jeg var blevet fed, at min hud var slap, jeg havde rynker under øjnene og mit hår så frygteligt ud! Er der noget galt med mig!?"

Lægen kiggede på hende og sagde så:
"I hvert fald ikke med dine øjne..."

ANNONCE

Ænder og elefanter
Belgien er i vide kredse bedst kendt som landet, der laver vafler og har forholdsmæssig store problemer med pædofile.
Nu er de også kendt somlandet, der har den ringeste humor. Belgiernes yndlingsvits lyder:

Hvorfor har ænder flade fødder?
For at kunne slukke brande med dem.

Hvorfor har elefanter flade fødder?
For at kunne slukke brændende ænder.

Javel, ja...

ANNONCE

Den tyske soldat
Tyskerne har et liiiiidt anstrengt forhold til det med soldater og krig, men ikke desto mindre er netop en soldat hovedperson i tyskernes foretrukne vittighed:

En tysk officer bemærker, at en af hans soldater går rundt og samler papir op fra vejkanten, kigger på det og udbryder "Det er ikke den her, jeg mangler." Igen og igen. Da det har stået på i flere dage, beslutter han sig for at få soldaten mentalundersøgt.
Psykologen konkluderer, at soldaten er ved at blive sindssyg, og anbefaler, at han bliver sendt hjem. Således går det.
Da soldaten får sine hjemsendelsespapirer, samler han dem op og udbryder: "Det er den her, jeg mangler!"

ANNONCE

To mænd sidder på en pub...
Det er desværre ikke offentliggjort, hvad danskernes yndlingsvittighed er. Men da vi jo også er et tørstigt folk, og da folks smag i vittigheder tilsyneladende passer meget godt overens med de generelle fordomme om de forskellige lande, så er det nok ikke helt forkert, at den her også har været populær i Danmark.
Det var den i hvert fald i England:

To mænd sidder på en pub, drikker og begynder så småt at skændes. Pludselig rejser den ene sig op og råber: "Jeg har knaldet med din mor!"
Der bliver helt stille på pubben. Så gentager manden, endnu højere:
"Hører du!? Jeg har knaldet med din mor!"
Den anden mand kigger roligt på ham og siger:
"Du er fuld. Gå nu hjem, far."

ANNONCE

Som min farfar
Arh, okay, måske er det alligevel ikke så klichefyldt, hvilke vittigeder de forskellige nationaliteter skatter højest. Skotternes handler nemlig hverken om sprut eller penge. Den handler om bedsteforældre:

"Når jeg skal dø, vil jeg dø fredfyldt, ligesom min farfar.
Ikke i frygt og rædsel, ligesom hans passagerer..."

ANNONCE

Vinderen!
Verdens bedste vittighed - sendt ind af ham på billedet,  inderen Gurpal - skulle ifølge de kloge hoveder lyde således:

To mænd er på jagt, da den ene pludselig falder om. Han lader ikke til at trække vejret og vender det hvide ud af øjnene. Hans kammerat griber straks sin mobiltelefon og ringer 112:
"Min ven er død, hvad skal jeg gøre," råber han i panik.

"Rolig," siger damen i den anden ende.
"Lad os nu først være helt sikre på, at han nu også er død."

Der er stille i telefonen et øjeblik. Så hører damen fra alarmcentralen et skud. Øjeblikket efter kommer manden tilbage.
"Okay, hvad så nu?"

ANNONCE
Del

Seneste nyt