Her er de 10 bedste film i 2015

Selvfølgelig kan det være, at listen her kommer til at skuffe nogen. Men man kan ikke nå at se ALLE film overhovedet. Derfor tager undertegnede også forbehold for mangler på top 10-listen over de bedste film, der har haft biografpremiere i år. Men det kan i hvert fald nævnes, at der ikke blev plads til Leviathan, Amy, Me and Earl and the Dying Girl, The Martian, Tangerine, Phoenix, Black Mass, Den Franske Forbindelse, American Sniper, Spectre, Under the Skin, Avengers: Age of Ultron, Kingsman: The Secret Service og It Follows, selvom de alle gjorde det virkelig godt.

Der har ikke været mange bundskrabere, men hvis der skal nævnes en, må det være den nye Hitman-film, Hitman: Agent 47, som undertegnede smed én stjerne efter. Elendig på alle parametre.

Nå, tilbage til de gode. Klik dig videre, og se, hvilke film der nåede top 10.

Selma blev i den grad overset ved sidste års Oscar-uddeling, hvor Ava DuVernays historiske film om Martin Luther King kun vandt en pris for bedste sang (og det yderst fortjent!)

Filmen fokuserer på den episke rettigheds-march mellem Selma og Montgomery, hvor King - efter tre måneder med vold og uroligheder - endelig får Præsident Johnson til at underskrive den aftale, der sikrede sorte de samme stemmerettigheder som de hvide. Selma er en hård, men relevant omgang, der på intet tidspunkt bliver langtrukken på grund af en hamrende sikker instruktør og blændende skuespilpræstationer.

Det kan godt være, at de, der havde forventet en intens sportsfilm med masser af action, blev skuffet. Men 2015s mest tragiske - stadigt intense - fortælling indtil videre har instruktør Bennett Miller (Capote, Moneyball) stået for. Foxcatcher er den amerikanske drøm, der bliver gjort til det amerikanske mareridt, da den sindsforvirrede rigmand John du Pont (en uigenkendelig Steve Carrell i sin karrieres bedste rolle) tager Mark Schultz (en overbevisende Channing Tatum) under sine vinger i håb om at gøre ham til olympisk mester.

Miller beviser endnu en gang, at han mestrer at få det bedste ud af sine skuespillere (som han gjorde det med Philip Seymour Hoffmann i Capote og Brad Pitt og Jonah Hill i Moneyball), samt at han er en instruktør, der betragter begivenhederne på afstand, men samtidig fører det sikkert i mål.

Måske bliver det en anelse indspist i Alejandro González Iñárritus film om en falleret teaterskuespiller, som prøver at gøre comeback på scenen med sin tidligere succeskarakter, Birdman. Men alt andet lige er Birdman en imponerende præstation på alle facetter.

Den vanvittige one-take-stil er spændende og nyskabende, mens Michael Keatons tilbagevenden til det store lærred er det bedste, der skete i 2015. Edward Norton og Emma Stone leverer desuden geniale birollepræstationer i en hektisk, men satirisk beskrivelse af Broadway.

Listens eneste ikke-amerikanske eller -danske film tilfalder Alberto Rodríguez' overvældende neo-noir-thriller. Heri følger du to meget forskellige kriminaldetektiver, som i en lille, glemt landsby nær Madrid har til opgave et fælde en seriemorder få år efter Francisco Francos død - en tid, hvor Spanien stadig var i gang med at rejse sig efter næsten 40 år med diktaturregime, men hvor undertrykkelse og korruption til stadighed var hverdag.

Marshland er mørk, intens og hjemsøgende smukt filmet og ikke ulig med både True Detectives første sæson og Sydkoreas blændende Memories of Murder. Det er samfundskritisk højspænding, når det er bedst, og selvfølgelig indeholder filmen et yderst tilfredsstillende plottwist, som en thriller skal gøre.

Årets overraskelse står debutinstruktør Alex Garland (manuskriptforfatter til The Beach og 28 Days Later) for med denne intelligente sci-fi-film, der sætter spørgsmål ved, om man kan forelske sig i en AI-robot - en menneskelignende maskine med kunstig intelligens.

Ex Machina er søgemaskine-generationens svar på Frankenstein og er en dyb og foruroligende film om vores forhold til teknologien. Det er den mest overbevisende indie-sci-fi-film i mange år, som bæres af stærke præstationer af Domhnall Gleeson, Oscar Isaac og ikke mindst den gudesmukke svensker, Alicia Vikander, der tager sig af rollen som robotten i centrum, og som meget vel kan gå hen og modtage sin første Oscar-nominering nogensinde. Og så er der bonuspoint for vel nok den mest underlige dansescene i hele 2015.

Sakset fra vores 5-stjernes-anmeldelse:

"Krigen er en uafrystelig film, som tager et meget vigtig emne op til debat. Det er Tobias Lindholms blot tredje spillefilm som instruktør, men det er den bedste danske film siden dansk films guldår, 2012, hvor både Lindholms egen Kapringen, Nikolaj Arcels En Kongelig Affære og Joshua Oppenheimers The Act of Killing havde premiere. Film, der i undertegnedes optik alle er bedre end Thomas Vinterbergs 2013-succes, Jagten. 

Skuespillet er noget nær verdensklasse. Pilou Asbæk spiller med en så indædt nerve, som sjældent er set før, og han hiver dig med rundt i hele Claus' følelsesregister. Fra ekstremt pres, når Claus og hans mænd bliver beskudt, til den glæde, det er at redde en af sine hårdt sårede mænd fra fjenden, og til den gigantiske mavepuster, Claus får, da han får at vide at han er anklaget for at have slået en række civile ihjel. Det er Oscar-værdigt materiale, men mon ikke Asbæk blot nøjes med en Bodil- og en Robertnominering."

Krigen er blandt de sidste ni film i kampen om at få en Oscar-nominering for bedste ikke-engelsk-sprogede film, men om den bliver blandt de sidste fem, må vi vente med at få svar på til 14. januar, hvor alle nomineringer til årets show offentliggøres. Læs hele vores anmeldelse her.

Sakset fra vores 5-stjernes-anmeldelse:

"Med Jóhann Jóhannssons drone-agtige, hjemsøgende og til tider kvalmefremkaldende soundtrack som underlægningsmusik er Sicario en film, du hele tiden har en fornemmelse af, kan eksplodere når som helst. Farerne lurer lige om hjørnet, og ingen kan føle sig sikker i det amerikansk-mexicanske grænseland, hverken på den ene eller den anden side.

Det er enormt effektfuldt, og det føles som om, at du er ved at blive kvalt flere gange. Ikke bare på grund af den ekstremt grafiske og udpenslede vold (uden det dog bliver for meget), men også på grund af den åndeløse spænding, der får dig til at tage dig selv til hovedet og rive dig i håret (det, du nu måtte have tilbage) mange gange i løbet af de to timer, Sicario varer. To timer, der slet ikke føles som lang tid."

Læs hele anmeldelsen her.

Sakset fra vores store 5-stjernes-anmeldelse:

"Det virker som det helt rigtige at have ladet J.J. Abrams instruere The Force Awakens. En mand, der har haft ekstremt stor succes med de nyeste Star Trek-film, og som simpelthen bare har sans for at strikke et godt, gedigent action-eventyr sammen, uden du keder dig på noget tidspunkt.

En stor del af æren skal da nok også tilskrives manuskriptforfatter Lawrence Kasdan, som igen har skrevet historien ligesom til de første tre Star Wars-film. Magien er i den grad tilbage, og det flyver rundt med one-liners og "comic relieves" om ørerne på dig. Præcist som det bør gør, men som både Episode I, II og III manglede."

Læs hele anmeldelsen her.

Hvem havde troet, at en film om en upcoming jazztrommeslager skulle indtage listens andenplads? Sikkert ikke mange. Men Whiplash var sidste års helt store indie-overraskelse.

Det er historien om Andrew, der er førsteårselev på det fiktive, men autentiske musikkonservatorium, Shaffer, i New York. Her kommer han med i skolens bedste jazz-orkester, der ledes af den sadistiske, intimiderende og benhårde Terrence Fletcher (spillet af en fuldstændig vanvittig J.K. Simmons, der fortjent tog Oscaren for bedste birolle sidste år).

Klipningen, soundtracket, historien om, hvor langt man vil gå for at nå sit mål, og tempoet er helt eminent i en af de bedste indie-film i nyere tid, der samtidig sætter en sort, tyk streg under, at Hollywood har fået en ny stjerne i Miles Teller.

Intet over og under George Millers nyeste Mad Max-film. Det er den mest hæsblæsende actionfilm, der er lavet i lang tid, og filmen indeholder et af de mest hjernedøde og dystopiske karaktergallerier nogensinde, hvor Tom Hardy tager sig af titelrollen. 

Hvem skulle have troet, at det var Miller selv, der skulle vække den oprindelige Mad Max-franchise til live igen, når han siden 1992 kun har lavet Babe: Den Kække Gris Kommer Til Byen og Happy Feet 1 og 2? 

Historien er nærmest ikke-eksisterende, men du bliver bjergtaget af de dragende ørkenlandskaber, de smukke kvinder og Charlize Therons karakter, Furiosa, der øjeblikkeligt spillede sig helt op i superligaen af stærke, dominerende kvinderoller i Hollywood.

Mad Max: Fury Road kunne have endt som en fadæse, men tager i stedet ALLE stikkene hjem og mere til og ender som den største triumf i Hollywood i 2015. En triumf, der sikkert ikke bliver overgået i lang tid. Heldigvis har Miller annonceret, at han vil stå bag endnu en Mad Max-film.