4 virkelig komiske krige
Magt, politiske holdninger og grænser er blandt de mest normale grunde til, at lande går i krig. Men af og til er årsagen til krigen mere komisk. Tjek selv disse fire tilfælde.
Kombattanterne: Australiens hær vs. Australiens emuer
Hvornår: 1932
Årsag: I starten af 1930'erne var Australiens mange emuer (en slags struds, red.) begyndt at blive et problem, da de trådte korn ned og ødelagde høsten. Derfor valgte regeringen at sætte militæret ind. De jokede endda med, at de erklærede emuerne krig. Bevæbnet med maskinpistoler blev tropperne sendt af sted, men de blev overraskede. Emuerne kunne nemlig tage imod flere kugler - og alligevel løbe videre. Efter en uge gav den øverstbefalende op, selvom kun en brøkdel af emuerne var væk.
Kombattanterne: Grækenland vs. Bulgarien
Hvornår: 1925
Årsag: Efter Første Verdenskrig var situationen anspændt mellem nabolandene Grækenland og Bulgarien, der havde kæmpet på hver deres side i krigen. Så da en græsk soldat prøvede at fange sin hund, der var løbet ind over grænsen, blev han skudt. Det fik Grækenland til at angribe bulgarerne, og de erobrede hurtigt området Petrich. Forløberen for FN, League of Nations, satte dog en stopper for grækernes fremmarch, da de sanktionerede landet. Det fik grækerne til at trække sig tilbage efter ti dage.
Kombattanterne: De italienske byer Modena og Bologna
Hvornår: 1325-1337
Årsag: Da bystaten Modena i 1325 angreb Bologna, stjal soldaterne en stor egetræsspand med sig hjem som krigsbytte. Af en eller anden årsag var denne spand så vigtig for Bologna, at de erklærede naboerne krig. Den rasede i 12 år, men spanden kom aldrig tilbage. Faktisk hænger den stadig i klokketårnet i Modena.
Kombattanterne: Den spanske landsby Lijar vs. Frankrig
Hvornår: 1883-1981
Årsag: Da de 300 indbyggere i landsbyen Lijar i det sydlige Spanien hørte, at folk på gaderne i Paris havde fornærmet den spanske kong Alfonso XII under dennes besøg i den franske hovedstad, blev de sure. Rigtig sure. 14. oktober 1883 erklærede landsbyens borgmester og de 300 indbyggere således krig mod Frankrig. Det kom aldrig til kamp, men krigen sluttede først 98 år senere, da franskmændene behandlede den nye kong Juan-Carlos pænt under hans besøg i landet.