7 syrede historier fra Formel 1

Gorillaen fra Monza
Vittorio Brambilla var måske den vildeste og mest frygtløse kører, der nogensinde har været med i formel 1.

En dag tester han formel 3-racere med sin bror i Monza. Bilen går i stå ude på banen, og de er sikre på, at den er løbet tør for benzin, så de sender deres mekaniker Pino ud med en reservedunk. Efter en lang travetur gennem parken, som Monza-banen ligger i, når Pino frem, og de får tanket bilen.

Broderen tilbyder at give ham et lift tilbage til pitten, men glemmer hurtigt alt om mekanikeren, der sidder overskrævs på motoren og klamrer sig til styrtbøjlen.

Kort efter er det frokost og de snakker om, hvornår mon mekanikeren vender tilbage. "Pino!," råber den ældste bror pludseligt, og de skynder sig ud i en privatbil for at lede efter ham. De finder ham i et af de hurtige sving i grøften, forslået og fortumlet, men ellers ok. Mekanikeren arbejder for brødrene mange år frem.

Lord Alexander Hesketh
Lord Alexander Hesketh lignede ikke en almindelig teamchef, da Hesketh Racing i 1973 debuterede i Formel 1 i Monacos Grand Prix. Han var 22 år, lettere overvægtig og temaets bil, der var købt fra racerbilfabrikanten March, var helt hvid og uden et eneste sponsormærke. Og hvor alle andre teams altid har mindst én reservebil med til gadebanen i Monaco, hvor autoværnet står klods op ad asfalten, hvade Hesketh Racing en... reserve-yacht.

På Heskeths yacht var der plads til hans Jetranger-helikopter, der hver morgen hentede friske croissanter i Nice, og på kajen stod hans Rolls-Royce - plus en Daimler som reserve.

Heskeths vej til racing var heller ikke helt almindelig. "Vi startede i formel 3 og klarede os så dårligt, at vi besluttede os for at prøve formel 2. Her startede det egentligt meget godt, men det gik hurtigt ned ad bakke, og så var der ikke rigtig andet end formel 1 tilbage, forklarede Hesketh.

Kører var 18-årige James Hunt, mens ældste mand i teamet var en 29-årig ingeniør, der var med, fordi han sagde ja efter at de havde drukket ham fuld. I teamets første løb i Monaco lå de til at få en 6.-plads, da motoren brændte sammen fem omgange før mål. Det blev til point i de efterfølgende løb, og i 1974 blev konkurrenterne nødt til at tage dem alvorligt - selv om det svært med Hesketh Racings officielle logo: En teddybjørn iført fullface-hjelm.

I Hollands Grand Prix 1974 vinder Hunt en fantastisk sejr foran Nikki Lauda i Ferrari, og en af formel 1-historiens mest uventede, men også populære sejre er en realitet.

Teamet lukker efter 1975-sæsonen, men James Hunt skriver kontrakt med McLaren og vinder kører-VM i 1976.

Eau Rouge
Moderne formel 1-baner hedder kedelige navne som Bahrain International Circuit og Sepang Circuit. Og svingene på disse baner har endnu mere intetsigende navne - Turn 1, Turn 2, Turn 3 og så videre. Men der er heldigvis også klassiske baner som Spa-Francorchamps i Belgien. Her har svingene navne som Malmedy, La Source og Eau Rouge.

Er Eau Rouge det mest berømte sinvg i verden? Det har i hvert fald fascineret flere generationer af racerkørere og -tilskuere.

Der er tale om et sving, der i mange år lå på den grænse, der adskiller gode og geniale racerkørere. Gode racerkørere lettede en smule på gassen - de geniale tog på enkelte, nervepirrende omgange Eau Rouge med speederen trykket helt i bund. Det er et af den type sving, hvor man tager luft ind, når man nærmer sig, og først ånder ud igen, når det er overstået.

Bernie Ecclestone
80-årige Bernie Ecclestone bliver ofte fremstillet som grisk og magtsyg, men det er englænderen, der gjorde formel 1 til en verdensomspændende succes.

Bernies kontrol over formel 1 er i mange år både total, effektiv og diskret. Hvis man i 1990'erne vil starte sit eget formel 1-team, skal man først henvende sig til FIA (vicepræsident: B. Ecclestone) og betale et enormt depositum. En stor del af indtægterne i et nyt formel 1-team kommer fra TV-rettighederne, så her skal man forhandle sig til en del af den samlede TV-kage, der administreres af Formula One Managament, FOM (chef: B. Ecclestone).

Men der skal også sponsorer til, og de skal underholdes, hvilket kun kan ske standsmæssigt i Paddock Club (ejer: B. Ecclestone). Så skal den første bil testes, og ligesom da Toyota gik ind i F1 i det nye årtusinde er der ofte kun én privat testbane, der lever op til kravene, Circuit Paul Ricard i Sydfrankrig (ejer: B. Ecclestone).

Ayrton Senna - Den sorte weekend
Da formel 1-feltet kom til San Marinos Grand Prix 1994 i Imola, var der ikke sket dødsulykker i otte år, og sporten blev for første gang anset for "sikker". Tre dage senere var to kørere omkommet og ni tilskuere og mekanikere kvæstet.

Formel 1-folket er i foråret 1994 lullet ind i en teori om, at sporten ikke længere er livsfarlig. Teorien understreges under fredagens træning til San Marinos Grand Prix på Imola-banen syd for Bologna. Rubens Barrichello (Jordan-Hart) er ude på sin første flyvende omgang, da han mister herredømmet og ryger ind over curben, der nærmest fungerer som en affyringsrampe. Raceren letter så højt, at den flyver over dækbarrieren og rammer sikkerhedshegnet. Brasilianeren slipper med skrammer, en forslået næse og et forstuvet håndled.

Under kvalifikationen dagen efter mister 33-årige østrigske Roland Ratzenberger kontrollen over sin bil med over 300 km/t og kolliderer med betonbarrieren. Han flyves dybt bevidstløs med helikopter til hospitalet i Bologna, og dør kort efter.

Da starten går søndag kl. 14 staller J.J. Lehto, og resten af feltet forsøger febrilsk at undgå at påkøre ham. Det lykkes for alle indtil Pedro Lamy fra en af de bageste rækker kører op i ham, så Lamys forhjul rives løs og ryger ud på tilskuerpladserne, hvor ni bliver kvæstet, heraf én alvorligt.

Kl. 14.17 kører Ayrton Senna ind på syvende omgang stærkt forfulgt af Michael Schumacher. Senna kommer for langt ud i et hurtigt, langstrakt sving med over 300 km/t, og rammer betonmuren med omkring 200 km/t. Han bliver dødeligt såret, bliver fløjet til hospitalet og genoplives to gange, inden han erklæres død kl. 16.

Illusionen om formel 1 som en sikker sport er definitivt smadret.

Monacos Grand Prix
Der var en gang, da Monacos Grand Prix var et racerløb - forstået på den måde, at deltagerne rent faktisk overhalede hinanden. I dag er "løbet" i det lille fyrstendømme ved Middelhavet en highspeed-procession, hvor overhalinger som regel overlades til fantasien eller overmodige kaospiloter. Alligevel er Monacos Grand Prix det sikreste kort i formel 1-kalenderen.

Willy Mairesse
For enkelte kørere handlede formel 1 primært om penge - en måde at blive rig på med 300 km/t. Enkelte andre har været med i sporten for at afbalancere et ego, der som udgangspunkt enten var for lille eller alt for stort. Men for det store flertal handlede formel 1 om passion.

Og så var der Willy Mairesse - for ham var der nærmere tale om en besættelse.

Han brækkede arme og ben adskillige gange i formel 1-sporten, blev stærkt forbrændt og var involveret i flere dødsulykker op gennem 1950'erne og '60'erne. Under hans sidste løb i 24-timers Le Mans fik han ikke lukket døren ordentligt efter et pitstop med sin Ford GT40, hvorefter den lettede på Mulsanne-langsiden og lander inde i en skov.

Willy bliver alvorligt hjerneskadet, ligger i koma i 14 dage og kommer aldrig til at krøe racerløb igen. Da lægerne giver ham beskeden, bliver han aggressiv og deprimeret, og et år efter tager han sit eget liv med sovepiller og efterlader beskeden: "Tilgiv mig - men det er den eneste udvej".

Formel 1 Legender
Uddrag og billeder i galleriet stammer fra journalist og fotograf Peter Nygaards nye bog. Peter har overværet samtlige formel 1-grandprixer de seneste 15 år og er indehaver af et af verdens største fotoarkiver for motorsport, Grand Prix Photo.

Formel 1 Legender, 288 s. ill., af Peter Nygaard, udkommer på Gyldendal.

Vejl. pris: 399,95 kr.