Magasinet M!

M! Redder din røv

Banken truer med at klippe dit dankort over. Beløbet på din lønseddel kunne lige så godt stå på en flaskebon, og du skændes konstant med din kæreste. Lyder det bekendt? M! og fire eksperter har løsningerne på dine problemer.

M! Redder din røv
M! Redder din røv

BLIV DUS MED DIN DØRMAND

SÅDAN SLIPPER DU FOR AT STÅ I KØ

Vælg det rigtige kluns.
Den direkte vej ind på diskoteket starter foran spejlet. Kig på dig selv: Ville du lukke dig selv ind på et diskotek? Er der dresscode, skal du følge, den uanset om det er en fetichfest eller et diskotek, der kræver et jakkesæt. 

Smil og vær glad.
Når du står i køen foran diskoteket, skal du udstråle fest og overskud. Lad være med at se sur og indelukket ud mens du sutter på en øl. Dørmænd prøver altid at spotte ballademagere og folk, der potentielt kan ødelægge festen, så sørg for at ligne en person, der spreder glæde og ikke dårlig stemning.

Tal pænt til dørmanden.
Når du taler med dørmanden, skal du kigge ham i øjnene og være venlig. Lad være med at spille smart over for dine venner. Vær rolig og argumenter stille og roligt for din sag og accepter et nej fra dørmanden, hvis der for eksempel ikke er plads indenfor. Så har du ikke forspildt dine mulighed for at komme ind senere.

Tag dine veninder under armen.
Det kan godt være en god idé at følges med piger i byen. Godt nok må dørmændene ikke kønsdiskriminere, men piger er ofte bedre til at være glade og imødekommende, så følges du med dem, vil dørmanden sandsynligvis også opfatte dig som en festglad type, der ikke skaber problemer.

Lad for guds skyld være med..
at bede om at  snakke med chefen. Ved at gøre det presser du dørmanden op i et hjørne, hvor han kun kan sige: "Det er mig, der er chef her. Skrid!" Bang, færdig.

VÆR FULD UDEN AT FÅ DØRMANDEN PÅ NAKKEN

Stå ved dit lort.
Hvis du spilder øl i baren, så vis ansvarlighed og overskud i stedet for at flygte fra det rod, du har lavet. Indrøm, det er din fejl og bed bartenderen om en klud. Diskotekerne og barerne lever af fulde og glade folk, så de kan sagtens acceptere, at du har lidt mindre styr på dine bevægelser, når du har drukket. Stikker du af fra rodet, risikerer der at opstå dårlig stemning, og så vil dørmanden være mere tilbøjelig til at smide dig ud.

Tag det med et smil.
Er du faldet i søvn i baren, eller kom du til at overbrække herretoilettet lige før? Det er, hvad der sker. Det eneste, du ikke kan gøre, er at løbe fra dit ansvar. Så hav lidt selvironi og sig, at du "vist lige kom til at tage dig en powernap i baren." Så vil dørmanden ikke have så meget imod at lade dig blive siddende, også selv om du måske skulle overveje at tage en taxa hjem til din seng.

Du skal nok få din jakke.
Hvis dørmanden til sidst har fået nok af dig for en aften og har bedt dig om at gå, skal du huske dit overtøj. Glemmer du det, kan du prøve at gå tilbage til dørmanden og sige det til ham. Kan du finde ud af at tale pænt, vil han gerne hente din jakke til dig. Det kan godt tage lidt tid, men det er bedre end at skulle tilbage til diskoteket kl. 5, når de lukker.

EKSPERT: Nick Bang Ohlsson, leder af dørmandsuddannelsen ved Hotel- og Restaurantskolen

ANNONCE
M! Redder din røv

SÅDAN TACKLER DU DIN BANKRÅDGIVER

SÅDAN FÅR DU ET LÅN ELLER EN KASSEKREDIT

Se kedelig ud.
Sørg for at tage pænt tøj på i banken. Bankfolk er kedelige, og kan bedst lide folk, der også fremstår en smule stive i betrækket ligesom dem selv. Det er også en dårlig idé at forsøge at flirte med din kvindelige bankrådgiver. Hun synes ikke, det er charmerende.

Hold din iphone i lommen.
Skal du overbevise din bankrådgiver om, at du skal have en kassekredit eller et forbrugslån, skal du virke som en person, der kan administrere de få penge, du har. Sørg for at betale dine regninger til tiden, og lade være med at flashe den iPhone 5, du lige har købt på afbetaling. Banken kan se, du ikke har købt den med penge fra din konto, og det lugter langt væk af Luksusfælden.

Tryk med tallene
Lav et budget. Det giver dig en god mulighed for at jonglere lidt med tallene, så din økonomi måske fremstår lidt sundere, end den i virkeligheden er. Du skal overbevise banken om, at selv om din økonomi ser sløj ud, varer det ikke evigt, fordi du kommer til at score boksen, når du er færdig med din uddannelse. Kort fortalt: Sælg dig selv.

Køb dine penge billigt
Skal du ud og låne større beløb til for eksempel en lejlighed eller en bolig, bør du bruge god tid på at sætte dig ind i, hvor det er billigst at låne penge. Gå eventuelt ind på MyBanker.dk og undersøg markedet. Ofte er det billigere at låne penge i realkreditinstitutter, da de generelt har de bedste renter. Kender du konkurrenternes priser, kan du nemmere presse din egen bank til at give dig et billigt lån.

Lad for guds skyld være med..
at komme med tomme trusler. Har du truet med at skifte til et andet pengeinstitut, skal du være klar til at gøre det uden at blinke. Bankerne er forretninger, der er vant til at håndtere forhandlinger.

EKSPERT: Jesper Bo Jensen, fremtidsforsker ved Center for Fremtidsforsking, Fremforsk.dk

ANNONCE
M! Redder din røv

KOM PÅ GOD FOD MED CHEFEN

SÅDAN FÅR DU LØNFORHØJELSE

Kend din pris.
Du skal være klar på at sælge dig selv, og det gør du bedst ved at forberede dig grundigt. Undersøg, hvad andre i din branche tjener, og vær opmærksom på, at der måske er forskel på lønniveauet rundt omkring i landet. Det kan du bruge til din fordel. Signalerer du, at du er klar til at flytte til eksempelvis København for at få en bedre løn, kan det presse din chef til at matche lønnen i hovedstaden for at holde på dig.

Hver dag er en lønforhandling.
Du skal gøre opmærksom på dine styrker hele året, ikke kun når du forhandler løn med chefen. Et godt tip er at fejre dine succeser ved f.eks. at dele kage eller øl ud, når du har haft held med et projekt. Så kommer du nemmere til at fremstå som en succes over for dine kolleger og dine chefer. Til gengæld behøver du ikke at gøre et lige så stort nummer ud af det, når du har kvajet dig.

Penge er ikke alt.
Hvis du ikke får lønforhøjelse, kan du spørge din chef, hvad du skal gøre for at stå til en lønforhøjelse i fremtiden. På den måde sikrer du også, at du og din chef har ens forventninger til dig og dit arbejde. Det kan også godt være, din chef ganske enkelt ikke har mulighed for at give dig lønforhøjelse på grund af økonomien i firmaet. Men måske har han mulighed for at give dig noget andet i godteposen end penge? Spørg om du måske kan få lov at arbejde hjemmefra, eller overbevis ham om, at du kan godt kan klare dig uden en lønforhøjelse i denne omgang, hvis du får en ny arbejdscomputer eller arbejdstelefon.

HVIS DU HAR KVAJET DIG

Vær på forkant.
Vær ærlig over for din chef og tag en samtale om, hvorfor der er sket en fejl. Måske skyldes det omstændigheder, der ikke har noget med dig at gøre? Måske sidder du med ansvarsområder, du slet ikke er rustet til at håndtere. Har du ikke evnerne til at løse en bestemt problem, vil der helt sikkert ske fejl igen.

Vælg tidspunktet med omhu.
Selvom det er vigtigt at være ærligt over for sin chef, skal du måske ikke buse ud med alle dine fejltrin, når der er en fyringsrunde lige om hjørnet. Sørg under alle omstændigheder for at overveje, hvordan du fortælle chefen om dine svipsere.

Lad for guds skyld være med..
at skyde skylden på andre. Ingen chef kan lide en person, der ikke tager ansvar for sine handlinger. Også selvom der har været andre indblandede.

EKSPERT: Niels Mosegaard, chefkonsulent, Djøf

ANNONCE
M! Redder din røv

SÅDAN KLARER DU KRISERNE MED KÆRESTEN

GÅ I BYEN MED GOD SAMVITTIGHED

Se på hende.
Reagerer hun voldsomt og begynder at råbe ad dig, når du en dropper en aftale, fordi du hellere vil på druk med gutterne? Eller virker hun sur og indebrændt, selv om hun siger, det er i orden? Begge dele tyder på, at hun har et problem med din opførsel. Tænk dig om. Er det noget, du gør lidt for ofte? Begynder hun at bliver sur  og råbe ad dig, er det tydeligt, at hun har et problem med det.

Tænk dig om.

Brænder du hende ofte af, fordi du vil på druk med dine kammerater? Tager du måske ofte i byen, fordi du inderst inde er træt af jeres forhold? Overvej, om der ligger noget bag dine handlinger.

Noget for noget
Uanset om din kæreste råber og skriger eller holder sin vrede for sig selv, skal du vise, at hun er vigtig for dig, og at du anerkender hende. Foreslå, at I laver noget sammen en anden dag, hvor hun bestemmer, hvad I laver.

Spil med åbne kort.
Gør det klart for hende, at du gerne vil i byen, fordi DU har lyst. Din kæreste vil vise større forståelse for din beslutning, hvis du er 100 procent ærlig omkring dine motiver. Så undgår hun også at spekulere på, om der stikker noget andet under.¨

Lad for guds skyld være med..
at sige, du tager i byen, fordi dine venner gerne vil. Din kæreste vil opfatte det som om, dine venner betyder mere end hende. Og helt ærligt: Mon ikke dine venner godt kan forstå, at du er nødt til at blive hjemme en gang imellem?

UNDGÅ EN JALOUX KÆRESTE

Hold igen med charmen.
Selv om du ikke mener noget med det, når du siger, at en anden pige end din kæreste er lækker, er det med til at gøre din kæreste jaloux. Hun er måske bange for at miste dig, og du er nødt til at give hende trygheden tilbage. Det kan du gøre ved at holde lidt igen med den uskyldige flirt, med mindre det er fordi, du faktisk slet ikke har lyst til at være i et forhold med din kæreste. I så fald skylder du at fortælle hende det.

Vis, at du kan lide hende.
Hvis din kæreste bliver jaloux mere eller mindre uden grund, kan det være svært at gøre noget ved det, men prøv alligevel. Send hende en sms om, hvor dejlig hun er, lige når du er mødt ind på arbejde. Det vil betyde meget for hende, at du ikke bare reagerer på hendes spørgsmål, men spontant fortæller, at du synes om hende.

Lad for guds skylde være med..
at få hende til at føle, at hun skal konkurrere med de piger, du går og giver komplimenter. Du ender med en kæreste, der konstant skal bekræftes, og det er ikke fedt.

OVERLEV EN GLEMT GAVE

Kryb til korset.
Kommer din kærestes fødselsdag fuldstændig bag på dig, så ikke har nået at købe gave, er der intet andet for end at indrømme din fejl. Hvis du har været helt vildt stresset og slet ikke kan overskue dit liv eller din kalender, så sig det. Din kæreste vil måske stadig være lidt sur på dig, men hun vil sætte pris på din ærlighed og have nemmere ved at bære over med dig.

Skaf en gave-hurtigt!
Selv om du har glemt at købe en gave i første omgang, kan du gå godt redde en del ved at købe noget til din kæreste hurtigst muligt. Du behøver ikke være en Mulberry-taske eller en rejse til New York. En god middag eller et gavekort til 10 gange massage fungerer også helt fint. Det vigtigste er, at du anerkender hendes vrede og viser, du vil gøre meget for at råde bod på din fejl.

Lad for guds skyld være med..
at give hende skylden for din glemsomhed. Løgne og bortforklaringer gør hende bare endnu mere vred og får hende til at føle sig utryg.

INDRØM UTROSKAB

Stop op.
Er der en grund til, at du har været din kæreste utro? Er det i virkeligheden et tegn på, at I ikke skal være sammen? I så fald er det måske på tide at stoppe forholdet. Det kan godt være, at du har dårlig samvittighed og er villig til at fortsætte forholdet for hendes skyld, men du gør hende ikke en tjeneste ved at holde kunstigt liv i jeres forhold. Tværtimod vil hun føle det som et endnu større svigt, at du er sammen med hende af medlidenhed.

Vær tålmodig.
Hvis du virkelig fortryder dit sidespring og stadig gerne vil være sammen med din kæreste, skal du acceptere, at det kan tage laaaang tid, inden jeres forhold er repareret. Du skal også være klar over, at det måske aldrig sker. Giv hende tid og grund til at stole på dig igen. Der er intet din kæreste hellere vil end at glemme, hvad der er sket, men det er svært, og du skal hjælpe hende med det.

Tag lorten op.
Det hverken nemt for dig eller hende at tale om, hvad der er sket, og hvorfor det skete, men I kommer aldrig videre, hvis ikke I får renset luften. Hjælp hende og spørg, om der er noget, du kan gøre eller noget, hun vil snakke om. Så tager I brodden af de værste frustrationer.

Lad for guds skyld være med..
at bebrejde hende, at hun stadig ikke stoler på dig. Du vil på et eller andet tidspunkt blive meget frustreret over, at hun ikke bare kan komme videre, men det hjælper ikke jeres i forvejen skrantende forhold, at hun begynder at være sur på sig selv for ikke at kunne slippe, hvad der er sket.

EKSPERT: Signe Saxe Jessen, konfliktmægler. www.goderelationer.dk

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce