Magasinet M!

Verdens uhyggeligste steder

Stemmer, skrig og rædsel i mørket. Kom med til nogle af verdens mest hjemsøgte steder.

Verdens uhyggeligste steder
The Winchester Mystery House

I San Jose, Californien, ligger et af verdens mærkeligste huse. Den oprindelige ejer var Sarah Winchester, enken efter den berømte våbenmager William Wirt Winchester. Hun var rystende bange for at blive hjemsøgt af ånderne fra de mange folk, der var blevet dræbt med mandens rifler, så for at forvirre ånderne fik hun derfor hele tiden bygget nye værelser og gange til huset. Der var ingen overordnet byggeplan, så huset endte med at blive en kæmpe labyrint med trapper, der ikke fører nogen steder hen, og døre, der ikke kan åbnes eller bare fører ind i en murstensvæg. Byggeriet stod på i 38 år, og det stoppede først den dag, Sarah Winchester døde. I dag siges hun selv at hjemsøge huset, der er omdannet til et museum, og på www.winchestermysteryhouse.com kan folk fortælle, hvis de har haft mærkelige oplevelser i huset. Og det erdermange, der har.

Bonus: Huset har 160 værelser, 47 pejse, 17 skorstene, to kældre og tre elevatorer.

ANNONCE
Verdens uhyggeligste steder
Statsfængslet i Ohio

Uhyggelige bygninger og spøgelser hører ofte sammen - næsten som om arkitekten planlagde at bygge et hjemsøgt hus. Og det gjorde arkitekten bag Ohios Statsfængsel da næsten også. I hvert fald forsøgte han at få fængslet til at se så tungt og uindbydende ud, at folk ikke skulle få lyst til at komme tilbage. Statsfængslet blev indviet i 1910 og blev brugt frem til 1972, hvor man begyndte at afvikle det og flytte fangerne over til mere moderne fængsler. I 1990 blev bygningerne lavet om til museum, og man kan i dag komme på guidede spøgelsesture. Det er meget populært, da mange har haft sære oplevelser med uforklarlige stemmer og skygger - især i hospitalsafdelingen og omkring fængselsinspektørens kontor.

Bonus: Fængslet har lagt mure til en lang række film - blandt andet 'Tango & Cash' samt klassikeren 'Shawshank Redemption' (En Verden Udenfor) med Tim Robbins og Morgan Freeman. Se mere på www.mrps.org.

 

ANNONCE
Verdens uhyggeligste steder
De underjordiske kamre i Edinburgh

Hvis du savner spøgelseshistorier, så prøv at skriv 'underground vaults Edinburgh' på Google. Under Edinburghs store indkøbsgade South Bridge gemmer der sig nemlig et undergrundssystem med 120 rum, der i 1800-tallet blev konstrueret til opbevaring og små boder. Det kolde og fugtige indeklima fik dog hurtigt de handlende til at droppe kamrene, der hurtigt blev overtaget af fattige, kriminelle, prostituerede og andet godtfolk, der havde større problemer end manglen på sollys, rent vand og toiletter. I dag er kamrene et populært turistmål, hvor man kan komme på guidede ture. Mange folk har fortalt, hvordan de har hørt mærkelige stemmer og set ånder i kamrene, ligesom mange er blevet slået og skubbet i mørket, hvilket dog kun har trukket flere folk til.

Bonus: Efter at have filmet i kamrene kom et tv-hold fra BBC i 2009 hjem med 20 minutters lydoptagelser af en katolsk præst, der giver den sidste nadver. Det er endnu ikke lykkedes at finde en logisk forklaring på lyden, der blev sendt i programmet 'Joe Swash Believes in Ghosts' på BBC 3 i januar 2010.

ANNONCE
Verdens uhyggeligste steder
Alcatraz

2,4 kilometer ude i San Franciscos bugt ligger det berømte og ugæstfri fængsel Alcatraz. I årene 1934-1964 gemte de tykke mure på nogle af de mest hårdkogte kriminelle i USA - blandt andet Al Capone og George 'Machine Gun' Kelly. Allerede mens stedet fungerede som fængsel, rapporterede vagterne ofte om sære skikkelser, der pludselig dukkede op og forsvandt igen. Efter Alcatraz blev lavet om til museum, har turguider og besøgende desuden rapporteret om uforklarlige stemmer, skrig, trin og fløjtelyde fra de tomme celler.

Bonus: Mange tror, at Al Capone hjemsøger Alcatraz, og flere ansatte siger, de har hørt gangsterkongen spille på sin banjo, selv om der ikke har været andre mennesker til stede i fængslet end dem selv.

 

ANNONCE
Verdens uhyggeligste steder
Waverly Hills Sanatorium

Det mest hjemsøgte sted i verden. Den titel kan det gamle Waverly Hills Sanatorium i Louisville, Kentucky, smykke sig med efter besøg fra et utal af spøgelsesjægere. Sanatoriet blev bygget i 1906, så man havde et sted af sende de yderst smitsomme tuberkulose-patienter hen. Nogle siger, at så mange som 60.000 mennesker døde på Waverly, men det virkelige tal er nok nærmere 6.000. I dag er sanatoriet lukket, men man kan komme på guidede ture - blandt andet (hvis du tør) gennem den 150 meter lange dødstunnel, der blev brugt til at fragte de mange døde væk fra hovedbygningen.

Bonus: Mærkelige lys, sære skikkelser og uforklarlige skrig er næsten hverdagskost i de gamle bygninger, og på www.therealwaverlyhills.com kan man se billeder og videoer med mærkelig fænomener, som besøgende har oplevet på stedet.

ANNONCE
Verdens uhyggeligste steder
Hotel Chelsea

Der var engang, hvor Chelsea Hotel på Manhattan, New York, var meget populært - især blandt musikere og forfattere. De gamle, smukke rum tiltrak tusindvis af berømtheder som Bob Dylan, William S. Burroughs og Leonard Cohen, ligesom Arthur C. Clarke skrev sin klassiker Rumrejsen 2001 på et af værelserne. I oktober 1978 gik lidt af glansen dog af hotellet, da bassisten fra Six Pistols, Sid Vicious, stak sin kæreste ihjel i et badeværelse på hotellet. I dag siges Hotel Chelsea at være hjemsøgt af berømtheder som forfatteren Thomas Wolfe, Eugene O'Neill og Dylan Thomas, og mange gæster på hotellet melder om mærkelige oplevelser i de gamle gange.

Bonus: Kort tid efter mordet på sin kæreste tog Sid Vicious en overdosis heroin og døde. Det siges, at han i dag hjemsøger elevatoren på Hotel Chelsea.

 

ANNONCE
Verdens uhyggeligste steder
Lizzie Borden House

En stille formiddag i 1892 blev ægteparret Andrew og Abbey Borden fundet dræbt i deres hjem i Massachusetts. Parret var hugget ihjel med en økse, og de eneste, der havde været til stede i huset, var parrets 32-årige datter Lizzie og en husholderske. Husholdersken blev hurtigt frikendt, da alle beviser pegede mod datteren, men som en anden O.J. Simpson blev hun overraskende frikendt. Det blodige dobbeltmord er i dag et af de mest berømte i USA's historie, og huset er lavet om til Bed & Breakfast, hvor man kan bo i de gamle knirkende værelser, der stadig står indrettet som i 1800-tallet. Der findes et utal af historier om folk, der har hørt mærkelige lyde og har mødt Lizzies forældre i de mørke gange, og huset er da også blevet kåret som det mest hjemsøgte i USA.

Bonus: Det koster 200-225 dollar at bo i værelset, hvor Abbey Borden blev fundet død - dræbt med 18 øksehug. Sov godt.

 

ANNONCE
Del

Seneste nyt

Annonce